Protokol Om alt det internettet og teknologien gør ved vores samfund

Kvinden, der gamede sig til en mand

Datingsidernes matchsystemer er uduelige, siger den digitale strateg og forfatter Amy Webb. For få år siden hackede hun sig ind i en datingportals database for at tage sagen i egen hånd. 

Da Amy Webb som 30-årig brød med en kæreste igennem mange år var det for at finde en mand, hun kunne få børn med i en fart. Hun vidste præcis, hvordan han skulle være. Han skulle være vild med teknologi og tal, og så skulle han være jøde, ikke ortodoks, men moderat. Begge dele, ligesom hun selv var. 

Med hendes noget specifikke krav til en kommende partner regnede hun sig frem til en dyster kalkule. Kun omkring 35 ud af 1,5 millioner mænd i Philadelphia, hvor hun boede, levede op til dem. Statistikken for, om hun overhovedet ville møde en af de få udvalgte tilfældigt, var endnu mere forsvindende lille. 

Læs også: ’Den datafikserede kærlighed' om datingsiders stigende brug af data til matchmaking

For at optimere sine chancer og sin tid begyndte hun derfor at netdate og inden længe hackede hun sig vej igennem en datingverden, hun i dag kritiserer åbenlyst i sin bog ’Data, A Love Story: How I Cracked The Online Dating Code To Meet My Match’ fra 2013. 

I dag er Amy Webb 39 år og karakteriserer sig selv som en kvinde, der stadig er besat af tal, gadgets og Javascript. Hun ejer et stort amerikansk konsulentfirma, der specialiserer sig for at lave digitale mediestrategier og hun blev sidste år udnævnt som en af de seks mest magtfulde kvinder i teknologiens verden af Forbes Magazine. 

- Da du begyndte at netdate opdagede du, at datingsider har en væsentlig indbygget fejl. Hvad går den fejl ud på? 

»En datingportal er afhængig af de svar, brugerne skal give den om sig selv. Det er problematisk. For mange er det nemlig utrolig svært at svare hudløst ærligt på spørgsmål om, hvem man er. Sådan havde jeg det i hvert fald! Det første spørgsmål min datingside stillede mig var, om jeg var ryger. Og spørgsmålet måtte kun besvares med et ja eller et nej. På det tidspunkt røg jeg en cigaret i ny og næ, når jeg fik mig en drink eller et glas vin. Jeg røg vist i virkeligheden også når jeg drak kaffe. For at være helt ærlig røg jeg dagligt, jeg var bare ikke klar til at kalde mig selv for ryger. Så jeg svarede selvfølgelig nej på spørgsmålet og derfor var mine data allerede hamrende uakkurate fra første færd på datingsiden.«

»Den indbyggede fejl ved datingportalerne og deres algoritmer er i mine øjne, at mine falske oplysninger om mig selv blev oversat til det jeg kalder dårlig data. Jeg tænkte, at hvis alle andres data var lige så dårlige som mine, så ville der kun komme elendige og forkerte matches ud af det.«

 - Men så fandt du en måde at omgås den dårlige data på. Hvad var det helt præcist du gjorde?

»Det vigtigste jeg gjorde var at blive bevidst om, hvad jeg ville have ud af en kommende partner. Folk omkring mig blev ved med at sige, at jeg bare skulle date alle, der bød op til dans. Det gjorde jeg til at begynde med, men det resulterede i en forfærdelig masse helt vildt pinagtige dates.« 

»Så besluttede jeg mig for at lave en liste over, hvad det var jeg ville have. Jeg satte de krav jeg havde ind i en matematisk ligning, som jeg selv lavede, og jeg synkroniserede den med mine søgninger på datingsiden. Da jeg gjorde det, måtte jeg lige pludselige sige nej til de fleste mænd, jeg mødte online. I stedet begyndte jeg kun at se de fyre, der levede op til min liste. Datingsiden brugte jeg som en database, jeg selv kunne lede rundt i.«

- Kan du sige noget om, hvad der stod på din liste?

»Da jeg begyndte at netdate havde jeg allerede været i et par lange forhold. Mit udgangspunkt var at finde frem til, hvorfor ingen af mine tidligere kærester havde vist sig at være den rette. Først noterede jeg mig deres gode og dårlige sider. Siden hen begyndte jeg også at tilføje vigtige karaktertræk og kvaliteter, som jeg vidste betød noget for mine forældre, min søster og mine nære venner. De kendte mig nærmest bedre end jeg selv gjorde. Min logik var derfor, at de måtte vide, hvad jeg havde brug.« 

»Listen tog langsomt form og jeg begyndte snart at specificere mine krav mere og mere. I stedet for at skrive, at jeg gerne ville have en mand, der var vild med musik, blev mit krav, at jeg ville finde en fyr, der var helt tosset med jazz fra 1940’erne. Det var jeg nemlig selv. Til sidst havde jeg 72 meget udpenslede punkter, fordelt i to grupper – de vigtigste og de mindre vigtige – dem kunne jeg så sætte mine potentielle dates op imod.«

- Samtidig med at du udviklede din egen matematik og blev bedre til at finde de rigtige mænd, måtte du også sørge for, at de få udvalgte faldt for dig. Hvad gjorde du for at få din egen profil på datingsiden til at virke mere tillokkende?  

»Jeg lever jo af at være en digital strateg for andre, så min tilgang til onlinedating var også meget strategisk. Der er virkelig mange ligheder mellem at lave en god datingprofil og skabe effektivt indhold til web. Jeg udvalgte de bedste billeder af mig selv til min profil, billeder, der ikke var selfies med andre på, som var flottere end mig. Så skrev jeg en kortfattet tekst, fordi lange romanformater sjældent egner sig særlig godt til nettet.«  

 - Men du gjorde også noget lidt mere radikalt end det, ikke? 

»Jo. Jeg lavede også en temmelig udførlig analyse af de kvinder, som havde de mest populære og velbesøgte profiler på datingportalen. Det gjorde jeg ved at oprette 10 falske profiler som singlemænd, jeg selv ville falde for. Derefter var det meget lige til. Jeg tilpassede min egen profil med udgangspunkt i de mest eftertragtede kvinders, som jeg nu kunne gå på jagt i. Samtidig kunne jeg også følge med i, hvem de 10 falske drømmemænd blev anbefalet at date. Alt i alt kørte jeg en hardcore marketingstrategi på min egen onlineidentitet. Og på et tidspunkt var jeg faktisk den mest populære kvindelige single på min datingside.«

- Al den matematik og strategi kan jo godt virke lidt kynisk på nogen. Synes du, at datingportalerne fordrer en helt anden tilgang til kærlighed? 

»Jeg tror ikke at datingportalerne har nogen kærlighedsopfattelse, der er ingen mystik at komme efter. For dem handler det om at bygge systemer, der kan matche brugere med hinanden på basis af svar fra spørgsmål, som så bliver til data. Det er alt sammen meget rationelt, ja. Men måske ikke rationelt på den gode måde.« 

- Hvordan det? 

»I nogle tilfælde undersøger deres systemer dine svar men også din adfærd på datingprofilen. Altså, hvilke singler, du sidder og kigger på foran skærmen. Problemet er bare, at du måske fortæller din datingside, at du falder for høje mænd med mørkt hår, som tror på gud. Men hvis du så sidder og klikker dig igennem en masse lave og lyshårede ateister, skal matchsystemet også tage højde for denne modsatrettede adfærd. Måske sad du i virkeligheden bare og havde det sjovt over at kigge på små, grimme mænd. Eller måske var din singlesøster på besøg – måske var det hende, der brugte din profil til at lede efter de halvbuttede blondiner? Det kan systemet jo ikke tage højde for og derfor bliver det forvirret.«

- Kan man så ikke godt sige, at datingindustrien alligevel har rykket ved noget. At vi er gået fra at tro på, at kærligheden er et spørgsmål om skæbne og tilfældighed til at tro på, at kærligheden kan findes ved hjælp af, vel at mærke gennemarbejdet, matematik og logik? 

»Jeg tror på, at folk til hver en tid vil foretrække at tænke på kærligheden som et dybt romantisk og gådefuldt uforudsigeligt fænomen. Lidt i stil med de storslåede kærlighedshistorier fra Hollywood. Det er bare kun de færreste af os, der møder vores soulmate i et støvet og charmerende antikvariat fyldt med sjældne bøger.«    

»Mange finder jo partnere, de får det til at fungere med. Men måske er de i virkeligheden slet ikke gode nok for hinanden. Jeg brugte matematikken og logikken, fordi jeg vidste, hvem det var jeg havde et ønske om at finde. Men jeg havde jo aldrig giftet mig med min mand, som jeg i øvrigt fandt på en datingportal, hvis det ikke var fordi kemien og forelskelsen opstod imellem os i den virkelige verden.«   

Se Ted Talk med Amy Webb, hvori hun forklarer mere om sit hjemmelavede matchsystem.

Læs ’Den datafikserede kærlighed' om datingsiders stigende brug af data til matchmaking 

5 sandheder om kærlighed - i 5 fem grafer

Om denne blog

Teknologi, viden, internet - og om det, det gør ved vores verden

I redaktionen:

Lars Højholt

Didde Elnif

Jens Christoffersen

Simone Sefland

Send bidrag, forslag til artikler eller lignende til web@information.dk.

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Benny Pedersen

»Jeg tror på, at folk til hver en tid vil foretrække at tænke på kærligheden som et dybt romantisk og gådefuldt uforudsigeligt fænomen. Lidt i stil med de storslåede kærlighedshistorier fra Hollywood. Det er bare kun de færreste af os, der møder vores soulmate i et støvet og charmerende antikvariat fyldt med sjældne bøger.«

Vi kommer nok heller ikke allesammen til at programmere vores vej til kærlighed på den måde.
Udover det lyder det jo som om hun er kommet til at kende sig selv ret godt i processen, og mon ikke det spiller ligeså stor en, hvis ikke større, rolle som/end hendes tekniske færdigheder.

(Titlen er en smule misvisende.)

Mattia Guidarelli, Janus Agerbo og Carsten Søndergaard anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Må jeg foreslå Woody Allen. Ikke nødvendigvis som match, selv om han også er moderat jøde, har et efternavn der begynder med W og er helt vild med jazz fra 40´erne , ja faktisk så meget at han selv udøver den? Nej, som filminstruktør, selvfølgelig, på filmen om Amy Webb: The gamer. Om ikke andet må filmen kunne få succes på tv, hvor efterhånden otte ud af ti film handler om parforhold.

Helene Nørgaard Knudsen

Det eneste jeg stoler på når jeg spørger min computer til råds er "whoami". Det plejer den at have styr på… Men mit sexliv. Den ved hvad jeg kan lide. Den kan bare ikke give mig det :-)

Torben Knudsen

Elektroniks dating med beskrivelse af det man sætter pris på og selv indeholder, giver møde med en masse klappehunde i snor, kopier af en selv, som man bliver trætte af, også selvom man er den største selfie på jorden.
Selv sex med en klappehund bliver hurtigt kedeligt.
Brug sanserne ved direkte konfrontation og lyt til dem. Lyt især til ,hvad der kommer ud imellem ørerne og udsæt det imellem benene, indtil det imellem ørerne har givet resultat enten positivt eller negativt.
Langt sejt træk er helt suverænt sammenlignet med et hurtigt knald.
Det starter egentlig i 2-3 klasse, hvor sanserne er fuld udviklet i 'uskyldig' fokus på en 'partner' og hvor apparatet imellem benene endnu hviler et par år.
Skøn tid.