Det er efterhånden bedst ikke at sige højt, at man har en humanistisk uddannelse. Gør man det alligevel, må man regne med at blive mødt med anklager om, at man ikke bidrager med noget relevant og samfundsgavnligt. Sådan har det været længe, men den løbende humaniora-bashing har nået nye højder med den såkaldte produktivitetskommission, som har regnet sig frem til, at humaniora ikke rigtig kan betale sig. Tiden er løbet fra humanistisk forskning, og humaniora betragtes mest af alt som velfærdssamfundets flødeskum, som i virkeligheden sagtens kunne undværes.
Heldigvis regner produktivitetskommissionen og dens ligesindede forkert. Hvis man gør sig den ulejlighed at kravle ud af de snævre økonomiske modeller, bliver det tydeligt, at et informationssamfund som det danske, hvor vi i stigende grad omgiver os med og bruger it, har mere brug for humaniora end nogensinde.
De fleste af os ved, hvordan det er at bruge it-systemer, som ikke fungerer ordentligt. Vi bryder os ikke om at bruge dem, ikke fordi vi hader it, for det gør vi ikke, men fordi systemerne slet ikke passer til det arbejde, vi udfører. Tingene bøvler, og vi bruger lang tid på selv simple opgaver; tid som vi kunne have brugt på vores egentlige arbejde. Ofte er problemet, at systemerne ikke baserer sig på en grundig forståelse af den situation, hvori de skal bruges. Hvem er brugerne? Hvordan arbejder de? Og hvordan kan deres arbejde udvikles med it i stedet for at blive blokeret af den? At besvare disse spørgsmål og dermed udvikle velfungerende it-systemer kræver humanistiske kompetencer. Det ved mange it-virksomheder udmærket, og derfor ansætter de som det naturligste i verden både antropologer og informationsvidenskabere til at deltage i udviklingen og implementeringen af ny it. For disse virksomheder er humaniora en nødvendig del af udviklingen af informationssamfundet og ikke et antikveret og verdensfjernt forskningsområde. Tværtimod.
Der er mange andre eksempler på, at vores færden i informationssamfundet afhænger af humanistiske kompetencer. Mange virksomheder laver i dag projekter på tværs af afstande og kulturer. En del af teamet sidder i Danmark, en anden i Polen og en tredje i Kina. Disse virksomheder kan fortælle, at sådanne samarbejdsformer er helt afhængige af viden om sproglige og kulturelle forskelle - altså humanistiske kernekompetencer. Har man ikke disse kompetencer mislykkes projekterne. Og ser man mere generelt på informationssamfundet, er det indlysende, at teknologien giver os mulighed for at indrette os på andre måder end tidligere. Vi kan danne virtuelle fællesskaber ved hjælp af sociale medier og hente information i uanede mængder. Men informationsteknologiens bagside er bl.a. en risiko for overvågning og nye kløfter mellem befolkningsgrupper. Derfor er det afgørende, at vi har en løbende og kvalificeret debat om, hvad it betyder for os selv, vores fællesskaber og samfund. Og det kræver humanistisk viden om identitet, organisation og kultur.
Når produktivitetskommissionen, erhvervsfolk eller politikere diskvalificerer humaniora, sådan som det er sket i de seneste måneder, så sker det ud fra meget snævre økonomiske betragtninger, der mest af alt viser modellernes begrænsning og en manglende forståelse af, hvad humaniora er. Humanistiske kompetencer er på ingen måde den flødeskum, som et velfærdssamfund har råd til at beholde så længe pengene er rigelige. Tværtimod leverer humanistisk forskning kompetencer, som er nødvendige for, at vi kan klare os i det informationssamfund, som vi allerede står midt i. Vi har med andre ord slet ikke råd til at undvære humaniora.
Om denne blog
Teknologi, viden, internet - og om det, det gør ved vores verden
I redaktionen:
Lars Højholt
Didde Elnif
Jens Christoffersen
Simone Sefland
Send bidrag, forslag til artikler eller lignende til web@information.dk.
Hvorfor skære alle humanistiske fag over en kam? At mere formalistiske fag som informationsvidenskab har praktisk anvendelse er vel ikke ensbetydende med at fag som litteraturvidenskab og filosofi har det, bare fordi de tilfældigvis alle er blevet smidt i den kategori der hedder "humaniora".
* Anders
Det er netop den helt forkerte indstilling.
Du aner ikke hvor meget ret artiklen har. Følgende oprettes der også på universiteterne uddannelser, der forbinder tek og hum.
Hans Hansen: Hvis det er den helt forkerte indstilling kan du vel med lethed vise hvorfor? Eller er det for meget at overkomme for en humanist?
Hvis opgaven på et teknisk instittut består i at lave en maskine der pudser sko, er opgaven løst når man trykker på knappen og maskinen pudser sko. Man har dermed vist at man mestrer faget.
På humaniora vil der blive peget ned i pensum på alle de forskere, der er enige om at maskinen ikke kommer til at virke, og man vil blive bedt om at redegøre for deres helt igennem irrelevante argumenter, for man skal vise "at man mestrer faget".
Det er et enkelt eksempel men ikke det eneste. Når jeg ser en med en phd i et eller psykologi-halløj der bruger 3 år på at forske i om man tager skade af at blive mobbet på internettet. Det opsigtsvækkende svar: Ja. Det kan man… What! Det er ligesom i skolegården og arbejdspladsen. Og alle andre steder hvor mennesker samles. 2 tømmerlærlinge havde løst opgaven med et par google opslag. "Eksperter" der fortæller os ting vi allerede ved. Når jeg ser den slags så tænker jeg på at der er en lille del studerende der ikke når ud over bogens begrænsede verden.
Helene
Ja, mange gange afdækker forskere viden, som "vi godt vidste", men det handler især om faktisk at dokumentere denne viden og bruge det til videre forskning. Nu interesser jeg mig eksempelvis for adfærdsøkonomi, samfundsvidenskabeligt/humaniora, og undersøgte noget om hvorfor vi er glade for gratis ting. Vi ved jo godt at vi bliver glade for gratis ting, men hvorfor er vi nærmest fascineret af det? Indenfor videnskaben, indenfor den positivistiske tradition især, er der et ønske om at spore mønstre, som kan generaliseres, da det igen og igen har vist sig at være muligt.
@Jon
Mønstre og relationer altid spændende. Men når man regelmæssigt læser om at folk begår selvmord på grund af mobning så syntes jeg pressen har sørget for dokumentation. Jeg har måske ikke lige så høje krav på det punkt, her :-)
Vi har slet ikke råd til at undvære humaniora, skriver Peter Lauridsen. Dermed demonstreres, at heller ikke han er i stand til at tænke uden for boksen og bryde med tidens grasserende økonomisme...
Hvorfor trykker Information stråmænd som denne artikel? Den centrale tese, som den skriver sig op imod ("Tiden er løbet fra humanistisk forskning"), er der meget får, der forefægter. Og velfærdskommisionen er ikke iblandt dem. Og så er det jo nemt at få ret. Det, der som bliver sagt, er at vi i dag uddanner flere humanister end samfundet har brug for. Det kan diskuteres om vi gøær det, men artikler som denne bidrager ikke til den diskussion - Den forplumrer bare billedet, og gør, at folk taler forbi hinanden.
At artiklen så derudvoer bruger forfejlede argumenter gør det ikke bedre. I det omfang "it-virksomheder [...] ansætter [...] som det naturligste i verden både antropologer og informationsvidenskabere til at deltage i udviklingen og implementeringen af ny it." bliver det fanget i den form for analyse, artiklen kritisere. Fordi det netop vil gøre, at flere humanister bliver ansat i højt lønnede stillinger.
Artiklen kommer også med fornuftig kritik af analyseformen. netop den form for analyse kan ikke fange bidrag til " [...] en løbende og kvalificeret debat om, hvad it betyder for os selv, vores fællesskaber og samfund.". For det er ikke noget, der bliver solgt, og dermed ikke noget, som medfører højere løn for nogle. Men det har værdi for samfundet.
Hvorfor skal denne valide pointe gemmes 4/5 nede i artiklen, under stråmænd og fejl-slutninger? Hvorfor har der ikke været en redaktør på, der påpegede hvad der var fornuftigt, og hvad der var noget sludder, og sendte det tilbage til forfatteren så de gode pointer kunne stå klart frem?
Så problemet opstår når samfundets behov ikke matcher den enkeltes drømmestudie. Jeg tror ikke adgangskrav er løsningen. Måske skulle man få betalt alle bøger eller en hvis %-del alt efter hvor meget samfundet mangler specifikke kompetencer.
Der må uddannes nogle flere økonomer,
som kan vise på nogle regneark, at mennesket faktisk slet ikke kan betale sig.
Har man vist allerede gjort i 30ernes Tyskland, der var humaniora heller ikke i høj kurs.
Problemerene opstår når der bliver for meget fokus på økonomisk vækst og lønnsomhed for enhver pris!
Anders Feder:
Du aner ikke hvad du taler om.
Filosofi er måske det vigtigste fag, som der kan undervises i.
@Mads Kjærgård:
Nej, humaniora var skam i høj kurs i 30'ernes Tyskland. Man forsøgte at bruge det til at forklare hvad "det tyske folk" var, og hvorfor de var bedre end andre folk, og til at forklare hvordan f.eks. i virkeligheden var ariere. Det gik ikke så godt.
Men godt forsøg på at sammenligne dem, du er uenig med med nazister. Det er godt nok ikke så god en måde at overbevise dem på, men det føles så meget bedre at kæmpe mod nazister end at diskutere det folk reelt siger, ikke?
'er@ Helene:
Det virker temmelig pubertært dine udmeldinger.
Det som du beskriver er at tage antagelser for gode varer. Alt jeg går udfra dit "man" menes som hvad majoriteten mener eller...? Temmelig tåget.
Jeg kan da give dig et eksempel på det som basher om mobning. I start 90'erne mente man at mobning på arbejdspladserne var et forsvindende lille problem. Så begyndte man at afsætte midler til forskning på området. Det viste sig at antagelsen var forkert.
Det betød at man kunne sætte ind mod, som betød færre sygedage på arbejdspladser, færre folk som gik ned med stress, færre folk som skulle på førtidspension osv.
Med andre ord forskning som virkelig har skæppet i kassen. Langt mere end at forske om hvorvidt farven på en skrue har indvirkning på metallurgien i en den.
Derudover kan jeg oplyse dig at forskning viser at mobning på nettet er nuanceret og ikke dogmatisk som du beskriver. Din "jeg kan ikke se det, så kan jeg ikke forholde mig til det", viser hvor lidt kendskab du har til humanistisk forskning.
Dennis Berg: Ja, og julemanden er den vigtigste mand i verden. Det er jer der kun kan hævde sig selv, men ikke argumentere, der ikke aner hvad I taler om.
Anders Feder:
Du kan jo starte med at argumentere, så kan jeg måske få noget at svare på.
Sandheden er jo, at vi kan undvære måske halvdelen af alt det lort, der losses ud på markedet - mens alt det, der gør os til klogere, mere sympatiske og frie mennesker, er der, der skal satses.
Dennis Berg: Ynkeligt svar. Det er ikke min opgave at argumentere for påstande du fremsætter.
Anders Feder skrev (i første indlæg):
"Hvorfor skære alle humanistiske fag over en kam? At mere formalistiske fag som informationsvidenskab har praktisk anvendelse er vel ikke ensbetydende med at fag som litteraturvidenskab og filosofi har det, bare fordi de tilfældigvis alle er blevet smidt i den kategori der hedder "humaniora"."
Hvori består der nogen som helst argumentation i dette indlæg på nogen af punkterne? Hvor er argumentationen for, at "informationsvidenskab har praktisk anvendelse"? Og hvor er argumentationen for, at litteraturvidenskab og filosofi ikke har?
Dennis Berg: Måske skulle du overveje at læse hvad du svarer på inden du svarer på det. Jeg har ingen steder skrevet at "informationsvidenskab har praktisk anvendelse" - det har Peter Lauritsen. Jeg har heller ingen steder skrevet at litteraturvidenskab og filosofi har eller ikke har praktisk anvendelse.
De store humanistiske tænkere har gennem historien leveret noget af det ypperste tankegods omkring samspillet mellem mennesker og samfund samt samfundsstrukturer.
I dag er de højere uddannelser blevet stort set drænet for dette vigtige tankegods i relation til den almene dannelse, og nu har det politiske liv for alvor, gennem bl.a. produktivitetskommisionen og erhvervslivets økonomiske særinteresser, indledt de afgørende slag mod det sidste bolværk mod fragmenteret tænkning og fagidioti, nemlig undermineringen og stigmatiseringen af 'uproduktive' humanistiske fag som religionsvidenskab, musikhistorie, filosofi, idehistorie mv.
Det er ikke alene uskønt at være vidne til, hvordan politiske muskler helt bevidst forsøger at undertrykke den højere tænkning, åndslivet. Det er også en tåbelighed. Men det er til at forstå, for bortset fra 'folkedomstolene' på de sociale medier, er netop åndslivet den største trussel mod den politiske magt, som er blevet djøf'ernes, den nye adels, højborg.
Men det er også en økonomisk tåbelighed, for derved begås nøjagtig samme fejl, som kendes fra især totalitære styrer: Når åndslivet knægtes, smuldrer samfundsøkonomien.
En blomstrende økonomi er jo netop 'frugten' af menneskers trivsel og sunde udvikling. Men uden dannelse ingen sund menneskelig udvikling, og dermed også forringet trivsel. Det vidste Grundtvig noget om. Og den udvikling, eller rettere afviklingen af dannelsen, fører direkte til en negativ økonomisk udvikling i samfundet på et tidspunkt.
Det er blevet sagt før, men kan ikke gentages ofte nok: Når det politiske liv regulerer åndslivet, svarer det til, at fårene vogter hyrden. Det er den omvendte verden og risikoen for både et samfundsmæssigt og men også økonomisk kollaps på et tidspunkt, er voksende og allerede faretruende stor.
En sund økonomi skabes ikke af økonomer og et udbyttende, profitorienteret erhvervsliv alene. Og slet ikke af politikere. De burde faktisk ikke beskæftige sig med økonomi. Det viser al evidens, som jo er den pragmatiske politiks ledestjerne. Men politikerne kunne - måske, hvis de lærte at tænke holistisk - skabe rammerne for, at menneskers trivsel og virke i samfundet skaber en sund økonomi.