Der er altid nogen der kigger med

Overvågning er ikke kun magthavernes kontrolredskab. Det kan hurtigt vendes om og bruges af borgerne til at afsløre magtens egne fejltagelser. Så som at vidne imod en Politimands utilstedelige opførsel overfor en mand i rullestol. 

Der sidder en mand i en kørestol. Han er ophidset og sender en byge af ukvemsord efter nogle betjente. En af dem råber tilbage. Tingene udvikler sig, og betjenten går over til manden og vælter ham ud af kørestolen. Betjenten forlader scenen og lader manden fra kørestolen ligge på vejen. Alt i mens dette foregår, filmer flere vidner på livet løs. Medierne får fat i billederne, og politiet prøver at finde en forklaring.  

Historien er oplagt nyhedsstof. Men viser historien, at vi generelt set har grund til at revurdere vores opfattelse af politiet, eller er beskeden blot, at en enkelt betjent forløb sig? 

Hvor dette er en smule uklart, så har historien et andet, langt mere tydeligt, budskab. Den illustrerer, at vi lever i en kultur, hvor der altid er mulighed for, at det vi foretager os, bliver filmet. Og at optagelserne senere indhenter os, på den ene eller den anden måde. I dette tilfælde er en betjent havnet i fedtefadet, men det kunne principielt have været enhver anden borger.

Det er netop det, der bekymrer os, når gymnasielevers stripshow bliver optaget på mobiltelefoner og lagt på nettet. Hvad vil en kommende arbejdsgiver ikke tænke? Og kan pigerne nu se frem til et liv på understøttelse på grund af ungdommelig ubetænksomhed? Man ser det også, når vi diskuterer overvågningskameraer. Modstanderne er bange for, at de bliver filmet i situationer, de ikke bryder sig om, og at optagelserne bliver brugt i mod dem. De kan ikke lide, at de ikke har kontrol over, hvornår de bliver filmet og dermed heller ikke, hvad der sker med optagelserne. Derfor bekæmper de overvågning alt, hvad de kan.

At bekæmpe overvågningskameraer, fordi man ikke bryder sig om at blive filmet, uden samtidig at bekymre sig om, at alle og enhver går rundt med en mobiltelefon i hånden, virker ikke just rationelt. Selv hvis vi får fjernet de 34 kameraer, der hænger over Strøget i København, vil der stadig være tusinder af kameraer i hænderne på de borgere, der bevæger sig op og ned ad gaden. Muligheden for at blive filmet er altid til stede, og med nettets muligheder for nem offentliggørelse kan vi næsten være sikre på, at vi kan google os selv, inden dagen er omme. 

Dette er en enorm forandring, og for mange er det en ubehagelig situation. Men sådan er det blevet. Vi lever i en synlighedskultur, og udfordringen er at kunne færdes kompetent i denne kultur. Det kan vi ikke endnu, men vi er heldigvis ved at lære det. De unge ved for det meste godt, hvad de skal og ikke skal, hvilket selvfølgelig ikke forhindrer den ældre generation i at udfylde sin faste rolle som bekymret på andres vegne. Sådan er det jo: Man projicerer altid sin egen uformåenhed over på de unge.

Men den politimand, der væltede manden i kørestolen, havde tydeligvis glemt, at der er kameraer over alt. Derved kom han uforvarende til at vise os, at situationen også rummer muligheder. Netop fordi vi alle går rundt med avanceret overvågningsteknologi i lommen, kan vi dokumentere overgreb, fange gerningsmænd og blive frikendt i situationer, hvor vi uberettiget bliver mistænkt for noget, vi ikke har gjort. Kameraer er med andre ord ikke kun noget myndigheder og magthavere bruger mod borgere. Tværtimod indeholder overvågningsteknologien et stort demokratisk potentiale. Og det er netop det, optagelsen af politimanden og den væltede kørestolsbruger kan fortælle os.

Se hele videoen her