Protokol Om alt det internettet og teknologien gør ved vores samfund

Ingen panik – unge har fint styr på sociale medier

Scanpix

Når Instagrambilleder af spiseforstyrrede teenagere i for lidt tøj dukker op i medierne, råber forældre og psykologer vagt i gevær over for de sociale medier. Lad være med at skyde skylden på teknologien, lyder budskabet i ny bog om unges liv på nettet.

Online drukspil fører til dødsulykker, unge anorektiske piger deler sulteråd på Instagram og unge er bare generelt afhængige af sociale medier. Dette er overskrifter, der har præget mediernes billede af de unge, men pas på med at drage forhastede konklusioner om de unges brug af sociale medier. Det resulterer blot i misforståelser og overdramatisering, mener den amerikanske forsker Danah Boyd fra New York University. 

I bogen ’It is complicated: The social lives of networked teens,’ der udkom i februar, har hun interviewet teenagere fra USA om deres liv på nettet, og hun mener vi fejlagtigt fokuserer på teknologien, når vi søger svar på de unges udfarende liv på nettet. Blot fordi man finder ud af problemet via de sociale medier, gør det det ikke til de sociale mediers skyld, fortæller hun.

»Jeg ser ofte voksne misfortolke teenagernes liv på nettet. Taget ud af kontekst, ser deres samvær her mærkeligt hvis ikke lodret problematisk ud, men det er langt mere nuanceret,« fortæller hun.

Grundlæggende er de sociale dynamikker ikke meget anderledes end andre steder i samfundet, men de sociale medier gør blot dynamikkerne langt mere synlige, fortæller hun.

»Det er vigtigt at forstå, inden man dømmer de unge og de sociale medier,« mener hun. 

Stol på os

De fire 1.G elever Marcus, Kamille, Vera og Lucas sidder rundt om bordet i kantinen på Birkerød Gymnasium. De betegner sig selv som storforbrugere af sociale medier, men er trætte af at blive stemplet som udsatte digitale unge, der ikke forstår, hvordan de sociale medier påvirker deres liv og selvtillid. De mener godt, de selv kan sige fra, når livet på nettet kammer over i perfektionerede selvfremstillinger.

»Det er jo bare et image, folk viser på Instagram, og det skinner klart igennem, når det er falsk,« siger Lucas, mens de andre nikker.

»Jeg har droppet Instagram. Jeg er blevet træt af, at det eneste man ser er fitnessbilleder,« siger Vera. 

Selvom hun er den eneste i gruppen, der har fravalgt Instagram, er de alle enige om, at dem der ligger billeder op af sig selv i bikini er usikre og mangler bekræftelse. Det er ikke en realistisk fremstilling af deres liv.

Folkeskolelærer Kristian Nøhr Jensen fra Korsager Skole i Brønshøj kan godt genkende gymnasieelevernes reaktion fra sin egen skole. I et indlæg på folkeskolen.dk forsvarer han de unges evner til at navigere på de sociale medier. De unge er langt mere kildekritiske, end skeptikere gerne vil tro, fortæller videre til Information. 

»De lærer hurtigt, hvad der fungerer godt, og hvad der fungerer dårligt. De mærker konsekvensen af deres handlinger og lærer hurtigere af deres fejl,« forklarer han til Information, og mener ikke at vi skal være alt for bekymrede for at de unge ikke kan klare sig.

»De skal have lov til at fejle, især indenfor det nære netværk. På den måde kan de nå at lære, hvordan de skal begå sig i den store virtuelle verden,« mener han. 

Kritikken skal rettes mod samfundet – ikke de sociale medier

I kantinen på Birkerød Gymnasium er de enige om, at de sociale medier har flest fordele. De erklærer sig dog enige med medierne og de voksnes kritik i, at der er mange, der bliver usikre og stressede af hele tiden at blive konfronteret med idealiserede billeder af vennernes liv. Det påvirker især pigerne, mener de to drenge. 

»Piger er rigtig gode til at sætte trends i gang. Lige pludselig skal de have tynde ben og være sommerklar,« siger Marcus.

Lucas bakker ham op. »Det er piger, der sætter krav til piger. De lytter ikke til, hvad vi siger, for det handler slet ikke om os,« vurderer han. 

Forventningerne til hvordan man skal se ud, hvad man skal spise og hvor meget sport, man skal dyrke, mener Vera, er blevet værre med de sociale medier. 

»Man har hele tiden adgang til hinanden og derfor er det blevet vigtigt, at man hele tiden fornyer sig,« siger hun. 

På trods af at stressen engang imellem når ind til dem, er begge piger opmærksomme på at de idealer de ser på de sociale medier ikke er realistiske. 

Den stressfaktor anerkender Danah Boyd, men hun mener, at det mere er generelle samfundsstrukturer end de sociale medier, der er årsag til, at de unge søger perfektion i deres selvfremstilling. Det skyldes snarere overbeskyttende og strikse forældre, skolen og andre almindelige ungdomsproblemer, vurderer hun

»Brugen af sociale medier som deres primære sted for at socialisere er oftest et biprodukt af kulturelledynamikker, der har intet at gøre med teknologien, herunder forældres restriktioner og meget skemalagte liv,« skriver hun. 

Kun hvis der er god grund til det, må de voksne gribe ind

Danah Boyds research er baseret på amerikanske unge, men det er en problematik både Kristian Nøhr Jensen og eleverne genkender fra deres eget liv. 

»Jeg tror egentligt at mange, der udtaler sig om de sociale medier, slet ikke selv bruger det. Det virker i hvert fald ikke som om, de forstår det rigtigt,« siger Kamille. 

Derfor bør kritikere forsøge at se de sociale medier fra de unges perspektiv, mener Kristian Nøhr Jensen. 

»Når skolen og de voksne blander sig i de unges brug af sociale medier, er det ofte fordi skaden allerede er sket,« siger han og mener forældre bør være med på sidelinjen. Det er vigtigt, at de forstår den dynamik, der er på de sociale medier. På den måde kan de også være med til at hjælpe de unge med at løse de problemer, de kan støde på, og sætte dem ind i et større perspektiv, mener han. 

Det er dog ifølge Vera, Markus, Lukas og Kamille en følsom balancegang. 

»Det er fint, at de voksne griber ind, hvis der er en god grund til det,« pointerer Vera.

»Ja, men kun hvis der er en god grund til det. Det er lidt åndsvagt, når det bliver over små ting. De voksne skal jo ikke tage alt, hvad der bliver lagt op på Instagram eller Facebook som om det er virkelighed,« siger Kamille. 

»Det er vigtigt at have en realistisk tilgang til tingene, og det har de fleste unge altså,« tilføjer Markus.

Om denne blog

Teknologi, viden, internet - og om det, det gør ved vores verden

I redaktionen:

Lars Højholt

Didde Elnif

Jens Christoffersen

Simone Sefland

Send bidrag, forslag til artikler eller lignende til web@information.dk.

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu