Ligegyldighedskameraer?

Sikkerhedsbranchen har lanceret en kampagne for, at det nu ikke længere skal hedde overvågningskamera, men sikkerhedskamera.

Forklaringen er, at Snowdens afsløringer af NSAs massive overvågning har fået befolkningen til at fatte mistro til overvågning.  Og som sikkerhedsbranchens formand Kasper Skov-Mikkelsen forklarer, er meningen med kameraerne jo ikke, at folk skal føle sig overvågede på den måde, men at de skal føle sig mere sikre. 

Det er en fin forklaring, og umiddelbart forstår man jo godt, at man vil af med overvågningsnavnet. I hvert fald hvis man forbinder overvågning med noget totalitært og undertrykkende, der fratager borgerne deres frihed og privatliv. Hvis det er sådan, folk begynder at opfatte overvågning, kan der hurtigt blive lavvande i sikkerhedsfirmaernes bugnende pengekasser.

Men at vælge sikkerhedskamera tenderer til falsk markedsføring. I mange situationer har folk ikke grund til at føle sig mere sikre, selvom overvågningskameraer følger deres færden. Faktisk viser det sig, at overvågningskameraer ikke er specielt effektive til at forhindre kriminalitet. Det gælder især når gerningsmanden handler impulsivt, i affekt eller er under indflydelse af stoffer eller alkohol. I disse situationer tænker gerningsmanden simpelthen ikke på, at han bliver filmet, og han overvejer ikke, at kameraerne kan medføre, at han bliver genkendt og fanget. Da det samtidig forholder sig sådan, at meget personfarlig kriminalitet netop udføres i en form for affekt, har folk hverken større eller mindre grund til at føle sig sikre. Så at kalde overvågningskameraer for sikkerhedskameraer svarer til at kalde vingummibamser for vitaminpiller.

Men ideen om, at kameraerne skal opkaldes efter deres funktion, er der ikke noget galt med. Der hænger omkring 500.000 af disse (formerly known as) overvågningskameraer i Danmark,  og sandsynligvis gør langt de fleste af dem hverken skade eller gavn. Rigtig mange kameraer filmer blot, og der er ingen der kigger på skærme eller film. Samtidig er det de færreste borgere, der overhovedet tænker på de mange kameraer. Folk er i bund og grund ligeglade. Så hvorfor ikke omdøbe overvågningskameraerne til ligegyldighedskameraer? I starten vil det muligvis føles mærkeligt at bede om 24 ligegyldighedskameraer til sin boligforening, og nogen vil måske helt afholde sig fra at købe dem, men navnet ville være sigende og afspejle den manglende funktion.

Der er selvfølgelig situationer, hvor politiet kan bruge overvågningsbilleder i efterforskning af kriminalitet, og i de tilfælde ville det være relevant at tale om efterforskningskameraer. I andre situationer bruger chefen kameraerne til at belure sine ansatte, og så må man selvfølgelig tale om lurekameraer. Den simple betegnelse ulovlighedskameraer kunne bruges om de sandsynligvis mange kameraer, som hænger eller anvendes ulovligt. Og når kameraer bruges af borgere i mod andre borgere er selvtægtskameraer en oplagt betegnelse.  

Men måske ville det i virkeligheden være mest hensigtsmæssigt at omdøbe kameraerne til pengemaskiner. For nogle år siden forlød det, at danskerne købte for 500.000.000 kroner overvågningskameraer og tilhørende udstyr om året.  Dette tal er sikkert ikke blevet mindre, og uanset hvad vi bruger kameraerne til, og hvad vi kalder dem, er en ting sikkert: Sikkerhedsbranchen tjener altid på handlen. Dette forhold kunne passende indtænkes i overvågningskameraernes nye navn.

Peter Lauritsen er lektor i informationsvidenskab ved Aarhus Universitet. Han forsker især i brugen af overvågningsteknologi, men interesserer sig bredt for de konsekvenser den stigende anvendelse af it har for mennesker og samfund

Peter Lauritsen blogger fast på Protokol. Følg ham også på Twitter.