Videoovervågning er godt, det virker - eller hvad?

Videoovervågning virker. Det var den overraskende besked, som flere medier kunne videregive efter, at de havde læst en kort erfaringsopsamling på Folketingets hjemmeside. Konklusionen blev ikke overraskende og med stor hastighed taget op af Peter Skaarup, som i Politiken krævede mere videoovervågning – og hvorfor egentlig ikke det, når nu det virker? Men en lille fjer blev til en hel hønsegård, og havde man gjort sig den ulejlighed at undersøge sagen, ville man hurtigt kunne se, at erfaringsopsamlingen langt fra giver anledning til håndfaste konklusioner.

I 2010 medførte en lovændring, at boligorganisationer under visse forudsætninger kunne få lov til at overvåge deres udendørs arealer. Overvågningens sigte skulle være kriminalitetsbekæmpelse, og den lokale politidirektør skulle give tilladelse. I forbindelse med lovændringen lovede daværende justitsminister Lars Barfoed, at der skulle laves en erfaringsopsamling, som kunne indgå i overvejelserne om at tillade endnu mere overvågning. Det er denne erfaringsopsamling, som nu foreligger, og netop fordi den skal danne grundlag for fremtidige beslutninger om videoovervågning i Danmark, er den vigtig.

Den ene bidragsyder til erfaringsopsamlingen er Datatilsynet, som har været på besøg i fem boligorganisationer. På den baggrund konkluderes, at boligorganisationerne er opmærksomme på lovgivningen, hvilket tilsyneladende ikke er ensbetydende med, at lovgivningen overholdes. I hvert fald peges på en række problemer. Videooptagelser bliver opbevaret i længere tid, end de må. Områder, der ikke må overvåges, bliver overvåget alligevel. Og nogle steder er informationen om videoovervågningen mangelfuld. Det er også tankevækkende, at der er givet mere end hundrede tilladelser til, at boligforeninger kan overvåge arealer med offentlig færdsel, og man behøver ikke en universitetsgrad i metode for at vide, at man ikke uden videre kan generalisere fra fem til hundrede. Vi ved ganske enkelt ikke, hvordan det ser ud i langt hovedparten af landets boligorganisationer.

Ligesådan med politiets erfaringer, som udgør den anden del af opsamlingen. Rigspolitiet har ikke lavet en undersøgelse, men blot spurgt de enkelte politikredse om deres erfaringer og så nedskrevet dem. Af disse svar fremgår, at der nogle steder har været et markant kriminalitetsfald, at trygheden er steget mange steder, og at der er flere eksempler på, at overvågningsbilleder er blevet brugt i opklaringsarbejde. Men politiet nævner også, at kriminaliteten i nogle tilfælde er steget, og at den kriminalitet, der begås i affekt, ikke falder. Men selvom disse erfaringer selvfølgelig er interessante, så er spørgsmålet i hvilken udstrækning, man overhovedet kan fæste lid til dem. Et problem er, at tryghed er ekstrem svær at måle, og f.eks. kan måden, man spørger på, være helt afgørende for de svar man får. Det kan også være, at kriminaliteten falder i et område for blot at flytte til et andet område, hvilket man selvfølgelig skal være opmærksom på, når man måler effekten af videoovervågning. Endelig er videoovervågning langt fra det eneste, boligforeningerne gør, for at bekæmpe uro og kriminalitet. Socialpædagogiske indsatser, renoveringsprojekter, effektiv renholdelse og hurtig reparation af ødelagte ting er andre eksempler. Men selvom disse forhold med stor sandsynlighed er mere effektive end videoovervågningen, er det ikke dem, vi hører om.

Både Datatilsynet og Rigspolitiet er nuancerede i beskrivelsen af deres erfaringer og alene derfor, er der langt til at konkludere, at videoovervågning virker, og at vi derfor skal have mere af den. Det er ikke et egentligt vidensgrundlag, som fremtidige beslutninger om videoovervågning kan træffes på.

Vil man have velinformerede beslutninger, skal der langt mere til. Forskning, evalueringer og systematiske erfaringsopsamlinger for slet ikke at tale om en informeret offentlig debat. Men vejen er lang, for desværre er der en tilsyneladende uoverkommelig modvilje mod at lave grundige undersøgelser af den overvågning, man sætter i værk.  Derfor har vi svært ved at løse den opgave, som ellers ligger lige for, nemlig at udnytte de positive sider ved overvågningen og undgå de negative. Det lyder nemt, men det er uhyre vanskeligt. Og det kræver både viden og en villighed til at forlade de hurtige og håndfaste konklusioner.

Peter Lauritsen er lektor i informationsvidenskab ved Aarhus Universitet. Han forsker især i brugen af overvågningsteknologi, men interesserer sig bredt for de konsekvenser den stigende anvendelse af it har for mennesker og samfund

Peter Lauritsen blogger fast på Protokol. Følg ham også på Twitter.