Hvad er "retten til at blive glemt"?

I forrige uge vedtog EU-parlamentet at EU-borgere har ret til at få links slettet fra Google, hvis det krænker deres privatlivet. En talsperson fra Google i Danmark kalder den nye dom skuffende. Men skal retten til privatliv trumfe retten til at ytre sig?

Konflikten mellem privatlivets fred og retten til at ytre sig er for alvor kommet i fokus med EU-domstolens afgørelse, dommen kræver dog at borgerne henvender sig til de lokale domstole, hvis man ønsker noget slettet, forklarer EU-parlamentariker Britta Thomsen (S). Dermed kommer det til at være op til de enkelte domstole og ikke Google, at bedømme de konkrete sager og beslutte om det er rimligt at få de pågældende links slettet.

»Forskellen er at nu skal Google makke ret,« siger Britta Thomsen.

Britta Thomsen er stor tilhænger af den nye dom, hvorimod Claus Juul, der er juridisk konsulent hos Amnesty Internatinal, på nogle punkter er en smule mere skeptisk og mener, at det er vigtigt, at holde øje med hvordan dommen kommer til at fungere i praksis.

Det gode ved dommen

»Dommen er et lille første skridt i retning af bedre beskyttelse af de enkelte borgere,« siger Claus Juul.

Den nye lov gør at ikke-offentlige EU-borgere kan få links slettet, så omtale eller udtalelse fra fortiden ikke længere kommer frem i en Google-søgning. Artiklen eller billedet personen eksempelvis optræder forsvinder ikke, det er kun linket, der ikke kommer frem, når man søger på personens navn.

Britta Thomsen mener, at ligeså vel som vi har en grundlov i vores samfund, skal der eksistere en grundlov på nettet. En lov der varetager og beskytter borgere og brugere.

»Det er vigtigt at især unge for en chance til,” siger hun, ”især hvis de søgeresultater, der kommer frem ikke længere er relevante«.

Det er ifølge Britta Thomsen vigtigt, at der kommer en moderne version af Datalovgivningen, hvor der bliver sat spørgsmålstegn ved den magt store globale firmaer som Google og Facebook sidder på. Og i den sammenhæng er EU-dommen et positivt tiltag, mener hun.

Det forbliver de nationale domstoles ansvar at dømme, hvad der er krænkende og hvad der ikke er, hvem der er offentlige personer og hvem der ikke er. Forskellen er bare at nu skal Google adlyde, forklarer hun.

Førhen har multinationale firmaer som Google kunne snige sig uden om nationale love om privatlivet, eller i hvert fald gøre det mere kompliceret for brugerne at retsforfølge dem, fordi de har haft hovedsæde i USA og derfor indgik under amerikanske love. Det påpeger Claus Juul som endnu et vigtigt aspekt af loven: 

»Det er et skridt på vejen til at styrke borgernes muligheder for gå imod store multinationale firmaer som Google, der ellers ofte har kunne gemme sig bag det faktum at de er en multinational virksomhed,« tilføjer han.

Det dårlige ved dommen

Dommen om ’Retten til at blive glemt’ efterlader dog et par meget vigtige spørgsmål ubesvaret.

Som udgangspunkt beskytter dommen kun privatpersonerne. Det vil sige informationer, der krænker privatlivet, har man ret til at få fjernet. Men er man en offentlig person, der er utilfreds med en dårlig medieomtale, er der ikke nogen hjælp at hente. Det skal forblive offentligt tilgængeligt.

Samtidig er dommen uklar om hvilke oplysninger en borger kan kræve fjernet fra søgemaskinerne. Derfor er det svært at vurdere dommens praktiske konsekvenser og holde øje med, hvad der bliver kategoriseret som krænkende, og hvad der er vigtigt for offentligheden at kunne finde om en person, forklarer Claus Juul.

»Afgrænsningen af, hvad du kan kræve fjernet, og hvad du må finde dig I at kunne finde på Google om dig selv, er kompliceret, og det er meget vigtigt at holde øje med udviklingen i retspraksis i de enkelte medlemslande,« siger han.

»Det er klart, at den nærmere grænsedragning ikke må føre til censur,« tilføjer han, og derfor er det vigtigt at fremtidige domme nøje skal afveje retten til privatliv på den ene side og ytringsfrihed på den anden.