Protokol Om alt det internettet og teknologien gør ved vores samfund

Silicon Valley goes to Hollywood

’Silicon Valley’ underholder, men går fejl ved at latterliggøre nørderne som introverte og udannede i stedet for at karikere dem som mennesker med afgørende indflydelse på den verden, vi lever i

Fra HBO

De er introverte akavede og dyrker entreprenøren som vor tids helt. De har svært ved at tale med hinanden, men sætter rammerne for, hvordan resten af verden kommunikerer. Nørderne fra Silicon Valley er hovedpersonerne i HBO’s nye komedieserie

Da forfatteren Bruce Sterling som den sidste indtog scenen på SXSW, den årlige fejring af den nye teknologi og entreprenørerne, der skaber den, sagde han med indignation i stemmen: »I innoverer ikke, I dræber.«

Og dermed talte han op imod den selvforståelse, der hersker i Silicon Valley. For Sterling er teknologien ikke bare internettet og elbilerne, men også dronerne og den globale overvågning.

I Silicon Valley udvikler de ikke produkter, de forandrer verden. De tjener ikke penge på andre folks data, men skaber fællesskaber på tværs af klasse og geografi. Her er ingen angst for at lade historien fælde dom med det samme: Internetrevolutionen lader sig bedst sammenligne med den revolution, Johann Gutenberg satte i gang med sin trykpresse.

Hvis man spørger i Silicon Valley er det kun den politiske træghed og de etablerede magthierarkier, der står mellem os og en ny renæssance. Læs eksempelvis Google-formanden Eric Scmidts beskrivelse af fremtiden, der udkom på dansk i år: Teknologien er god, og fremtiden ville være lys, hvis alle vi andre ville forstå, at vores fremtid er Silicon Valleys udgave af den. Eller som Mark Zuckerberg med en berømt formulering har sagt det: »Companies over country.«

Hermed mener Facebook-stifteren, at virksomheder har mere magt end lande – så hvis du vil forandre verden, skal du starte en virksomhed. De politiske partier i det moderne opgør er Facebook, Airbnb, Netflix, Dropbox og Palantir – revolutionsheltene er entreprenørder som Steve (Jobs og Wozniak), Marc og Sergej. Det er dem og deres way of life HBO’s nye serie, Silicon Valley, skildrer.

Moderne dystopi

Silicon Valley er et kontorlandskab der strækker sig fra San Jose i syd til San Francisco i nord og er som sådan ikke voldsomt filmisk. Men i de senere år er Silicon Valley blevet kulisse for spillefilm: I The Social Network om Facebooks tilblivelse, i filmen Jobs om Apples stifter og i komedien The Internship om Google. Sidste år udkom Dave Eggers satiriske roman The Circle, der beskriver en ikke så fjern fremtid, hvor den moderne vision om et samfund uden skjulte magthavere og privatliv er blevet virkeliggjort i en moderne dystopi.

HBO’s Silicon Valley følger livet i en incubator – en slags kuvøse for startups. Her arbejder og bor den introverte og socialt akavede Richard, der i dagtimerne koder for seriens svar på Google, Hooli, og i fritiden arbejder på sit eget startup, Pied Piper.

Richard har skabt en søgemaskine, der skal hjælpe musikere med at finde ud af, om deres musik minder for meget om andres musik – en idé hans omgangskreds kontant afviser. Musikere, siger de, er ligeglade med, om de stjæler musikken.

Men inde i Richards søgemaskine gemmer sig en sand perle – en algoritme der kan komprimere filer til halv størrelse – og pludselig bliver Richard budt op fra alle sider. Silicon Valleys milliardærer vil have fat i Richards kode. På en og samme gang ser de potentialet for at skubbe underholdning ud til mobiltelefoner på den halve tid og for at kurere kræft en gang for alle. Selvværdet fejler som bekendt intet i Silicon Valley. I et hektisk kapløb tilbyder den ene excentriske it-milliardær 10 millioner dollar kontant, den anden 200.000 for blot fem procent af virksomheden og med løfte om at gøre Richard til den næste Sergej Brin. Efter et eksistentielt drama tager Richard chancen og de 200.000.

Silicon Valley er ikke som resten af verden. Her er det ikke middelmådigheden, der hersker. Enhver syd for San Francisco vil kunne fortælle, at Silicon Valley er et meritokrati – her betyder social baggrund intet, her lyder spørgsmålene: Hvor god er din idé? Og hvor god er du til at kode? Som en af milliardærerne siger i en TED talk i seriens første afsnit: »Tag et arbejde på Burger King, tag ud i skoven og saml nødder og bær, men tag ikke tilbage til universitetet.« Han udlover 100.000 dollar til den næste, der dropper ud af universitetet for at lave en startup.

Meritokrati

Men når man kigger ind i Richards incubator er det svært ikke at bemærke det særlige træk ved dette meritokrati: Man skal være en hvid eller en sydasiatisk mand for at få adgang til det privilegerede liv som entreprenør i Californien. Det er let grine af introverte mennesker, der famler i sociale sammenhæng. Replikkerne i Silicon Valley er ikke sjove, men snarere tåkrummende pinlige som fru Hyacint i Fint skal det være.

Men de, der bor og arbejder i Silicon Valley, er ikke bare nørder, det er de mennesker, der i disse år definerer vores verden. De sætter rammerne for den socialitet, der er blevet alles, de definerer, hvordan vi arbejder, kommunikerer, og hvordan vi lader os underholde.

HBO’s Silicon Valley underholder, men går fejl ved at latterliggøre nørderne som introverte og udannede i stedet for at karikere dem som mennesker med afgørende indflydelse på den verden, vi lever i. På den måde gør serien sig snarere lystig over den gamle verdens kulturelle hovmod end over den nye verdens idioti.

’Silicon Valley’ kan ses på HBO Nordic.

Om denne blog

Teknologi, viden, internet - og om det, det gør ved vores verden

I redaktionen:

Lars Højholt

Didde Elnif

Jens Christoffersen

Simone Sefland

Send bidrag, forslag til artikler eller lignende til web@information.dk.

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thomas Østergaard

Ja, det er let at grine af introverte entreprenørder

Men måske burde blikket vendes lidt indad - for hvem er det egentlig, der muliggør de exorbitante pengeløb, der findes i at være "det sidste nye virale fænomen"?

"Second Life" var nok første gang man for alvor så en masse hype omkring et internetfænomen. Og da alt støvet og hypen lagde sig, viste det sig, at det stort set kun var nogle få journalister og medievidenskabsstuderende, der rent faktisk anvendte tjenesten. Men i samtlige medier - især de danske - var det hypet op til at gud og hvermand og hans bedstemor allerede havde lavet en avatar, og ladet det gamle jordeliv permanent bag sig.

Hvor stor en brugerbase har Twitter EGENTLIG, hvis man udelader journalisterne og kommunikationsindustrien? Mit bud: kun nogle få fodboldtosser, og en række kendiser, som er afsindig bange for at blive nævnt ved enhver given lejlighed.

Siden internettet blev stort i al ubemærkethed i 90'erne, har alle i kommunikationsbranchen været afsindig angste for ikke at ride med på "næste bølge", og komme til at stå tilbage som neanderthalere med gammel teknologi.

Det er da for så vidt fint nok, bortset fra at det giver en afsindig mangel på kritisk sans hos dem, der har til opgave at formidle nyheden til den brede offentlighed.

Startup kapital bliver tilført i rigelige midler, fordi det er så lukrativt når der sker aktieemmisioner a la Facebook, Google og Twitter. Det er mit indtryk, at de Twitter-glade journalister (ja, DR, jeg kigger især på dig!), er blandt de første til at deltage i disse aktieemmisioner.

Det fantastiske er så, at man BAGEFTER kan komme og klage over, at det er umuligt at konkurrere med disse selvskabte mastondontvirksomheder, og derfor har brug for mere mediestøtte, så man fortsat kan lave "objektiv og demokratisk" journalistik og oppebære betydeligt-over-gennensnittet lønninger.

For hvem skulle ellers gøre opmærksom på at statskassen ikke har råd til at betale ordentlige forhold til "de udsatte", som konkurrerer om de samme midler, men ikke har uddannelse i kommunikation...