Retfærdiggør det eksisterende trusselsbillede NSA's dataindsamling?

I sidste uge bragte Information oplysninger fra Snowdens arkiv, der lægger nyt til vores viden om efterretningstjenesternes overvågningsaktiviteter i Danmark. Tidligere har vi fået at vide, at NSA var involveret i overvågning af det klimatopmøde, som for nogle år siden blev afholdt i København. Men med de nye oplysninger tyder meget på, at der også foregår en masseovervågning, hvor enorme mængder data tappes fra kabler, som går gennem Danmark.  Mails, facebookbeskeder, Skype-samtaler og meget andet opsamles tilsyneladende af Forsvarets Efterretningstjeneste i et tæt samarbejde med NSA.

Nogen har nok haft på fornemmelsen, at Danmark ikke var et helle for NSAs aktiviteter, men afsløringerne er alligevel vigtige og sætter nyt fokus på flere centrale spørgsmål:

For det første er det værd at huske, at NSAs motto er collect it all. I al ubeskedenhed er strategien at indsamle så meget elektronisk kommunikation, man overhovedet kan få fingre i. Det er i det lys, at kabeltapningen skal ses. Dermed rejser der sig et spørgsmål om, hvorvidt collect it all også er Danmarks strategi? Mener danske politikere, at det eksisterende trusselsbillede retfærdiggør, at man indsamler mails, teleoplysninger, opkaldslister, telefonbøger og alt muligt andet på så mange borgere som muligt? Hvis det ikke er holdningen, må man berettiget spørge, om Forsvarets Efterretningstjeneste skal deltage i et samarbejde, som netop har den totale indsamling som sit ultimative mål.

For det andet må politikere og efterretningstjenester svare på, hvor meget information om danskeres kommunikation, der bliver sendt til USA som følge af samarbejdet med NSA. Det kan være, at der sker en filtrering, men omvendt er der tilsyneladende også mulighed for, at rådata kan sendes ud af landet. Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt danske myndigheder har tilstrækkelig kontrol med, hvad der sker med oplysningerne. Hvor længe bliver de gemt, og hvad de bliver de brugt til? I Danmark har vi på andre områder regler, der netop skal sikre, at indsamlet information ikke misbruges, og man skulle derfor tro, at det var i dansk interesse at sikre, at lignende regler gælder for de informationer, vi muligvis sender ud af landet.

Endelig er det relevant at spørge til de lovgivningsmæssige rammer, som Forsvarets Efterretningstjeneste opererer under. Ifølge eksperter, som Information har talt med, har tjenesten meget vidtgående beføjelser både i forhold til informationsindsamlingen og samarbejdet med NSA. Dermed er forsvarsminister Nicolai Wammens forsikringer om, at overvågningen udføres inden for lovens rammer måske ikke så interessante. Derimod er det relevant at få diskuteret om den eksisterende lovgivning skal strammes, eller om det virkelig skal være muligt for en dansk efterretningstjeneste at deltage i et samarbejde, som direkte eller indirekte har til hensigt at medvirke i en massiv indsamling af data om danske og udenlandske borgere.

Hvis ikke de nye oplysninger havde noget på sig, havde det været en let sag for Nicolai Wammen blot at afvise dem. Men det gjorde han ikke, for ministeren udtaler sig af princip ikke om efterretningstjenestens aktiviteter. I de situationer hvor det kan skade landet eller specifikke personer er det selvfølgelig et sundt princip. Men umiddelbart skulle man ikke tro, at der var noget i vejen for, at ministeren på baggrund af de konkrete oplysninger gik ind i en mere overordnet debat om grundlaget for efterretningstjenestens virke. Udgangspunktet kunne udmærket være det ret banale, at vi uomtvisteligt har brug for effektive efterretningstjenester, men også at vi skal sætte passende grænser for deres virke. Det er spørgsmålet om denne grænsedragning, som aktualiseres af de nye oplysninger, og som burde være omdrejningspunkt for refleksion og debat. Men det kræver naturligvis, at politikerne vil være med.