Protokol Om alt det internettet og teknologien gør ved vores samfund

Det Tredje Rige er blevet virtuelt

Kære farfar

Hvis du kunne se mig nu, ville du formentlig hænge dit hoved i skam eller blot vende blikket bort og måske endda ikke skænke det en tanke. Hvis du kunne se mig dræbe nazister ved at stikke knive igennem deres struber, eller hvis du kunne se mig smadre deres kranier med et velplaceret skud.

Du ved af gode grunde ikke, hvad jeg taler om, men hvis du var her i dag, ville du vide, at fascinationen af nazisme ingen ende vil tage. Philip K. Dick kiggede mod en alternativ fremtid med sin dystopiske The Man in the High Castle. Tarantino tog hævn, da han moderniserede Inglourious Basterds. Og nu er Wolfenstein tilbage efter mere end 20 års dvale. Den virtuelle skildring af nazismens regime lægger sig midt imellem både Dick og Tarantino.

Wolfenstein startede egentlig tilbage i starten af 1990erne med Wolfenstein 3D. Det tog ikke sig selv for seriøst, og det tog egentlig heller ikke nazismen for seriøst. Adolf Hitler dukkede op i en kæmpe robot, og soldaterne råbte tyske gloser, inden de kollapsede i et næsten komisk blodbad.

Du ville nok ikke finde det synderligt interessant, du ville måske endda finde det usmageligt, for det var til en vis grad at slå plat på grusomhederne under Anden Verdenskrig. Det var en virtuel legeplads meget ulig Helvedes KZ-legepladser i 1940erne. Legepladser, som du desværre kom til at kende alt for godt.

Men nu er det 2014, og Wolfenstein er vokset med opgaven. Nu tager det sig selv seriøst. Hovedpersonen William ”B.J.” Blazkowicz er tilbage for at tage kampen op mod nazisterne, som i Wolfenstein: The New Order har vundet Anden Verdenskrig. Das Dritte Reich er en realitet.

Det lyder tosset, og det er tosset, for det er computerspil ofte i dag. Da du døde, kravlede computerspil rundt i vores samfund som en tumling, der ikke helt kunne stå på egne ben, men som samtidig nægtede at lægge sig på ryggen og opgive alt.

To årtier senere har de udviklet sig til spurtende fuldblodsunderholdning, men også samfundskritiske kommentarer, når de endelig tør. De giver stof til eftertanke, de rusker op i vores moralske standpunkter, og så er de endda til tider direkte ubehagelige.

Jeg havde dog alligevel ikke troet, at Wolfenstein: The New Order ville få mig til at genoverveje den brutalitet og rendyrket ondskab, som naziregimet udviste under Anden Verdenskrig. Forstår du, farfar, computerspil – og især skydespil – er i dag kendt for sjældent at fokusere på detaljerne. De har travlt med blot at give dig en masse våben og så ellers lade dig dræbe for underholdningens skyld. Krigen trivialiseres, indtil vi ikke længere har dårlig samvittighed.

Når jeg alligevel forklarer alt dette for dig, så er det fordi, at Wolfenstein: The New Order virkeliggjorde aspekter af Anden Verdenskrig, som de fleste i dag formentlig sjældent skænker en tanke, men som computerspil alligevel kan give et specielt indblik i. Film og bøger har altid givet os farverige, lærerige historier, men de har også været passive. Vi læser dem eller ser dem, men vi må bruge vores fantasi for at udfylde de manglende huller.

Computerspil er derimod aktive. De lader stadig kreativiteten løbe frit, men vi styrer slagets gang. Hvis en figur i et spil går til højre, er det fordi, vi får dem til at gå til højre. Hvis vi skyder en nazist i hovedet, så er det fordi, vi har valgt at sigte på nazistens hoved og trykke aftrækkeren i bund. Det er et tungt ansvar, som computerspil sjældent selv er klar over, og som de ofte knækker under.

Jeg forklarer dette, fordi jeg på et tidspunkt befandt mig – eller mig i skoene på B.J. Blazkowicz i Wolfenstein: The New Order – i et rum, hvor døren var låst. Omkring mig var Blazkowiczs soldaterkammerater. Gode venner, ifølge spillets historie. Vi havde ingen idé om, hvad der skete, indtil vi opdagede, at rummet ikke bare var et tilfældigt rum, men derimod et rum, vi aldrig ville slippe levende ud fra igen. Hele rummet var et krematorium, hvor alt – undtagen det kolde ståludstyr – kunne brændes væk i et enkelt øjeblik.

Da det gik op for mig, var det ikke længere spillet, som jeg kiggede på, men derimod et rum, som for adskillige årtier siden var en realitet. Et rum, hvor uvidende fanger blev gelejdet ind i, indtil de med en panisk frygt indså, at de stod overfor deres død. En frygtelig, ondskabsfuld, inhuman død.

Det var ubehageligt, næsten direkte kvalmende. Men ser du, nu til dags kan det være svært for unge at forstå, hvad der egentlig skete under Anden Verdenskrig. I skolen bliver tiden efterhånden sparsomt brugt på fortællinger om Tysklands besættelse af Danmark, og hvordan folk som dig blev sendt til KZ-lejre for at dø.

Det er en del af vores historie, men som tiden går, og nye generationer kommer til, bliver Anden Verdenskrig blot endnu en milepæl blandt så mange andre milepæle. Og tro mig, der er rift om pladserne. De lande, som i dag udgør Jordens samfund, falder næsten over hinanden for at kunne smide om sig med milepæle tilsølet i blod, sved og tårer.

Men hvorfor skriver jeg alt dette til dig? Jeg kunne bare have givet spillet 8/10, som man gør med spilanmeldelser i dag, for Wolfenstein: The New Order er blot endnu et – ganske vist veldrejet – skydespil fra en industri, som elsker skydespil. Men det prøver alligevel at påtage sig et ansvar. Et ansvar for at fortælle en historie fra virkeligheden, som så mange andre spil blot ville have romantiseret uden omtanke for, hvad der egentlig skete, da Hitlers storhedsvanvid arrede en hel verden. 

Wolfenstein: The New Order er udkommet til PC, PS3, PS4, Xbox 360 og Xbox One.

Julie Horup er uddannet indenfor kommunikation ved RUC. Til dagligt arbejder hun bl.a. som journalist, hvor hun skriver løst og fast om computerspil og deres plads i vores samfund. Følg hende på Twitter.

Om denne blog

Teknologi, viden, internet - og om det, det gør ved vores verden

I redaktionen:

Lars Højholt

Didde Elnif

Jens Christoffersen

Simone Sefland

Send bidrag, forslag til artikler eller lignende til web@information.dk.

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Anders Feder
    Anders Feder
Anders Feder anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Morten Balling
Morten Balling

Nostalgi: Wolfenstein 3D, fra den gang internettet ikke rigtigt fandtes og Qic-80 styrede for hårdt. Tror det var det første og eneste spil jeg spillede fra start til slut i én køre. Wow, det blev man øm i nakke og skuldre af. Jeg var komplet ligeglad med nazi'er, monstre mm., men illusionen af 3D var mindblowing. Undervejs skal jeg ikke afvise at jeg lod mig rive lidt med af blodrusen. Wolfenstein 3D var for computerspillene, hvad Jurassic Park var for visual effects på film. Et historisk vendepunkt.

Spiller jeg stadig computerspil? Nope. Skal jeg spille Wolfenstein: The New Order? HELL YEAHR! :)

Hvis folkene bag spillet var rigtigt seje, startede spillet med en DOS prompt...

Mads Kjærgård, Flemming Madsen og Anders Feder anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for odd bjertnes
odd bjertnes

Wolfenstein er massekulturens modstykke til halaltosser der skyder med skarpt efter billeder af diverse offentlige personer på sikker afstand og loader det op på You Tube. Der er overhovedet ingen 'antifa' i et sådant spil, men derimod bunder dets eksistens og succes i en angst for emnet som diskutabel størrelse. Nakkeskud er indiskutable og giver en god følelse i maven. Aaah.

Inden nogen begynde at fable om voldsrisiko og voldspsykopater, så lad os lige fastslå, at sandheden derom er :- hvis man håndterer våben i sin dagligdag en eller anden grad, om det så bare er lommekniven, - men gør det samme i overvældende mere grad 'in-game'. Fordi man indtræner et reaktionsmønster med ufattelig kort lunte, som kan gribe énhver som kommer i en virkeligheds-situation med ligheder.
Hvis man ikke ejer sådanne våben i virkeligheden, som man gør 'in-game' er det derimod ikke et emne af betydning. Og dermed tilbage til mit spil jeg er lige i gang med ....lol gl thx cya