Igennem de sidste 20 år har jeg studeret, forsket i og udviklet computerspil. Før det plejer jeg at sige, at jeg foretog uformelle undersøgelser, da jeg som barn og ung spilede rigtig meget. De seneste år er der imidlertid sket noget meget underligt. Indtil for 5-6 år siden fandt jeg ofte mig selv i rollen som den der skulle forklare, at computerspil havde en række positive sider, og absolut ikke kun var skadelige. De kunne være så meget mere, og det var hverken værre eller bedre end at klatre træer.
Sådan er det ikke mere. Nu er træerne blevet de farlige. Oftest når jeg taler med forældre, pædagoger, journalister, politikere eller andre, så handler det mere om at nedtone begejstringen og give plads til de kritiske røster. Der er nu kommet en nærmest ukritisk holdning til digitale medier generelt, og måske computerspil især.
Den der formaster sig til at være kritisk overfor spils lyksaligheder, og påpeger, at der måske er nogle begrænsninger i forhold til naturlig leg og samvær (kan i høre hvordan jeg allerede er fodformet og umoderne) bliver hurtigt hængt ud som enten gammeldags eller ignorant - så kan man selv vælge hvad man vil være, men som regel stopper refleksionen og diskussionen der.
Det er forhåbentlig lidt vanskeligere at sætte det prædikat på mig, og sandheden er, at når jeg går ned i mikrokosmos og kigger på min datter og omgangskredsens brug af digitale medier og computerspil, så er jeg faktisk ikke begejstret. Og det er næppe fordi jeg ikke kender medierne eller har en naiv forestilling om min barndom. Det er nok snarere fordi jeg netop kender medierne.
For så vidt er Netflix og YouTube super med alt det indhold, du frit kan vælge og tablets er nemme at bruge med masser af spil. På sin vis er det jo et slaraffenland, men når jeg alligevel er bekymret, har det langt hen ad vejen ingenting at gøre med indholdet. Vurdering af indholdet til børn og unge er og har altid været vanskeligt: Hvad børn og unge må og bør se er en klassiker i opdragelsesdiskussionen.
Nej, min bekymring er mere i forhold til børn og unges væren omkring medier som synes at ændre deres interaktion og perception af verden. Om dette har en langtidseffekt er svært at sige, men jeg observerer nogle karakteristika, jeg som psykolog (og akademiker) synes er temmelig lidt attraktive. Jeg er sådan set ligeglad med om indholdet er kønsstereotypt og voldeligt selvom det selvfølgelig skal håndteres, er det trods alt relativt banalt og en gamle traver i opdragelsesdebatten.
Bekymringen går på de strukturelle egenskaber i mødet mellem barn og medie. Det som jeg observerer og hører gang på gang er ting som utålmodighed, apati, hyper. Det er ting som går meget på hvordan de interagerer med omverden. Det er næsten, som om vi efter de digitale mediers stigende hastighed oplever en form for fartblindhed, ligesom når man kommer af motorvejen. Dette synes også at handle om manglende dybde, begrænset refleksion og indlevelse.
Heldigvis synes disse reaktioner at være relativt forbigående. Men selvom det er totalt uvidenskabeligt kan man ikke helt lade være med at tænke på den linde strøm af neurologiske diagnoser som børn og unge de sidste mange år er begyndt at vælte sig i. Når vi samtidig ved at en række psykologiske lidelser indenfor dette spektrum (f.eks.. ADHD og Asperger) næsten fungerer bedst foran computere - hvor der er klar og hurtig feedback i et lukket univers, så kan man ikke helt lade være med at tænke sit.
Der har været kritiske røster (f.eks. Patricia Greenfield) omkring at den måde digitale medier er opbygget på (i stigende grad) taler mere til reptilhjernen end de højere kognitive funktioner, og at det er en stor del af attraktionen - i de digitale medier og især spillenes verden virker det hele mere overskueligt og simpelt.
Om denne blog
Teknologi, viden, internet - og om det, det gør ved vores verden
I redaktionen:
Lars Højholt
Didde Elnif
Jens Christoffersen
Simone Sefland
Send bidrag, forslag til artikler eller lignende til web@information.dk.
Jeg burde have været seriemorder for 10-15 år siden så - jeg er blevet pacifist i mellemtiden. Selv med en detroniseret barndom, efter eget udsagn. Jeg er vel en af de første generationer som er vokset op med 'videospil'.
Det handler om at tage ansvar som forældre, og lære sine unger hvad der er etisk forsvarligt. Den falder jo gerne tilbage med 120 i timen, hvis ens kodeks er ridset.
Det sagt, så er motion jo sundt, så det er mere end blot hjernen der skal plejes. Det skader nok ikke at sende dem i Zoo og se Marius blive choppet. :p
Det eneste problem ved computerspil er at man ikke får motion. da vi fik lan var det bare kedeligt at spille alene. eller via nettet. det er da fedt at høre og se vennernes reaktion når der er en der laver et vildt stunt. om det er mod hinanden eller samarbajde er et fedt.
Columbine-morderen spillede krigsspil men jeg tror ikke han tog den beslutning ud fra at han spillede og troede det var virkelighed. Han valgte spil der passede til hans natur. det er et spil der har solgt rigtig godt så hvis spil som Call of Duty (tror det var det han spillede) skaber afstumpede voldelige psykopater hvorfor er det så ikke en større %-del af spillerne der gør noget så utilgiveligt?
Jeg tror nu at våbenkontrol havde været bedre præventivt end en mærkat på et computerspil der advarer om at det er voldeligt.
2 små hurtige indspark:
@Jesper Wendt - jeg tror ikke lige det helt er det debatten eller artiklen her drejer sig om - men, spændende indspark...
@Helene: Igen - vi snakker ikke om voldelige computerspil lige nu - eller voldsforherligende ditto.
Og - for nu lige at holde skidt fra snot:
2 stks. Der var 2 mordere på Columbine High School.
De spillede ikke krigsspil, men skydespil (jo der er en forskel) - Primæt Doom og Wolfenstein 3D.
Call of Duty udkom 4 år efter skyderiet på Columbine.
Der er ingen i nærværende debat (Vibeke Manniche har endnu ikke vist sig), der har postuleret at nogle som helst spil skaber "voldelige psykopater", så dit retoriske spørgsmål får lige lov at flagre lidt endnu.
Våbenkontrol? Det er ikke min debat, og jeg værdsætter altid spontane holdningsudbrud på internettet, men jeg anede simpelthen ikke at det var dét vi snakkede om.
Virkelig spændende blogindlæg; det er interessant at få en "observation" der har været med i flere paradigmer omkring debatten "Hvad sker der når vi spiller?" - Tak for den! :)
Men jeg undres lidt i det næstsidste afsnit hvor der kastes en afslappet kausal sammenhæng imellem computerspillene og den nyere digitale verden, og det virvar af neurologiske og psykologiske diagnose der er sprunget op over de sidste år - Jeg håber virkelig ikke, at skribenten mener, at barnet pre-natalt skulle kunne forudse en digital verden med konstant og umiddelbar feedback, og derfor valgte at udvikle semi-defekte dopamin transportere inden fødslen - eller at digitale forhold og miljøer på nogen måde skulle kunne påvirke en eller flere af de mange mange faktorer der kan resultere i lidelser indenfor autisme-spektret (herunder Asperger). Hvis forfatteren kan fremvise belæg for de insinuerede påstande (som jeg faktisk lidt håber jeg har misforstået) tænker jeg, at der venter en forside eller to hos Nature...
http://ojs.statsbiblioteket.dk/index.php/mediekultur/article/download/13...
Den der formaster sig til at være kritisk overfor teorien om at Jorden er rund, og påpeger, at der måske er nogle begrænsninger i forhold til kirkens selvhøjtidelige verdensbillede (kan I høre hvordan jeg allerede er fodformet og umoderne) bliver hurtigt hængt ud som enten gammeldags eller ignorant - så kan man selv vælge hvad man vil være, men som regel stopper refleksionen og diskussionen der.
Og hvorfor mon?
Christian Mogensen, smid lige crackpiben.
Tak for alle kommentarer med og uden eventuelle fiktive crack piber :-)... Indlægget går absolut ikke på hele den klassiske debat om voldelige spil og afhængighed selvom der nok også er lidt kød på den knogle så har jeg trasket rundt i det for mange år til rigtig at orke den debat, og blot konstantere at den er temmelig komplekst. Se evt. det lidt daterede (gratis) rapport vi lavede for Medierådet i sin tid (http://www.medieraadet.dk/html/computerspilsrap/pdf/Notat.pdf). Har siden opdateret den i tekstbogen 'Understanding Video Games, og mener den giver en rimelig lødig fremstilling.
@Christian Mogensen: Jeg tror det korte svar er arv OG miljø... Uden at jeg skal gøre mig til ekspert så er den nyere forsknings også begyndt at påpege at vores miljø langt hurtigere indvirker på vores gener end almindelig evolutionær teori kan forklare... Indtil videre har det primært være i forhold til f.eks. disposition for fedme man har fundet de første resultater.
@Anders Feder: Jeg må tilstå at jeg ikke forstår din kommentar som andet end en polemisk stikpille lidt uden adresse, men er da nysgerrig på hvad du reelt mener.
Simon Egenfeldt-Nielsen: "Polemisk stikpille lidt uden adresse" kunne man vel passende betegne den argumentation eller mangel på samme du lægger frem i indlægget? Hvis man bliver kaldt "gammeldags eller ignorant", er det så muligt at det kunne skyldes at man faktisk er gammeldags eller ignorant? Fremfor at beklage dig over at blive kaldt gammeldags eller ignorant ville måske have været mere frugtbart for alle parter hvis du havde undersøgt hvad der ligger til grund for at du har fået dette prædikat, og så derefter enten argumenteret sagligt mod begrundelserne eller i modsat fald givet dine modparter ret i at det virkelig er den mest passende betegnelse for din holdning.
Vi har kun set toppen af "isbjerget"..
http://www.capgemini-consulting.com/log-into-the-digital-economy-capgemi...
Jeg har tænkt lidt over artiklen og er kommet frem til at det jeg får ud af at spille computer er - når jeg går igennem spillet med alle karakterer eller vinder på alle måder - at jeg lærer at tackle det samme problem med forskellige værktøjer og lærer at bruge det samme værktøj til at løse forskellige problemer. god weekend :-)
I stedet for at spørge, om computerspil skader, burde man måske overveje, hvad de er godt for? Ikke noget, så vidt jeg kan se.
Peter Hansen: Tja, det samme kan man jo sige om litteratur og teater. Men så skulle man være bragende ignorant (ikke at jeg betvivler at der er mange, især ældre mennesker, der er det).
@Jesper Wendt: Tak for rådet; jeg farer fluks ned i Mølleparken, finder en crackpiber og smider med den. (...)
@Simon Egenfeldt-Nielsen: Jeg er langt fra solgt på idéen om arv OG miljø som udgangspunkt for ADHD, AS m.m. -Jeg synes vejen derfra og til fedme er lang, men vil meget gerne læse de undersøgelser/artikler du omtaler. Links?
@Peter Hansen: Hvis du ikke kan se mulighederne og potentialet i moderne spilkultur kan jeg i høj grad anbefale f.eks. Jane McGonigalls fremragende bog "Reality is Broken: Why Games Make Us Better and How They Can Change the World".
Jeg har iøvrigt gjort et uddybende svar på Center For Digital Pædagogiks hjemmeside:
http://cfdp.dk/da-farlige-traeer-og-hvorfor-computerspil-giver-adhd-og-a...
@Christian Mogensen
Nu responderer jeg ikke særlig positivt på arrogance, og slet ikke på en opfølgning, så dialogen valgte du selv at sætte til side.
Christian Mogensen,
Her er en artikel, hvor miljøets betydning for udviklingen af ADHD udforskes. Jeg har ikke læst det hele endnu, men den tager udgangspunkt i den såkaldte Attachment Theory, hvor kvaliteten af barnets (tidlige) tilknytning til forældrene betragtes som værende af afgørende betydning:
http://www.psykologtidsskriftet.no/?seks_id=31533&a=2
Du kan evt også google den Canadiske læge Gabor Maté, som har skrevet en bog med titlen 'Scattered' (som jeg heller ikke endnu har fået læst, men jeg har med stor interesse læst hans nyeste bog, 'In The Realm of Hungry Ghosts', som handler om afhængighed).
I Scattered slår Maté til lyd for at ADHD må forstås som et bio-psyko-socialt problem, altså at både biologi, psykologi, og miljøfaktorer må tages med i betragtning. Gabor Maté er også tydeligt inspireret af attachment theory.
Det er et rigtigt spændende emne, tak. Vi er stadigvæk amøber i den digitale verden. Endnu har ingen levet et helt liv/generation med computer, telefon og web som allemandseje. Med andre ord aner vi intet om langsigtede konsekvenser af dagens digitale liv.
Vi ved bare, det har en afgørende betydning for fremtiden, og derfor bliver diskussionen ofte polariseret. Jeg glæder mig til at læse Informations "Husker du..." om 50 år med gengivelse af denne tråd. Det vil nok vise sig, at ingen af os rigtigt har ret, ingen er helt gal på den, men at virkeligheden er blevet noget, ingen af os har fantasi til at forestille sig. Findes træer mon i 2064?
Personligt synes jeg det mest irriterende er statsmagtens digitalliderlighed, altid med argumentet, at det er "nemt". Det er det også, hvis man elsker at bruge mange af sine vågne timer foran sin terminal for at komme i kontakt med det offentlige. For mig er det "nemme" resulteret i distance, tidsspilde og mistro. I realiteten er jeg reduceret til "follower" af kongeriget Danmark — jeg kan "synes godt om" eller skride. På en måde er ufrihed også det nemmeste.
Hvor er det egentligt morsomt/tragisk at virkeligheden betragtes som gammeldags.
Hej Alle,
Tak for kommentarerne - jeg læste Christian blogindlæg på sin egen blog, og har lidt tanker til det derinde, men den korte version er, at jeg synes han polariserer tingene, og lægger mig ord i munden for at skabe en falsk diktomi.
Man bliver en smule træt, men jeg er nok bare ved at blive gammel - burde have vidst det, da jeg opdagede at de fleste af spillene på Appstore top30 efter min smag er ret ringe :-)
Mvh Simon
@Christian Mogensen - Jane McGonigal er en rigtig dygtig taler og forfatter, og jeg har talt med hende et par gange. Men hendes bog er efter min mening primært et luftkastel, hvilket også står rimelig klart når man ser på de spilproduktioner hun rent faktisk har lavet. Jeg ville ønske hun havde ret og hun serverer det langt mere lækkert pakket ind end f.eks. Gabe Zicherman men grundlæggende har den samme instrumentelle opfattelse af hvad spil kan og ikke kan. Han bruger det blot til 'onde formål' :-).