Protokol Om alt det internettet og teknologien gør ved vores samfund

Magten til masserne version 2014

Analyse af tre danske bøger om det kollektives potentiale i internettets tidsalder

Når man læser, hvad der skrives om forandringspotentialet i ideen om masserne og deres adgang til ‘gratis’, online samarbejdsværktøjer føler man sig fristet til at konkludere at internettets mest radikale transformation er af vores sprog og vores ideer, mere end det er af virkeligheden selv.

For når idéhistorikere en dag beslutter sig for at beskrive hvilken retorik, der drev os i nullerne og ‘10erne, vil de isolere en familie af sammenhængende sproglige figurer, der på sin vis alle er variationer over et epokalistisk »alting er anderledes nu«. En opfattelse af, og en populær filosoferen over, at menneskeheden nu har fået et nyt værktøj i hænderne til at løse fundamentale problemer på en fundamentalt ny måde.

Man vil også afdække en skabelon-agtig struktur i tidens skrifter om internettet , som om forfatterne havde været på det samme kursus, og fået at vide at problemløsningsbøger bør tjekkes af efter følgende liste over talking points:

1. Krisen er total
2. Dens årsag er internettet
3. Konsekvensen er at vi er på vej ind i en tid hvor forandringer sker hurtigere end nogensinde i menneskehedens historie
4. Internettet har skabt total transparens, og man kan derfor ikke længere gemme sig
5. Institutionerne og samfundet vil ikke fatte det, og hvis de gør er de for langsomme til at fatte det
6. Det handler om at forstå de ny spilleregler
7. Håb: de nye metoder er tilgængelige for alle. Hvis bare vi fjerner bindet fra øjnene, sluger pillen og læser manualen, kan vi vende skuden uden at det behøver kræve nogle særlige ofre

Lad os for et kort øjeblik, kikke væk fra internettet og på ‘samfundet’ anno 2014. Lad os se på hvordan det står til, på alle de parametre som vi på tværs af politiske holdninger måler det sunde samfund på. F.eks. arbejdsløshed/beskæftigelse, miljøets tilstand, folkesundhed, levealder, uddannelse, eksport, social mobilitet, økonomisk lighed/ulighed/velstand, konkurrenceevne, demokratisk engagement, fred, immigration, kriminalitet, skattetryk, antallet af iværksættere osv. Man kunne godt argumentere for at internettet ikke har løst nogle af problemerne endegyldigt, her 25 år efter dets fødsel. At meget lidt har forandret sig til det entydigt positive, på de helt store linjer som en direkte virkning af internettet.

Måske er præmissen for den slags overvejelser grundlæggende fejlagtig. Måske er det absurd at tænke så generelt og så abstrakt. Måske er internettet samfundet. Samfundets magstrukturer, klassedelinger, forbrugsmønstre reproducerer sig i de medier der opstår. Eller måske er der forskellige internet, defineret af brugerens personlige kontekst – alder, køn, geografi, familiebaggrund, uddannelsesniveau, professionelle baggrund osv.

Årsagen til disse overvejelser skal findes i læsningen af en lille klase af nyligt udgivne bøger der har sat sig for at beskrive internettet i revolutionære termer, og som vil give os indblik i hvordan vi med forståelse for en række nye fantastiske værktøjer kan tackle fremtidens udfordringer. Bøgerne det drejer sig om er Medbruger af Claus Skytte og Bo Walther Kampmann, Udefra af Jacob Bøtter og endelig som et græsk kor til den ovennævnte diskurs: Borgerlyst af Andreas Lloyd og Nadja Pass.

Udover at tilhøre samme generation, har forfatterne alle baggrund i bureau/konsulent-branchen og motiveres af en fælles malaise over verdens tilstand.
De arbejder altså med samme præmis: Det der kendetegner vor tid er massernes adgang til gratis, digitale samarbejdsværktøjer – det er dér omvæltningerne kommer fra, og det er i vores forståelse af det fænomen at vi tackler fremtidens problemer. Det er også det fænomen som vi kalder 'crowdsourcing'.

Udefra – masserne som villige freelancere

I Udefra skriver Jacob Bøtter at »vi står på tærsklen til en kolossal omvæltning af en af de mest fundamentale strukturer i vores samfund.« Han beskriver den transformationsfase vi befinder os i med, »at vi altid er online«, og  at vi »får alle informationer øjeblikkeligt«. Han fortsætter: »Verden forandrer sig med så stor hast, at vi ikke længere kan forudsige vores behov og muligheder i den nærmeste fremtid.« »Virkeligheden stormer frem med sin brutalitet og sine uendelige muligheder.«

Det er radikale udsagn, der fortjener at blive gransket.

Altid online

Er vi allesammen online hele tiden? I følge danske medier har vi et gennemsnitligt internetforbrug på næsten 100 minutter, og et mobilforbrug på ca. 40 minutter. Altså 2,3 timer, tilsammen svarende til vores daglige brug af TV der også ligger på de ca. 100 minutter. Det er ikke 'hele tiden'. Man kan hævde at tendensen peger på et stigende forbrug, men en tendens er en tendens og ikke en forudsigelse.

Fra et mere overordnet synspunkt, kan man argumentere for at onlineadfærd i 2014 er resultat af en midlertidig forhandling i et kulturelt rum jvf. den verserende debat om online-mediers invasive og distraherende karakter, på f.eks. arbejdspladser, uddannelsinstiutioner og i familielivet. Krakilere vil kunne lave samme greb som Bøtter, og sige at »vi oplever en voldsom stigende tendens i bekymringen over online-mediers invasive karakter, hvorfor vi trygt kan forudsige at internettet vil uddø indenfor en relativt kort tidshorisont -  alting vil forandre sig radikalt tilbage til velkendte tilstande.«

Sandheden er nok at vi kollektivt – sikkert meget langsomt – vil begynde at justere lidt på tingene. Tidligere har man kollektivt reguleret det skadelige ved nye teknologier (f.eks. støjen ved bilisme), det er ikke utænkeligt at det normative ved 'altid online' vil ændre sig til et »online når det er frugtbart ifht. [kontekst]«.

Derudover er den slags tal relativt uinteressante, medmindre man ser på hvad brugen konkret består af. Det der interesserer os her, er den distinkte brug af crowdsourcing. Ca. halvdelen af tiden bruges på søgemaskiner og sociale medier der med god vilje kunne anskues som symptomatiske for en ny type kollaborativ dagsorden. Men resten af forbruget fordeles på 'erotik', markedspladser, dating, finans, rejser, opslagsværker osv. Her kunne det være interessant med en undersøgelse af om internetmediet er så revolutionerende at det markant har ændret den type indhold vi forbruger, f.eks. pga. en ny, revolutionerende tilgængeliggørelse af indhold der før ikke kunne distribueres. Det er der helt sikker undersøgelser der viser, men omvendt er det også fair at stille spørgsmålene: Var vi interesserede i at søge efter viden før internettet? Var vi disponerede for uforpligtende, socialt orienteret snak? Var vi også interesserede i 'erotik' og markedspladser før 1995? En tese kunne være, at internettet har forlænget eksisterende vaner og kultur ud i det digitale, og at eksisterende institutioner er fulgt med. Top ti listen over de websites der forbruges synes at bekræfte dette i nogen grad: de kendte danske mediehuse som Tv2, Ekstra Bladet, BT og Dr.dk er med på top-10 listen.

Der er ingen tvivl om at det mest opsigtsvækkende tal, er sociale mediers andel på 29% af forbruget. Og det der kendetegner disse, er deres dialogiske karakter: her er der en relativt ny, praktisk og friktionsfri adgang til at mødes, gruppere sig og organisere sig. Men når man som Bøtter kaster så dramatiske påstande om sig som ovenstående, påhviler der ham et særlig ansvar for at fortælle os hvor og hvordan crowdsourcingen foregår på dem, og hvilken effekt det har generelt. Ikke kun for ham selv og de særlige forudsætninger han har.

Det bliver kompliceret at argumentere for, at vi har en revolution på hænderne, af forskelle årsager. Først og fremmest: 'hele tiden' er mere i retningen af 29% af 100 minutter om dagen. Det tal falder nok yderligere, hvis man begynder at undersøge hvad der forbruges på sociale medier, og her er der meget der peger på at en væsentlig del af tiden jo bruges på journalistiske historier fra de danske mediehuse, rejsetips, reklamer osv. Hvor stor en andel af indholdet består af fænomener der faciliterer massernes revolutionerende selvorganisering? Cases er der mange af, men det er svært at bevise deres varige effekt på samfundsstrukturer eller at finde tal der med troværdighed siger noget om hvor meget tid vi bruger på at organisere os på en måde der truer dem. Det kommer Jacob Bøtter desværre ikke ind på.

Det, at vi 'altid er online' bør nok nuanceres til, at nogle er det rigtig meget, andre meget lidt, at forskellige mennesker forbruger forskelligt indhold, afhængigt af konsteksten og at en stor del af det der foregår skal forklares i god gammeldags menneskelighed.

Vi får alle informationer øjeblikkeligt

Påstanden om at vi får alle informationer øjeblikkeligt er endnu sværere at acceptere, og i skrigende kontrast til alle kendte kommunikationsteorier. Det ville nok være mere korrekt at sige, at vi forbruger visse informationer i en bestemt rækkefølge, at disse informationer er medierede af en afsender og deres værdi er kontekstuelt betinget – f.eks. ens uddannelsesniveau eller den tilstand man er i, når man modtager budskabet. Her forveksles potentiale og effekt: ja, man kunne godt sætte sig ned og trevle alle wikipedias artikler igennem, lytte til radiostationer fra hele verden eller læse mærkelige fagtidsskrifter fra rumænske semiotikinstutter . Men de færreste gør det, og ser man på medieforbruget er det overraskende konstant: måske ikke de teknologiske platforme indholdet distribueres på, men genrer, formater og afsenderne er relativt stabile, og besværet ved at erobre øjenkugler er det samme, som det altid har været. Det er  sandsynligvis underlagt velkendte markedsmekanismer, jvf hele den nylige debat om organisk reach på Facebook (Facebook har gjort det sværere for virksomheder, gratis at nå deres fans, for at motivere til køb af annoncer).

Bøtters mission  - kan man forstå - er at yde en form for terapi overfor store, tunge organisationer. De skal acceptere deres egen utilstrækkelighed, og søge hjælp, aka benytte sig af, de markedspladser for billig freelance arbejdskraft som man kan finde online. Ved hjælp af dem, kan man afskaffe det meste personale og reducere betragteligt på udgifterne ved sin infrastruktur. Bøtter konkretiserer denne nye metode med små cases fra hans hverdag: hvordan han outsourcer trælse opgaver at genfinde tabte genstande i New York, at bestille bryllupskager, at se feriebilleder igennem, at leje sin lejlighed ud og at finde aggregater til at beskytte rødvinsglas under maskinvask  fra Quirky.com. Det er problematisk, at der ikke bruges ordentligt researchede cases fra professionelle sammenhænge, og at der ikke bruges mere refleksion på overførbarheden af disse personlige cases.

Bøtters bog indeholder mange links til en række smarte tjenester, og deres værdi er den convenience der udløses ved det produkt de leverer til en billig pris – f.eks. at benytte sig af billig og villig arbejdskraft (»og så var det op til arbejderne selv at vurdere om de syntes det var en fair løn,« s. 33). Men det er svært at se, hvordan det er tjenester, der har nogen frugtbar effekt på de tunge parametre som vi måler det sunde samfund på. Bøtters løsninger er vidunderlige services for den der vil leve som en direktør, men ikke én gang laves der en sammenkobling med udsagnet om den fremadstormende virkelighed med sin brutalitet og forandring af fundamentale strukturer.

Når Kiak Jen og Robert Gagliano kan finde solsystemer i et fjernt solsystem, så forestil dig hvad mennesker derude kan gøre for din organisation.

Man kan forestille sig meget – men vi er ikke kommet særlig meget nærmere det konkret handlingsanvisende for erhvervsdrivende i en dansk sammenhæng. Vi kan ikke bare skrive til Kiak og Robert om de kan hjælpe os, de har travt med at finde solsystemer. Hvem er det så præcist vi skal kontakte? Det ville have været meget mere interessant at få beskrevet præcist hvad det kræver af en organisation at få folk til at arbejde for sig ‘gratis’. Hvad motiverer masserne? Og hvem er de egentlig? Hvilken økonomi muliggør de transaktioner, hvis det ikke er den tradionelt monetære? Og hvor økonomisk bæredygtig er den? Hvor højt kan den skaleres op i produktionsleddene? Kan man få masserne/online-freelancere til at bygge skibe, lave pophits, slagte grise, tage patenter, skrive bøger, lave kapitalfonde, investere pensionsmidler? Og hvad koster det at gøre opmærksom på noget man siger på en crowdsourcing platform?
Hvad koster det selv at bygge en?

Det er som om disse spørgsmål ikke besvares fordi det er nok at hive 'Apple', frem som en fetich nu og da.Men man skal holde tungen lige i munden, når man bruger store amerikanske succeseer som cases: vi har allerede Apple, Google, Amazon og Microsoft og det er svært at komme anstigende med et nyt. Udover det, siger deres nuværende succes intet om danske iværksætteres og firmaers muligheder for at konkurrere på deres marked, eller særlig meget om hvilke forudsætninger og omkostninger det kræver at drive dem. Endelig er det svært at måle det gavnlige for vores fælles danske økonomi at lægge al vores infrastruktur over i udenlandske forretningsmodeller.

Hvem er Bøtters bog for, og hvad er dens værdi?

Bogen er en dejlig lille samling tips og tricks til at købe billige ydelser fra det globale freelancemarked, pakket ind i svulstig humanistisk retorik og i feelgood venstrefløjsfraser. Den er til dig der gerne vil føle at du er med til at forandre verden til det bedre, når du beder en dårlig betalt inder om at kime et museum ned, fordi du har været så dum at glemme din jakke, for utålmodig og for doven til selv at gå derhen dagen efter, og så skeptisk overfor gamle institutioner at du ikke stoler på, at de allerede har et indbygget lost and found system. Den målgruppe er heldigvis så lille, at Bøtters bog sandsynligvis hurtigt vil blive glemt, og det vil ingen crowdsourcing platform kunne gøre noget ved, uanset hvad fremtiden bringer.

Medbruger – masserne som kritiske forbrugere

Kampmann og Skytte er ikke mindre radikale i deres diagnoser, men tager dog skridtet længere. Bogen handler om, hvordan man agerer som virksomhed i denne nye crowdsourcede virkelighed. 

I Medbruger er den centrale præmis at alle kendte magtstrukturer er ved at blive opløst af en ny bestemmende autoritet: brugeren. Dig og mig på sociale medier der råber vagt i gevær når vi ser noget dårligt ske igennem ruderne på internettets drivhus. Ingen kan skjule sig mere. Al information er tilgængelig. Kronbeviset på denne nye virkelighed er SF’s lederskabskrise i februar 2014, der ifølge forfatterne er et direkte resultat af danskerens oprør mod amerikanske kapitalfonde, igennem sociale medier. Ifølge Skytte/Kampmann har internettet skabt total transparens, den nye verdensordens regler er, at det ikke længere er den kloge der narrer den mindre kloge.

»Nu er det så det globale netværk af småfolks tur til at blive autoriteten der bestemmer

»Folket er drevet af følelser og søger i disse år efter ærlige og ansvarlige bud på, hvordan det enogtyvende århundredes udfordringer kan løses

»…en ny kapitalisme, kombineret med folkets mediemagtovertagelse må få regeringer og store virksomheder til at forstå, hvordan man skal tale til medbrugerne på en ny måde, hvis ikke folket skal gå amok og sætte spørgsmålstegn ved selve nerven i det demokratiske samfund

Der er noget 'empowering' over forestillingen om den bevidste og kritiske forbruger, der armerer sig med venneanbefalinger og google-søgninger før han/hun foretager et køb, og som til enhver tid kan benytte sig af den egalitære offentlighed som en objektiv klageinstans. Problemet er, at vi ikke er nået et tøddel videre i at forstå massernes logik: man kan ikke regne ud hvad der bliver det næste hysteriske hit. Den ene dag er vi dybt optaget af SF's formandskrise, den næste af X-factor, den tredje af girafslagtninger. Det eneste vi med sikkerhed kan sige, er at langt den overvejende del af det vi kalder virale hits, er plantet af mediebureauer, eller kommer fra veluddannede profesionelle  der forstår at vinkle en overskrift. Også den kritiske forbruger skal konkurrere i dette medielandskab, og mon ikke vi kunne gå ud og finde en masse uretfærdigheds-updates som aldrig blevet samlet op af internettet, som døde kort efter deres fødsel, i kulden af et par ensomme likes fra ens mor og ens stalker, uigenkaldeligt på vej ud i glemslens mørke.

Der hvor man havde forventet en håndbog i hvordan man markedsfører sig som/bliver til en ansvarlig virksomhed eller overfor en gryende målgruppe der efterspørger en bestemt slags produkter fra en bestemt producentprofil, serveres et simplificeret verdensbillede beboet af to-dimensionelle mennesker. Den kritiske læser vil også straks efterprøve teorien: Halliburton! Deres omsætning/magt må være svækket siden de sociale medier faldt i folkets hænder! Nestle! Ciba-Geigy! Putin! Morsi! ComCast! Kina! Kim Jong Il! Bilderberg-gruppen! Indsæt selv yndlings entitet – det ser desværre ikke helt så enkelt ud. Og det er nok fordi man slet ikke kan beskrive virkeligheden på den måde. Der findes ikke et homogent internet vs en homogen gammel verden.

For, desværre har regeringer, firmaer ikke noget problem med at slukke/filtrere/censurere de dele af internettet der taler magten imod. Måske gør de det ikke i vor oplyste demokratier, men forfatterne har som minimum et ansvar for ikke at læse globale sandheder ud af enkeltstående cases bare fordi det understøtter deres vision. Ellers mister man tillid til hele projektet, som læser. Resten af bogen hviler på denne præmis, og klæder den ansvarlige virksomhedsejer på med de argumenter man sagtens kan forestille sig lyder rigtige overfor bestemte forbrugere med en bestemt selvopfattelse af deres magt.

Bogen kunne have været et interessant studie i hvilke konkrete virkemidler og strategier der har betinget socialt ansvarlige virksomheders succes, eller have været en oplagt lærebog i hvilke specifikke scenarier metoden er brugbar. Men den er for forblændet af sin idéer om alle de nye muligheder som internettet lover, og radikaliserer dem til det absurde, i en grad så penges værdi trylles væk, og telepati i masserne bare mangler at blive bevist.

Igen forveksles potentiale og effekt, f.eks med fænomenet MOOC (massive online open courses, gratis e-læring fra de bedste universiteter):

To-tredjedele af planetens beboere kan bare uddanne sig hvis de vil. Det vil de. 

Men gør de det så? De nyeste undersøgelser viser at gennemførselsprocenten på Moocs er meget lav og at de primært bruges af mennesker der i forvejen har en høj uddannelse. Selvom teknologien og potentialet er fantastisk i hænderne på de rigtige mennesker, er det simpelt hen for tidligt at konkludere på deres konsekvens for social mobilitet, på et globalt niveau.

100% af menneskehedens befolkning er født med den gratis infrastruktur, at vi bare kan motionere og spise sundt og rende rundt og være fredelige og lade være med at ryge. Besiddelsen af det hypertilængelige potentiale har desværre ingen effekt i sig selv.

Borgerlyst – græsrødder 2.0

Sonaren slår ud, og en stime velkendte internet-troper dukker op på radaren.
Vi har en fundamental krise: Klimakrise, eurokrise, bankkrise, råstofskrise, fødevarekrise, Muhammed-krise, økonomisk krise, vækstkrise, jobkrise, uddannelseskrise, dannelseskrise, velfærdskrise, kulturkrise, engagementskrise, alderskrise, opmærksomhedskrise, ideologisk krise, visionskrise …

Vi har nogle nye værktøjer fra internettet som vi kan organisere virkeligheden med »Denne form for radikal åbenhed er det, som kendetegner open source software projekter: Alle udvekslinger og møder er åbne for alle.«

I Borgerlyst forsøger Andreas Lloyd og Nadja Pass at hjælpe borgerne ud af deres døsige mistillid til institutionerne, ved at give dem alle de værktøjer som det påstås har organiseret internettet med zest og panache: men her er i det mindste en ærlig beskrivelse af arbejdet det kræver, og hvor meget den menneskelige forhandling fylder i den proces. Metoden og præmissen og kærligheden til det internetrelaterede deler de med de andre forfattere, men bogen bliver et bemærkelsesværdigt og kærkomment korrektiv til Bøtter & Skytte/Kampmann. Den forholder sig ærligt, veldokumenteret og tvivlende til sit eget projekt og har nærmest værdi af et stykke grundforskning i hvad crowdsourcing kan og hvad den reelle værdi er af de internetspecikkke organisationsformer.

Eksempler på denne mere nøgterne tilgang er fortællingen om f.eks. virkningen af webloggen Folkets Stemmer som Nadja Pass lavede, der lå forud for Borgerlyst. Videoerne, indrømmes det, er ikke optimale i deres kvalitet, og deltagerne måske ikke repræsentative for massernes demokrati-træthed - men på et privat niveau beskrives det som værdifuldt når domænenavnet er købt, og hjemmesiden er oprettet. Der er en motiverende og forpligtende følelse af, at der er grebet til handling.

Andreas Lloyd beskriver, hvordan han var fascineret over »hvordan en gruppe nørder sad rundt om i verden og og arbejdede sammen om at udvikle software, der kunne konkurrere med verdens største, rigeste og mest professionaliserede organisationer. Og om det voldsomme og innovative nybrud, som dette havde medført inden for software-industrien.« Han beskriver også hvordan han arbejdede med disse metoder for et konsulentbureau, men hvordan glansen gik af det, da han fandt ud af det i sidste ende handlede mere om kundernes synlighed og 'reputation management' på sociale medier, end deres vilje til ægte innovation og transparens.

Derfra beskrives alt arbejdet med Borgerlyst, det sure og med det søde. Det er et langt og hårdt træk, med mange skuffelser undervejs.

Man tænker uværgerligt på om alle de møder, og den metode (at starte forfra med alting) er besværet værd for at sælge fødevarer igennem Københavns Fædevarefællesskab og producere tagtomater (deres yndlingscases og største succes).

Der er ubetvivleligt megen social værdi for bevægelsens deltagere, i ideerne de afføder, og engagementet de skaber, men hvor tæt er vi på kernedrømmen: voldsomme og innovative nybrud, som dem Silicon Valley har skabt? Hvordan konkurrerer nybruddet med eksisterende produktions- og organisationsformer? Hvad ville der ske vis man tog al den energi og kanaliserede den ind transformationen af politiske partier?

Borgerlyst er et interessant og bevidst selvmodsigende værk, et katalog over gode tips og råd til dem, der vil handle, men også en bog der langsomt indser at der ikke findes nogen kunstgreb: man skal finde finansiering, man skal kunne fortælle sin historie på en provokerende og opsigtsvækkende måde, man skal lære at facilitere møder, man skal styre sine regnskaber - det ligner umiddelbart den helt almindelige virkelighed vi kender...

Menneskehedens slidte klassikere eller ny virkelighed?

Spørgsmålet om internettets effekt på samfundet er et af vor tids mest interessante, og som vi har set, har det også den kuriøse effekt at en stor mængde forfattere føler sig kaldet til at skrive bøger om det. Der er et helt åbenlyst behov for at italesætte det, sælge visionerne om det, pege på dets ressourcer - desværre præges feltet af for dualistisk en tankegang, for historieløs en tilgang til den menneskehed teknologien virker i og med alt for lidt fokus på det kontekstuelle/for megen skjulen af de andre effekter som er på spil samtidigt.

Der er mange perspektiver i diskussionen som det er vores pligt at undersøge og forfatterne skal roses for at turde kridte banen op. For eksempel: Hvor på skalaen, skal vi lede efter sandheden? Har internettet en særlig immanent natur der former samfundet på en ny måde, og som det er vores pligt at forstå og tilpasse os? Eller er internettet bare det nye lærred som menneskeheden spiller sine slidte klassikere på?

Om denne blog

Teknologi, viden, internet - og om det, det gør ved vores verden

I redaktionen:

Lars Højholt

Didde Elnif

Jens Christoffersen

Simone Sefland

Send bidrag, forslag til artikler eller lignende til web@information.dk.

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Der er selvfølgelig alt det internettet gør ved samfundet. Men så er der også alt det samfundet gør ved internettet og det er ikke småting. Nettet er efterhånden lige så ufremkommeligt og forurenet som den "virkelige" verden. Det er lidt ligesom med de andre landvindinger, tv, månelandingerne og The Beatles, at man troede sig særligt priviligeret at tilhøre en generation der var med da det skete, fuldstændig som vore bedsteforældre sikkert glædede sig over at være med da cyklen, flyveren og bilen blev opfundet. Hvert tid har sine teknologiske revolutioner og man må da sige at min generation, som blev født midt i halvtredserne, er blevet vel tilgodeset når det kommer til revolutionerende teknisk ekstraudstyr. Men alt har en pris og en af priserne i dag er den forringede MP3 lydkvalitet, som de unge accepterer, fordi de ikke ved bedre, men mig giver den altså tinnitus og jeg foretrække som regel stilhed - eller en tur ud det virkelige lydbillede, og så har jeg ikke engang nævnt alle reklamerne, spywarerene og spammen, som konstant truer med at drukne selv den hurtigste computer i ligegyldig information. Men ok, verden er bygget på bras, så hvorfor skulle det ikke også være tilfældet med internettet? Ved godt at de tekniske aspekter kun er en lille del af det hele og at de sociale og på alle måder politiske spekter af internettet er det egentlige spændingsfelt, som også ovennævnte tre bøger griber fat på. Men nu læser jeg ikke så mange bøger mere og i øvrigt kan jeg jo selv følge med i hvad vej det går, her på internettet, så længe min computer virker og jeg ikke bliver distraheret alt for meget, af alt der også foregår på skærmen og som dybest set handler om at man vil have fat i nogle af mine penge.

Dan Johannesson, Torben Arendal og Helene Nørgaard Knudsen anbefalede denne kommentar