Spilverdenens svar på Citizen Kane er alt andet end Citizen Kane

Da The Last of Us blev udgivet for første gang, blev det udråbt til spilverdenens svar på Citizen Kane. Nu er spillet tilbage i en Remastered-udgave – også kendt som “Orson Welles, hvem?”-udgaven

Da The Last of Us udkom til PlayStation 3 sidste år, var det med fanfare og imponerende salgstal. Anmelderne faldt i svime over det, og inden længe blev det udråbt til at være spilverdenens svar på Citizen Kane.

Nu er The Last of Us blevet genudgivet i en Remastered-udgave (lidt a la en Collector’s Edition, hvor der er blevet tilføjet ekstra indhold, hvis man atter en gang skal sammenligne med filmbranchen), hvilket puster til Citizen Kane-gløderne.

For sammenligningen er ikke død, men den er til gengæld fuldstændig ramt ved siden af. The Last of Us - hverken den almindelige udgave eller Remastered-udgaven - er ikke spilverdenens svar på Citizen Kane. Det er blot spilverdenens svar på The Last of Us.

The Last of Us er – for dem, der endnu ikke har oplevet det – i al sin enkelhed en fortælling om to fortabte sjæle i et postapokalyptisk USA, hvor den ene har opgivet håbet, imens den anden er definitionen af håb.

Joel er en kynisk, opgivende og arret mand. Arret efter at have mistet alle dem, han elsker, og kynisk overfor en verden, der ligger fjernt fra den lykkelige tilværelse, han så smerteligt længes efter.

Ellie er derimod en livsglad, håbefuld og naiv pige. Naiv som kun en ung teenager kan være, men også livsglad netop på grund af hendes naivitet. Hun besidder stadig et uskyldigt sind på både godt og ondt, et uskyldigt sind, som bare venter på at blive fordærvet.

Problemet for både Joel og Ellie er ikke, at de som to modsætninger føres sammen under tvang, men derimod at vores verden, som vi kender den, er gået under. En dødbringende infektion har gjort sit indtog, udryddet store dele af verdensbefolkningen (og forvandlet lige så store dele til omvandrende mutanter) samt efterladt et samfund i ruiner, hvor overlevelse og lovløshed ufrivilligt går hånd i hånd. Og dermed starter The Last of Us.

Problemet med computerspil er, at de ofte gør sig i grandiose fortællinger, men sjældent formår at skildre noget så simpelt som en samtale mellem to mennesker. Gnisten mangler, og i stedet må man tage til takke med to figurer, der i jagten på den påtvungende, uopnåelige actionorgasme, mister den snert af sjæl, som de engang besad.

Der, hvor The Last of Us adskiller sig – og sikkert også, hvor spillet har opsnappet sammenligningen med Citizen Kane – er, at det ikke lider under dette problem. Samspillet mellem Joel og Ellie brister derimod over af sjæl. Det har næsten for meget sjæl. Samtalerne flyder naturligt, følelserne føles ægte. Joel og Ellie er ikke bare to figurer på en skærm, de bliver en del af ens bevidsthed. Man føler for dem, man føler med dem, og man føler imod dem.

Og det er her, hvor sammenligningen med Citizen Kane dukker op. Man burde tro, at sammenligningen er positiv, og det er den formentlig også, hvis du spørger en film-connoisseur, men i realiteten gør den The Last of Us en bjørnetjeneste.

Bjørnetjenesten vender vi tilbage til lige om lidt, først skal vi lige have en historielektion rettet mod klassens yngre læsere: Citizen Kane er en film fra 1941. Filmen blev instrueret af Orson Welles, som blev lidt af en kendt gut i Hollywood. Filmen blev nomineret til ni Oscar-statuetter, hvoraf den hev en hjem for bedste originale manuskript. Og siden da er Citizen Kane blevet hyldet som den bedste film nogensinde.

Dropper vi lige historielektionen og kigger på lidt mere moderne statistikker, som måske især de yngre generationer nok forstår bedre, så kan det nævnes, at Citizen Kane lige nu ligger med 8,5 hos IMDb. Det placerer den på en 65. plads på IMDbs famøse top 250 over de bedste film, som brugerne selv stemmer om. Med andre ord er Citizen Kane ikke længere verdens bedste film. Det er The Shawshank Redemption derimod – det er dog en helt anden diskussion ...

Og så tilbage til bjørnetjenesten. Hvorfor hiver jeg så dette frem? Det er faktisk meget simpelt. The Last of Us fortjener ikke at blive sammenlignet med et oldtidsklenodie. Dermed ikke sagt, at de ikke begge kan være mesterværker på højde med hinanden, dog i hver deres branche, men nærmere at The Last of Us får en ufortjent skygge at slæbe rundt på, når det nævnes i samme åndedrag som fx Citizen Kane.

The Last of Us er nemlig blot The Last of Us, hvilket understreges gevaldigt med den særdeles vellykkede Remastered-udgave. Det står på egne ben og har ikke brug for at blive sammenlignet med et mesterværk for faktisk at blive kaldt et mesterværk. Vi kan klistre 10/10-karakterer på The Last of Us, indtil det segner om, og vi kan sammenligne det med så mange film fra IMDbs top 250, at man skulle tro, at det faktisk var en film, men faktum er, at The Last of Us er en milepæl for spilverdenen.

Det er en milepæl, som filmskribenter burde sammenligne nyklassiske film med (hvis der absolut skal være sammenligninger). Det er en milepæl, hvor spilverdenen endelig når sin actionorgasme, men kun takket være et forspil, der oser af sjæl. Det er alt, hvad vi har ventet på – og så lidt til.

The Last of Us: Remastered er udkommet til PS4.