Robottens fænomenologi

Konfrontationen mellem mennesker og robotter er fyldt af skepsis og nysgerrighed. Robotforsker Stefan Larsen mener, at robotterne er kommet for at blive og at vi skal glemme science fiction-forestillingerne. I stedet skal vi overveje, hvorfor vi både frygter robotter og fascineres af dem.

Da den lille, nye robotsensation Jibo blev præsenteret for verden d. 16. juli i år skete det, som det så ofte er tilfældet blandt nystartere indenfor tech/gadget-sfæren,  i form af en forsalgs-kampagne på crowdfunding-websitet Indiegogo.   

Offentligheden blev vist en lille, hvid robot uden arme eller ben og med et rundt, blanksort hoved på en hvidmatteret krop. Jibo er ikke meget mere end tredive centimeter høj og ligner mest af alt en slags Pixar-animeret blanding af en køkkenrulle og en arkitektlampe. Der er noget udefinérbart nuttet over den. Den er rund og lille, næsten babyagtig. Dens hoved vender permanent skråt opad i en undersøgende vinkel. Den virker nærmest venlig.  Jibo, fortalte kampagnen, er  »verdens første familierobot« og vil kunne indgå i ethvert hjem som en slags kompagnons-artefakt, hvis egenskaber og bidrag til familieenheden vil kunne organiseres og katalogiseres langs seks specifikt sociale akser:  robotten, der efter planen vil blive sendt på gaden i sidste kvartal af 2015, vil være i stand til at se, høre, tale til, lære fra,  »hjælpe og relatere til«  sine brugere.

Teknisk set slår kampagnen på, at Jibo vil være et stationært apparat som man stiller fra sig hvor man ønsker at bruge den og som vil kunne hjælpe med at skrive og modtage beskeder ved stemmekontrol, vil kunne tage familiebilleder med ansigts/smil-genkendelsesalgoritmer, vil kunne spille musik, 'synge' og  varetage lignende, stillestående kompetencer i samme dur.

Med andre ord vil Jibo kunne de samme ting som en almindelig smartphone anno 2014 kan. Den ene, store forskel på robotten og telefonen er tilsyneladende, at Jibo er en robot. Og det er i denne ene, kategoriske forskel at årsagen til produktets indledende success skal findes.

Finansieringen af en idé

Indsamlingen til Jibo havde som oprindeligt mål at rejse knap 600.000 kroner, hvilket skulle dække de indledende produktionsomkostninger, etablingeren af de nødvendinge logistiske og fabrikationsmæssige forbindelser, og så videre. For at nå dette beløb skulle mindst 200 personer være interesserede i at støtte udviklingen af Jibo med henblik på at anskaffe sig deres egen kopi af den lille robot. 

Nu, to måneder senere, er kampagnen netop afsluttet og det endelige beløb indsamlet blandt privatpersoner, der har ønsket at erhverve sig deres egne private Jibo, er ufatteligt meget større: mere end 5400 interessede har i skrivende stund støttet projektet og har altså på mindre end to måneder rejst  mere end  11 millioner kroner til projektet – et beløb der er vanvittige 2290% højere end udviklingernes originale målsætning.  

På dén måde er Jibo – som så meget crowd-fundet teknologi nu om dage– baseret på en slags Peter Pan-agtig ønskeøkonomi, hvor det ikke længere er nok blot at være villig til at betale for en vare: for at produktet, denne lille robot, overhovedet skulle blive skabt, var det et krav at tilstrækkeligt mange mennesker (tusindevis) ønskede den på forhånd i tilstrækkelig høj grad. Villigheden til at købe var ikke tilstrækkelig – for crowdfundingens metodologi placerer det generative ansvar for selve eksistensen af det ønskede produkt i direkte forbindelse med forbrugernes villighed til at betale for ren luft, for en idé. Hvad folk indtil videre har finansieret, er idéen om robotten i hjemmet. Ikke mere, ikke mindre.

Men den idé er ikke specifik eller specielt relateret til Jibo. Mødet med robotten, vil jeg vove at påstå, er altid fundamentalt set den samme slags fænomenologiske hændelse - der sker det samme.

For hvad er det helt præcist disse mennesker har betalt for? Indtil videre er det essentielt set muligheden for idéen om en personlig robot. Det faktum, at der allerede nu er blevet postet millioner af kroner i denne specifikke kampagne (for ikke at nævne de milliarder og atter millarder af kroner der på årsbasis bliver postet i robot-forskningen på verdensplan), vidner om at muligheden for – idéen om – at den sociale robot er en potent kategori der allerede nu er i stand til at mobilisere store summer og intenst menneskeligt, videnskabeligt og økonomisk engagement.

Men hvad udgør denne idé? Hvori ligger robottens kategoriske tiltrækningskraft og grundlaget for vores fascination af den?  For vi må ikke tage fejl: de tiltrækker os. Og uanset hvad vores individuelle holdning til fænomener såsom Jibo (og sekundært til robotstøvsugere, til plejeteknologi, til fjernstyret dronekrigsførsel osv.) måtte være – så påvirker mødet med robotten mennesket på en direkte og radikalt omvæltende måde. Vores forståelse af hvad en robot er, vores umiddelbare opfattelse af genstanden i mødet med den, er næsten altid den samme.

Robottens tiltrækningskraft

Robotten er med andre ord tilsyneladende en så stærk idé i sig selv, at den er i stand til at rejse store summer, til at mobilisere store bevægelser både for og imod uden at kunne noget specielt og faktuelt uden overhovedet at eksistere på forhånd.

For naturligvis er det ikke Jibos annoncerede features der gør den tiltrækkende. Maskinens grundlæggende smartphone-egenskaber – sang, foto, email, internetsurfing, håndfrie beskeder og opkald - er ikke grunden til at folk køber Jibo. Det er derimod Jibos position i verden som robot, der udgør dens tiltrækningskraft og skaffer pengene hjem. Og denne status, denne grundlæggende robotiske idé, er milevidt fra de faktuelle lister over hvad maskinen rent faktisk kan.

De folk der støtter Jibo er - ligesom de folk der er imod robotstøvsugere i ældreplejen og ligesom de folk der er bekymrede for robotternes indmarch på arbejdsmarkedet som der skriver læserbreve og udvikler traktater mod krigsførende droner - udelukkende fokuseret på det robotiske potentiale i ordets allermest fænomenologiske forstand. 

Det næste kapitel i Jibos historie er at den vil blive skabt et sted i USA, produceret et sted i Kina og sidst i 2015 sendt ud til det meste af verden - til de støtter der allerede har nu har betalt flere tusinde kroner for den. Og først da, om mere end et år, vil de folk der har søgt at bidrage til at bringe dette hidtil ikke-eksisterende robot-artefakt til verden, have mulighed for at møde deres nye robot. Og hvad sker der så?

I mit arbejde ved PENSOR-gruppen på Aarhus Universitet har jeg gennem flere år haft mulighed for at arbejde med disse spørgsmål på en direkte facon. Vi har kørt flere længerevarende forsøg med implementering af social robotteknologi i den danske velfærdssektor og jeg har selv fået mulighed, lejlighed, støtte og midler til at udvikle Shanti -  en robot der (omend den ser noget mindre nuttet ud) på mange måder tilsvarer Jibo i forhold til funktion, størrelse og anvendelsesmuligheder.

Shanti  kan genkende mig, den kan føre enkle samtaler på engelsk via stemme-genkendelse og tekst-til-tale moduler, den kan følge genstande og mennesker med hoved og øjnene, læse mine e-mails højt og så videre. Shanti  er en samling motorer og metal og plastic-dele, organiseret på en måde der får den til at ligne et lille, grimt, firkantet væsen. Den er en meget typisk billede på hvad vi udseendesmæssigt forventer af en robot og jeg har i flere år haft fornøjelsen af at arbejde med den på flere planer – såvel praktisk som teoretisk.

Hvad kan den?

Jeg har også haft rig mulighed for at opleve hvordan folk reagerer i mødet med robotterne og uanset hvad deres efterfølgende holdninger til teknologien måtte være (og alle har en holdning, tro mig – robotteknologien, ligesom religion, er en fundamental kognitiv udfordring, der ikke lader rum til at forholde sig neutral), så reagerer alle - uanset tilgang og baggrund - på samme måde når de ser den, med en blanding af nysgerrighed og tilbageholdt forbehold og spørger:

Hvad kan den?

Det er dette spørgsmål, der er det arketypiske, når mennesket og robotten mødes første gang. Men blot at tolke spørgsmålet – hvad kan den? –  som en opfordring til at liste Shantis (eller Jibos) funktioner, ville være at misse hele pointen.  For det vigtigste ved vores umiddelbare reaktion i mødet med den robotiske genstand er nemlig ikke vores homogenitet i ønsket om at få at vide hvad den kan. Det er snarere de filosofiske konnotationer ved det faktum, at vi bliver mindet om, at vi ikke reagerer med denne undren overfor noget som helst andet i verden. Intet andet slags objekt påkalder denne indledende reaktion, dette »hvad kan den?« med samme usvigelige sikkerhed som robotten. Ganske som med Jibo, og alle andre robotter, er impulsen kort og godt at vi forsøger at forklare denne tilsyneladende semi-autonome genstand ud fra hvad den kan.

Ingen mennesker der første gang møder et dyr, et barn eller et andet voksent menneske, lægger ud med at spørge »hvad kan den?« -  for vi holder det absurd at levende væsener, mennesker som dyr, kan eller bør opsummeres i kraft af funktioner og kapaciteter. Vi går ud fra at der er kvaliteter og aspekter ved levende væsner, der overstiger deres funktionelle enkeltdele. Så robotten er intuitivt ingen af disse ting og bliver ikke mødt som en levende genstand, uanset hvor meget den hilser, blinker, vinker eller taler til os. 

Det samme er tilfældet for menneskets møde med mere traditionelle teknologier og værktøjer. Introducer et menneske til et værktøj de ikke har oplevet før (en hammer, en sav, et pneumatisk slagbor) og det første spørgsmål vil aldrig være »hvad kan den?«, men i stedet »hvad kan man bruge den til?« – for værktøjer og almen teknologi er ikke i stand til at kunne noget: de er lavet til menneskelig brug og kræver menneskelig medvirken, for at fungere.

Så robotten der altid bliver introduceret med en liste over funktioner - på en måde der minder om smartphone-reklamer og så alligevel ikke – bliver altså ikke mødt som et levende objekt, for levende ting med deres følelser, personlige agendaer, ambitioner og reflekser bliver ikke opgjort i vores verden i kraft af deres rå funktionalitet.

Jeg har aldrig hørt nogen sige: »Sikke en fin baby/hund/pelagonie, Stefan; hvad kan den?«

Omvendt bliver den heller ikke mødt som en simpel genstand, et objekt eller som et værktøj, simpelthen fordi hvad det end er for en rå funktion vi regner med at kunne finde i robotten, er anderledes fra almindelig teknologi. Vi forventer ikke at nogen bliver nødt til at bruge robotten, som de ville bruge en hammer, for at den skal kunne virke.

Jeg har aldrig hørt nogen sige: »Sikke en flot rørtang/bil/pacemaker Stefan; hvad kan den?«

 

Mødet med robotten

Hvad folk møder, når de kommer ind på mit kontor, er med andre ord en slags genstand der både forventes at besidde en form for funktionel uafhængighed og autonomi (som et menneske) og samtidig forventes at være ikke-levende og reducérbar til ren funktion (som et værktøj). Det er en radikal ny kategori: det er en ny form for genstand, eller væren, som folk på samme tid frygter og fascineres af. Som de på samme tid ønsker at anskaffe sig til deres familier og frygter vil blive sat til at passe deres ældre.

Hvad folk ser, når de kommer ind på mit kontor, når de møder robotten i det virkelige rum, er en ting der på samme tid er et værktøj med et eller flere specifikke og en genstand der tilsyneladende er i stand til at forfølge sine mål uden indgriben fra en bruger. På den måde er robottens værensgrundlag obskønt: den er et værktøj der bruger sig selv. 

Det er her, vi kan finde forklaringen på de sidste årtiers voksende interesse for robotten som teknologisk koncept og kulturelt fænomen. I mødet med robotten oplever vi en tilsyneladende autonom genstand hvis primære eksistens-grundlag er at fungere som værktøj for sig selv; et apparat der har visse, klare funktioner og formål men hvis måde at indgå i samarbejde og sameksistens med menneskelige agenter er så radikalt anderledes end alle andre genstande med funktioner og formål at vi, rent instinktivt,  fascineres og frastødes på samme tid.

Det er på grund af denne iboende, robotiske spænding, at robotter som Jibo og Shanti er så fascinerende for os. Og det er denne spænding, der driver forskere og filosoffer i vores  arbejde med disse nye artefakter.

Mere plejetid og mindre fejetid

Det er også denne nye kategori mellem værktøj og væsen, der udgør det egentlige grundlag for så meget af vores frygt for, og misforståelser omkring, robotten og som er det egentlige fundament for de mange tilsyneladende etiske bekymringer omkring implementationen af autonome robotter i krig, i ældreplejen, i undervisningsektoren, i trafikken og så videre.

Der er megen tale om etik og moral i forbindelse med social robotteknologi, specielt i ældreplejen i disse år. Den sædvanlige indvending går på 'de varme hænder' og lyder, at robotten aldrig vil kunne erstatte en menneskelig omsorgsperson, uden at vi derved ville miste noget vitalt og følelsesmæssigt relevant i omsorgssituationen. Bekymringen er, at robotterne måske nok kan hjælpe med husholdningen og 'det praktiske', men ikke kan hjælpe og støtte vores gamle og syge. De kan ikke være varme og omsorgsfulde og de kan ikke tilbyde emotionel støtte og omsorg på samme måde som et rigtigt menneske. Et typisk forbehold mod implementeringen af social robotteknologi i plejesektoren, som jeg ofte har hørt når jeg fortæller hvad jeg laver, lyder nogenlunde således: »Det er fint, hvis vi kan bruge robotterne til at gøre det praktiske arbejde og aflaste plejepersonalet der derved vil få mere tid til samtalen og det personlige nærvær mens robotten f.eks. gør rent. Men maskinerne,« er forbeholdet, »må ikke erstatte plejepersonalet.«

Denne indvending – uanset at den i udgangspunktet er sympatisk – er imidlertid mest af alt et udtryk for, at vi i stigende grad har behov for at tage hånd om idéen om robotten som selv-arbejdende system, for det er dér dens virkelige kraft ligger. Ganske ligesom det er idéen om robotten – et værktøj der bruger sig selv - der ansporer tusindvis af mennesker til at bidrage med millioner af kroner til et produkt der ikke eksisterer endnu, er det også idéen om denne nye slags underlige genstand, der danner det uudtalte, implicitte grundlag for mange af vores bekymringer.

For et par år siden, da store dele af de danske ældre (hårdhændet) blev opfordret til at anskaffe sig robotstøvsugere der skulle kunne gøre deres gulve rene, løb reaktionerne langs de samme akser som ovenfor. Folk var positivt indstillede, hvis det betød mere plejetid og mindre fejetid til det menneskelige personale. De var omvendt bekymrede for, at det skulle betyde færre besøg, mindre menneskelig kontakt og større ensomhed.   

Misforståelsen fra offentlig side, gik desværre på at gå med i denne debat og argumentere for at førstnævnte udfald var målet og at sidstnævnte udfald på ingen måde ville komme på tale. Robotten, lød det, ville give plejerne mere tid til at beskæftige sig med de ældre og desuden spare kommunekasserne for et ikke-trivielt beløb årligt. Andre mente at robotstøvsugerne var forstyrrende, larmende eller slet og ret unødvendige.

Men selve den underforståede konflikt i spørgsmålet om robotstøvsugerne var misforstået og skulle være blevet foregrebet af de, der var ansvarlige for implementationen blandt de ældre.  Desværre magtede de det ikke og som det så ofte er sket – og vil fortsætte med at ske indtil vi lærer præcis hvad det er vi taler om – endte denne idé om robotten med at forvanske forståelsen af hvad det grundlæggende problem egentlig var.

For selvfølgelig var problemet ikke i robot-støvsugernes tilfælde, hvorvidt nogen var for eller imod en situation hvor de ældre kunne blive udstyret med en teknologisk løsning der ville gøre dem i stand til at få rene gulve ved et tryk på en knap. Det ville være en absurd ting at være modstander af i sig selv.

Man kunne lave et tilsvarende tankeeksperiment. Hvis en offentlig myndighed tilbød at belægge samtlige ældres gulve med en usynlig nano-opløsning der – ved et tryk på en knap – kunne rense og rengøre samtlige gulve i deres hjem på et øjeblik, ville der ikke være noget etisk eller moralt spørgsmål at stille. Det ville være svært at forestille sig, hvordan et sådan gulv kunne udlægges som noget, der ville ende med at intet plejepersonale længere var nødvendigt og det ville være sindssygt at forestille sig, at nogen skulle være imod dén slags teknologi med et argument om at: »Hvis giver de ældre muligheden for automatisk at gå rene gulve, vil vi riskere at der ikke længere kommer nogen for at besøge dem.« 
Det er absurd at binde vores behov og ansvar for menneskelig omsorg op på et spørgsmål om hvorvidt folks gulve er beskidte eller ej.

De ville støvsuge videre på vores gulve, selvom vi ikke var der

Naturligvis var det ikke fordi maskinen var en støvsuger, at de mange bekymringer blev rejst og projektet til sidst kulsejlede. Vi er måske nok et forstyrret samfund, men vi er ikke så forstyrrede at selve udsigten til automatisk rene gulve til vores ældre kan få os til at gå på barrikaderne. Nej, hvad der var galt var:  at maskinen også var en robot, og at dette underforståede, implicitte »hvad kan den?« ikke blev imødegået på forhånd.

Og fordi mødet mellem mennesket og robotten altid udspringer af dette indledende spørgsmål, risikerer vi alt for nemt at ende i situationer hvor det modsvarende spørgsmål bliver overvældende, næsten rungende klart: »hvad kan de ikke selv?« Når diskursen først er i dét domæne, har robotten, teknologien og dens fortalere spillet fallit.

De ansvarlige beslutningstageres fiasko i implementeringen af robotstøvsugeren var, at de ikke formåede eller ikke var kvalificerede til at introducere og implementere teknologien på en måde der tog højde for det faktum, at menneskets møde med den robotiske idé er så umiddelbart betinget af oplevelsen af maskinen som et værktøj der bruger sig selv, at vi næsten altid og ufrivilligt ender med at tale om den i vendinger der også handler om at kunne klare sig selv, uanset hvorvidt dét spørgsmål er relevant i tilfældet.

I ældreplejen er der derfor brug for helt nye implementationsstrategier og oplysningskampagner om hvad robotten er, hvis det nogensinde skal kunne komme på tale at bruge dem i den slags situationer i noget større omfang på en måde der ikke ender med at virke dehumaniserende.  

Robotten ender ofte med at påkalde præcis dette spørgsmål: hvad kan den gøre? og derefter tvinger os til at overveje dels hvad det vil sige at kunne noget som helst og dels hvad det vil betyde for os mennesker at indrømme, at der er visse ting vi har behov for at få gjort som vi ikke kan selv. Derfor er det nu mere end nogensinde nødvendigt at vi begynder at tale om hvordan vi i fremtiden vil have denne slags møder mellem menneske og robot til at fungere. Udformningen og implementeringen af disse nye apparater og deres funktioner er en designmæssig og ingeniørmæssig udfordring men også, i høj grad, en politisk.

For truslen fra robotten er reel – men den er ikke den samme trussel som vi kender fra filmene, fra Blade Runner, The Matrix, I, Robot og de tusindevis af andre hvor robotterne rejser sig, gør oprør og begynder at følge egne agendaer. Det er ikke ideen om robotten som aggressiv empiralist, der er uhyggelig. Det er robottens egentlige tilstand som et kompetent og selv-tilstrækkeligt stykke værktøj, der ikke behøver os for at arbejde for os, der er så skræmmende.  Det er i dén forstand at vi bekymres for det robotiske element. Ikke fordi vi risikerer at få støvsuget vores gulve af dem, men fordi vi forstår, at de ville støvsuge videre på vores gulve selv hvis vi ikke var her. Hvis den slags robotter ikke behøver nogen, er det ikke kun vores ældre der er til overs.

Og selvfølgelig er det derfor vi har behov for at forstå hvordan vi implementerer omsorgsteknologi i undervisningssektoren, i ældreplejen. Og selvfølgelig er det derfor at Shanti, ligesom Jibo, i bund og grund er på størrelse med et spædbarn, med de samme karikerede træk og det samme store hoved. Og selvfølgelig er det derfor ingen af de to har hverken arme eller ben – for hvis vi skal have lyst til at være sammen med dem (til at købe dem, til at interagere med dem) bliver de nødt til at ligne hjælpeløse spædbørn og være funktionelt lammede. Det er en specifik slags maskine der kan indgå i den slags sociale interaktioner uden at føles som en trussel.

Hvis robotten skal kunne indgå som en del af vores sociale hjemmemiljø, må dens egen funktion nødvendigvis være stækket i en sådan grad, at vi ikke – i mødet med dem – bliver mindet om at vi intet har at tilbyde dem, at det i bund og grund er muligt for en autonom enhed at fungere helt for sig selv, uden at være egentligt levende (ganske som vores tristeste, vegetative, ensomme ældre) og at det er os der altid, til syvende og sidst, kan risikere at ende uden egentlig funktion.

Stefan K. Larsen er Ph.D.-studerende ved PENSOR, Aarhus Universitet.