Protokol Om alt det internettet og teknologien gør ved vores samfund

Selvbygger i Minecraft

Computerspillet Minecraft er netop blevet solgt til Microsoft. Spillet unddrager sig klassiske computerspiltræk - der er ingen kampe at vinde, ingen gåder at løse og ingen liv at miste. I stedet kan man bygge sin helt egen verden. 

Mit første hus fik jeg i 2012, da jeg blev selvbygger. Når jeg lukker øjnene, kan jeg tydeligt tælle antallet af skridt fra soveværelset op til tagterrasen og ned igen til verandaen. Herfra kan jeg vælge stigen ned gennem trækronerne til voldgraven fuld af lava eller jeg kan vælge togsporene. De kan hurtigt føre mig gennem trætoppene, under jorden, gennem fortet, til IT-Universitet.

Tæt på universitet bor Héctor og lidt længere ude langs togbanen, forbi badesøen, bor Nicklas. Universitetet byggede jeg sammen nogle af mine spilleglade kolleger. Af uvisse årsager valgte vi, i et spil hvor man kan bygge hvad som helst, at bygge en kopi af vores arbejdsplads. Måske var der en fascination ved at sidde i en bygning og genopbygge den samme bygning i en anden verden. Vi brugte aftener, også et par nætter, på projektet. Enten på kontoret eller hjemme hver især, men altid sammen på serveren. En aften stod jeg så til sidst i mit virtuelle kontor, mens jeg sad på mit virkelige kontor og tænkte, at dette spil var noget særligt.

ITUs faktiske atrium

ITUs faktiske atrium

ITUs foyer i Minecraft

ITUs foyer i Minecraft

Spillet, jeg byggede mit hus i, er naturligvis Minecraft: et spil, der startede med en enkelt spiludviklers fritidsprojekt, men på få år blev så populært, at det for nylig kulminerede med salget af virksomheden Mojang til Microsoft for to en halv milliarder dollars. Den oprindelige udvikler og ejer af Minecraft, Notch (Markus Persson), skrev i forbindelse med salget, at han solgte Minecraft, fordi det var blevet fænomen der var større, end hvad han havde regnet med og ønskede at have ansvar for.

Hvis man interesserer sig for spil eller har børn, kender man sandsynligvis Minecraft. Det kan kort beskrives som et 3D-spil der foregår i en verden bygget af klodser på 1x1x1 meter. Alt i Minecraft kan manipuleres, nedbrydes og sammensættes på forskellige måder efter spillets særegne logik: sten og træ kan bruges til redskaber og huse, planter kan dyrkes på marker, metaller kan smeltes til værktøj, togbaner, og så videre. Mængden af ting, man kan crafte, er imponerende og mængden af ideer, man kan udtrykke, er praktisk talt uendelig. Måske særligt bemærkelsesværdigt er, at nogle grundelementer i Minecraft kan kombineres til logiske kredsløb, som igen kan bruges til at styre sindrige Storm P-maskiner eller endda til at bygge egentlige harddrives og computere inde i computerspillet. Minecraft kan spilles enten som en fri sandkasse, hvor man har gudeagtige kræfter at manipulere miljøet med eller det kan spilles mere traditionelt, hvor man strides mod det omgivende miljø for at overleve, skal finde ressourcer og konstant er i fare for at blive angrebet af zombier, eksplosive creepers og mystiske endermen. Man kan spille alene, eller man kan spille sammen over nettet i delte verdener, hvor spillernes handlinger skaber blivende forandringer for hinanden. Du kan både hjælpe mig med at grave en mine og du kan sætte ild til mit hus. For de særligt interesserede kan spillet moddes, hvor spillerne selv kan ændre på udseendet eller reglerne. På den måde kan spillet introducere til softwareudvikling og programmering.

Vis mig din Minecraftverden...

Eventyret om en enkelt spiludvikler, der går fra fritidsarbejde i sit soveværelse til at være milliardær over en relativt kort tidsperiode er interessant i sig selv, men ligeså interessant er det at se på, hvad Minecraft bruges til og er blevet til i forskellige kontekster. Forskning fra IT-Universitetet i København har vist, at hvordan man vælger at spille Minecraft kan udtrykke ens personlighedsmæssige sammensætning af motivationer, mens forskning fra Universitet i Skövde har vist, hvordan Minecraft kan bruges til at kortlægge og øve kreative samarbejdsprocesser og forhandling blandt skolebørn. Vis mig din Minecraft-verden og jeg skal sige dig, hvem du er.

Christoffer Holmgårds Minecrafthus

Christoffer Holmgårds Minecrafthus

Måske er det forhold, at Minecraft er et ekspressivt redskab og rum hvor spilleren er fundamentalt medskabende, en stor del af forklaringen på, at spillet indtil videre har solgt over 55 millioner kopier på tværs af platforme. Et hurtigt kig på YouTube viser, at det er endeløse måder at spille Minecraft på; som rollespil til fælles eventyr, som arena for kampspil, som arkitektonisk sandkasse, eller bare som mødested. Inden for uddannelse og undervisning er der mange, der har fået øje på Minecraft.  Der findes en særlig udgave af Minecraft målrettet undervisning, MinecraftEdu støttet af materiale til mange forskellige fag - f.eks. historie, matematik og musik.

Minecraft er grundlæggende et spil, der bliver til det, du vælger det skal være; alene eller i kreativ forhandling med andre. På den måde har spillet meget til fælles med andre former for legetøj, der trækker på den legendes egen fantasi og kreativitet, som f.eks. LEGO. Derfor betyder det heller ikke noget, at Minecraft har et stiliseret og simpelt grafisk udtryk. Det er måske endda en fordel og giver mere plads til spillerens egen forestilling om spillets verden.

Når Microsoft har valgt at betale et stort beløb for Mojang og Minecraft, er det muligvis fordi der er tale om en sund forretning, som allerede har tjent millioner på få år, men man kan også gætte på, at det er fordi Minecraft er et af de stærkeste bud på, hvordan fælles kreativitet, samvær og leg ser ud på internettet nu og i de kommende år. Spillet er stadig under aktiv udvikling og der dukker konstant nye idéer op til, hvordan man kan opleve, lære og formidle gennem spillet - som f.eks. Geodatastyrelsens nylige udgivelse af Danmarkskortet i 1:1 i Minecraft-format.

Således er Minecraft stadig et begreb under udvikling og det har en enorm mængde goodwill bag sig. Det er ikke for meget at sige, at der vil være en hel generation, der er vokset op med Minecraft som et referencepunkt for, hvordan man bruger digitale medier til at lege, skabe og lære sammen.

Måske skal Notchs udtalelse om Minecrafts størrelse ses i dette lys: spillet er nu købt af Microsoft, men det ejes af et af de største, mest varierede og engagerede spiller-communities, der hidtil er set - fordi hver spiller har sine egne historier med fra Minecraft.

Personligt har jeg kun oplevet en lille flig af de mange forskellige ting, man kan i Minecraft. Men indtil videre skal jeg bare tilbage og bygge på mit hus og måske ride på en gris. Hvis jeg kan finde ud af at crafte en saddel.

Christoffer Holmgård er Ph.D.-studerende ved IT-Universitetet i Københavns Center for Computerspilforskning, hvor han forsker i læring, beslutningstagning og kunstig intelligens i spil og simulationer.

Om denne blog

Teknologi, viden, internet - og om det, det gør ved vores verden

I redaktionen:

Lars Højholt

Didde Elnif

Jens Christoffersen

Simone Sefland

Send bidrag, forslag til artikler eller lignende til web@information.dk.

Kommentarer

randi christiansen

Kedelige farver

Christoffer Bünner

Randi... du er en kedelig farve... eller nuance :P

Der er desuden også bygget en CS:GO (CounterStrik: Global Offensive) bane af ITU i 1:1. Det er måske lidt kontroversielt da det så gør det muligt at løbe rundt og skyde din med-studerende i en virtuel verden, men flot er det.

randi christiansen

Christoffer - indrømmer jeg kun vurderer udfra avisens billedgengivelser

Randi, det er muligt at skifte alle farver som du har lyst til, også kaldet "texture packs". Der er allerede rigtig mange forskellige temaer som alle er lavet af brugerne. Dette er jo også et godt eksempel på hvor værdifulde åbne spil er i modsætning til trenden inden for computerspil hvilket er lukket og "cloud" baseret hvor man skal være online for at kunne spille sine spil i fred og ro.

Prøv at søg vis google's billedsøgning på "minecraft texture pack" - så skal du se farver :)

Jeg tror Randi refererer til at forfatteren har bygget næsten hele sin verden op af spillets mest kedelige blok "brosten." Der er da ingen Minecraft tinkerer med respekt for sig selv der bruger brosten! :)

randi christiansen

Ja, for mig, som er ubekendt med spiluniverset, er dette et særdeles uinspirerende farvevalg.

Jørn Sonny Chabert

men randi det dog lidt sigende at du som er, ifølge dig selv, ubekendt med spil universet poster så negativ og kortfattet for ikke at sige total ubrugelig kommentar som " kedelige farver".
Det virker lidt som et surt barn der står over i hjørnet og siger "øv bøv du er dum"
;)

randi christiansen

Jm sonny, det har jo bragt info til mig om, at der er frit farvevalg - hvilket den åbenbart ansvarlige journalist burde have sagt, og han har så hermed fået tiltrængt feedback. Jeg ser ikke problemet.

Jørn Sonny Chabert

nææææ der er da heller ikke et direkte "problem"

randi christiansen

Godt så

Det har været rart at kunne sende sine børn ind i et univers, som bygger på en velovervejet livsfilosofi - som den svenske udvikler har haft af tilgang til sit projekt. Lad os håbe det fortsætter fremefter - men frygter det modsatte. Et eller andet sted skal den investering jo hentes hjem igen. 19 dollars har det kostet som engangsbeløb - og ungerne har brugt 1000-vis af timer i fascination over at kunne bygge og kreere. Et frirum uden sex og vold og andre af voksenverdens sindsygheder.

Her er et kig til Randi på noget mere end brostens-blokken. http://sploid.gizmodo.com/man-spends-two-years-building-4-5-million-bloc...