Selvovervågning for sundhed

De fleste er sikkert klar over, at Apple har introduceret en ny iPhone og et smart-ur. Reaktionerne på de nye teknologier var som altid delte. Nogle var begejstrede og begyndte straks at spare sammen til nye indkøb. Andre satte en ære i at dele ud af deres skuffelse og fortalte alle og enhver, at telefonen er grim, uret for stort, og hvad skal man i det hele taget med al den teknologi?

Det, der måske druknede lidt i al virakken, var, at de nye produkter understeger, at Apple for alvor vil være med på det enorme marked for selvovervågning. For eksempel er det meningen, at man på uret kan få besked om, hvor meget man går, sidder og står i løbet af dagen, man kan bruge det som GPS, og det kan selvfølgelig  måle brugerens puls. Samtidig har Apple udviklet en særlig health app, hvor man kan få overblik over sine allergier, medicinforbrug, sygdomme, blodtryk og meget andet. Og man kan, hvis man har lyst, dele informationerne med sine venner eller sin læge.

Denne form for selvovervågning er i virkeligheden ikke nogen nyhed. Mange bruger f.eks. Endomondo til at logge deres træningspræstationer, eller de låner en blodtryksmåler med hjem fra lægen. Men disse er blot nogle få eksempler blandt mange, og der findes et hav af interessante selvovervågningsteknologier.

Man kan med forskellige apparater og apps få viden om sin motion, kost, søvn, stressniveau, blodtryk, hjerterytme og meget mere. Udviklingen har i vid udstrækning været drevet af små start-ups og mere eller mindre nørdede entusiaster, men sådan er det ikke længere. Selvovervågning er blevet big business, og når de store aktører træder ind i kampen, plejer der at ske noget.

Er den øgede selvovervågning så en skræmmende udvikling? Måske for nogen, og der er da også udfordringer: Hvem ejer alle de data som genereres, og hvem har adgang til dem? Hvor præcise er målingerne, og kan de overhovedet bruges til noget fornuftigt. Og får vi ikke et yderstyret forhold til vores krop, hvor vi glemmer at mærke, hvordan vi har det i maven og i hjertet, fordi vi stoler for meget på tallene?

På den anden side er mulighederne enorme. Mange vil gerne vide mere om, hvordan deres krop fungerer, og de vil gøre, hvad de kan for at passe godt på den. Her kan selvovervågningen hjælpe, fordi den kan motivere os til at udføre den træning, vi ikke rigtig orker. Vi kan opdage sygdomme tidligere og dermed gribe ind før vi bliver alvorligt syge. Vi kan tjekke om en behandling eller en kur virker. Og vi kan i det hele taget få vigtig viden om, hvordan vores krop og sind i virkeligheden har det. Det kan være, at ikke alle ønsker den viden, men mulighederne bliver stadig flere, og der er ingen tvivl om, at mange vil gribe dem.

Så velkommen til en verden, hvor teknologien kan give dig viden om, hvordan du har sovet, hvad du skal spise, hvilken vej du skal køre, hvor stærkt du skal cykle, hvor effektivt du arbejder, om du stresser for meget, om der er grund til at gå til lægen, om du bevæger dig tilstrækkeligt, og velkommen til en teknologi som kan forsikre dig om, at dine seksuelle præstationer er over middel (uanset hvad din partner måtte mene om den sag) – ved hjælp af spreadsheetsapp læs mere her og her.

Alt dette kan vi aflæse på vores telefoner og smarte ure, som gennem sensorer monteret forskellige steder på kroppen konstant indsamler alle relevante informationer. Udviklingen er først lige startet, men sensorerne bliver stadig mere avancerede og stadig mindre, og det er kun et spørgsmål om tid, før de ikke kun sidder på huden, men bliver placeret i kroppens indre. Så hvis du er en af dem, der frygter, at den øgede overvågning ender med, at du får en chip skudt ind i kroppen, så er det ikke Big Brother, du skal rette frygten mod, men dig selv og dit eget ønske om sundhed.

Peter Lauritsen er lektor i informationsvidenskab på Aarhus Universitet. Følg ham på twitter på @plauritsen