Protokol Om alt det internettet og teknologien gør ved vores samfund

Barbarisk ballet i Mordor

Screenshot fra Middle-earth: Shadow of Mordor

Årets bedste udvidelse til J.R.R. Tolkiens univers er ikke en filmatisering eller en litterær udgivelse - det er derimod et computerspil.

»Mit navn er Talion, har jeg fået at vide, men alle kalder mig Ranger. Eller Gravewalker. Min hustru og søn blev henrettet for øjnene af mig. Jeg blev også forsøgt dræbt, men jeg kan ikke dø. Eller jeg må ikke dø. I stedet er jeg fanget i en verden mellem liv og død. Blandt orker og uruk-hai styret af den mægtige Sauron.«

Sådan lyder præmissen i Middle-earth: Shadow of Mordor, det seneste udspil fra det efterhånden altomspændende univers fra J.R.R. Tolkien. Officielt har spillet ingen forbindelse til Ringenes Herre og Hobbitten (det foregår i stedet imellem begivenhederne i disse), men der deles stadig kanon med Tolkiens bøger og Peter Jacksons filmatiseringer.

At spillet dog alligevel overvejende overlades til sig selv, er nok et meget klogt træk, måske endda en mindre sikkerhedsforanstaltning, for Middle-earth: Shadow of Mordor ville ikke - i hvert fald historiemæssigt - gør Tolkien stolt.

Screenshot fra Middle-earth: Shadow of Mordor

Som Talion vandrer man rundt som et hvileløst spøgelse, der drives af en brændende hævn. Det er en klassisk hævnfortælling, som heldigvis kan trække på Tolkiens imponerende univers, for på egne ben bliver fortællingen hurtigt kedelig og næsten intetsigende. Talion vil bare gerne dø, sådan rigtig dø, så han kan være sammen med sin familie igen, og derfor skal han naturligvis kæmpe mod Saurons hær. Simpelt, enkelt og knastørt.

Heldigvis er det langtfra spillets ophav, som viser sig at skulle være dets stærkeste kort - det er derimod den simple glæde ved at få opfyldt sine våde drømme om at halshugge orker og uruk-hai i stride strømme. Når man slippes løs som Talion i Mordor, ligger hele området øjeblikkeligt åbent for én. Det er frit, hvor man vil hen, og der er konstant noget at give sig til. Den overordnede historie udspiller sig i missioner, som man kan påtage sig i sit eget tempo, men indimellem kan man udforske et brutalt og dystert Mordor, hvor slaver arbejder sig ihjel, og halshugninger er normen.

Screenshot fra Middle-earth: Shadow of Mordor

Og det er her, når man undgår den påtvungne hævnjagt, og i stedet kaster sig ud i frit fald i Mordor, at Middle-earth: Shadow of Mordor viser sin egentlige styrke, nemlig dets kampsystem. I bund og grund drejer det sig blot om at trykke på de rigtige knapper på det rigtige tidspunkt for at lande de rigtige slag, men inden længe bliver det at trykke på knapperne til en nøje planlagt symfoni af blodtørstig ballet.

Hvor det i starten af spillet er ganske simpelt, så bliver det - efterhånden som man låser op for nye evner - til en stilfuld udøvelse af kombinationer, hvor man som Talion yndefuldt danser frem og tilbage mellem fjender. Sværdet svinges, angreb blokeres, man undviger, og når kombinationer kædes succesfuldt sammen, kan det udløse en effektiv likvidering - og så starter det hele ellers forfra.

Dette bakkes op af et vanvittigt effektivt nemesis-system. Man støder jævnligt på kaptajner og hærledere, som egentlig blot er stærkere orker og uruk-hai med unikke evner og ikke mindst svagheder, man kan udnytte. Kaptajnerne bevæger sig - ligesom Talion - frit rundt i Mordor, men ulig de almindelige fodsoldater, har de et indbyrdes opgør - både med hinanden og Talion.

Kaptajnerne kan kæmpe mod hinanden, hvor den overlevende kaptajn stiger i rang og bliver endnu mere kraftfuld. Det gør dem sværere at dræbe, og der er god grund til at likvidere dem, så snart man er i stand til det. Nemesis-systemet gør nemlig, at ens forhold til de forskellige kaptajner konstant følges, og lykkedes det en af dem at dræbe dig, bliver de ikke kun mere kraftfulde, men de husker dig også - med alt, hvad det indebærer.

Screenshot fra Middle-earth: Shadow of Mordor

Det kunne være en tåbelig gimmick, men når man adskillige gange har måtte give op mod en kaptajn (Mogg the Bone Collector, jeg hader dig), så viser det sig hurtigt at være en mindre genistreg. Når kaptajnen møder op med ar fra ens seneste kamp og en kæk, dumsmart bemærkning, så behøver man ikke en ordbog for at forstå definitionen af en nemesis.

Den barbariske ballet og nemesis-systemet er ikke ligefrem opfindelsen af den dybe tallerken. Afskygninger af de to er set i andre spil, men i Middle-earth: Shadow of Mordor kombineres de på en overraskende effektiv måde. Kulminationen bliver udlevelsen af en massakre midt i Mordor; en massakre, man selv er herre over, og indfrielsen af en fantasi, som Tolkiens bøger og de senere filmatiseringer aldrig kommer til at levere. Det er fantastisk, brutalt og intet mindre end rendyrket underholdning fra bedste skuffe.

At Tolkien så formentlig vender sig i graven over kvaliteten af spillets narrative indspark er en anden sag… men hvem bekymrer sig alligevel over det, når man med et fjoget grin og en gnæggende latter tonser mod horder af orker og uruk-hai, der bare venter på at blive slagtet?

Middle-earth: Shadow of Mordor er udkommet til PC, PS4 og Xbox One. Det udkommer til PS3 og Xbox 360 den 21. november.

Om denne blog

Teknologi, viden, internet - og om det, det gør ved vores verden

I redaktionen:

Lars Højholt

Didde Elnif

Jens Christoffersen

Simone Sefland

Send bidrag, forslag til artikler eller lignende til web@information.dk.

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu