Protokol Om alt det internettet og teknologien gør ved vores samfund

Ellen Ripleys ånd lever i bedste velgående

Alien: Isolation er den åndeligt beslægtede efterfølger til Ridley Scotts Alien, som vi aldrig fik.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg så Alien for første gang, og det er sådan set også lige meget. For siden da har jeg slidt blu-ray'en op. Den synger på sidste vers, og mit lydsystem kender efterhånden Nostromos lyde som sin egen baglomme – hvis ellers et lydsystem kunne den slags lir.

Derfor var jeg også lidt ængstelig, da Alien: Isolation endelig landede i mit skød. Alien-computerspil er nemlig ikke de mest populære spil, man kan finde. Tværtimod. Det seneste, Alien: Colonial Marines, var en skandale. Og skal vi bevæge os lidt ud fra det kræsne felt, så kan vi lige så godt også smide en snotklat efter Prometheus, selv om det egentlig er en film og ikke et spil.

Faktisk er der, hvis man er Alien-fan, ikke meget at komme efter i øjeblikket. Eller det vil sige, det var der ikke, for Alien: Isolation er alt, hvad man kunne drømme om – og så lidt til.

Skal vi tage det tørre først, så mød Amanda Ripley. Ja, hun er datter af Ellen Ripley. 15 år efter begivenhederne i filmen Alien, flyver Amanda rundt på rumskibet Torrens, lige indtil hun hører om optagelser fra Nostromo, der måske kan give endegyldige svar om, hvad der blev hendes moders skæbne. Optagelserne fører hende til rumstationen Sevastopol, hvor et vist monster gemmer sig. Og skulle man lige smide lidt kræs for kendere, så dukker Weyland-Yutani også op. Ingen fest uden Weyland-Yutani.

Det ville have været så nemt at gøre Alien: Isolation til et decideret skydespil. Ind på Sevastopol, frem med geværerne (eller flammekasterne, hvis nu man skulle holde sig delvist til kanon) og så ellers bare skyde sig vej igennem spillet. Men udviklerne bag, Creative Assembly, fortjener ros. Frem for at køre på den sædvanlige action-melodi, så har de taget spillet i en anden retning. Skal man holde sig indenfor computerspil-lingo, ville man teknisk set kalde det survival horror, men lad os bare kalde en spade for en spade: Det er ægte Alien-stemning.

De første timer af spillet vader du rundt på Sevastopol. Du har ingen menneskelig kontakt, men i stedet går du rundt på en forladt rumstation, som tydeligvis gemmer på skumle hemmeligheder. Skroget knager (find et par kraftfulde hovedtelefoner og et par rene underbukser – eller ti – frem, du får brug dem), lys blinker, og intet er sikkert.

Timer senere er Sevastopol stadig alt, hvad Nostromo var tilbage i 1979, og hvad Alien stadig er i dag (lad os glemme alt om Alien: Resurrection, tak). Man ved aldrig, hvad der gemmer sig i mørket, men man kan høre, at intet er, som det skal være. Lydsporet gør alt, hvad det kan for at gøre én utilpas, og det virker. Når man vandrer rundt på Sevastopol, er der en overdøvende stilhed, hvor man alligevel aldrig får fred. Pludselig giver skroget sig, og lydene går igennem metallet. Men er det blot skroget, der giver sig, eller er det den famøse xenomorph, som gemmer sig i skakterne?

Det er en xenomorph, kan jeg afsløre uden de store spoilers. For selvfølgelig er H.R. Gigers famøse monster, den »perfekte organisme«, med i Alien: Isolation. Men det er ikke her, der og alle vegne. I stedet gemmer det sig i Sevastopols afkroge som en kat, der slænger sig i skyggerne. Spillet skynder sig ikke med at fremvise sit es, i stedet trækkes tiden ud. Spændingen bygges op, og når du mindst venter det … sker der ingenting. For det er Alien. Hele essensen ligger i spændingen.

Med det sagt, så sad jeg et øjeblik i et mørk hjørne af Sevastopol og tænkte, at nu dør jeg, At nu var det slut. Jeg skulle vente på en elevator mellem to områder på Sevastopol, og imens musikken lagde op til, at nu ville der ske noget vildt, gjorde jeg mig så lille som muligt i et mørkt hjørne. »Kom nu, for fanden«, hviskede jeg ud i et tomt rum.

Det skulle vise sig, at der ikke skete noget. Elevatoren ankom, jeg gik ind og fandt panelet til området, hvor jeg skulle hen. Overreagerede jeg virkelig så meget? Var der intet frygte? Jeg trykkede på knappen. Da jeg vendte mig om, var elevatordøren ved at lukke i. Bag den kunne jeg skimte silhuetten af en xenomorph. Så var stemningen ligesom sat, og jeg krøb sammen i fosterstilling.

Og sådan fortsætter det. Du kryber og sniger dig rundt på Sevastopol. De våben, du finder, kan hjælpe mod menneskelige (”menneskelige” på den der Alien-måde) fjender, men den rigtige modstander, Gigers monster, får du aldrig lagt ned. Dit valg er at gemme dig eller flygte. Du har allerede tabt kampen på forhånd, og det er sådan, det skal være. Det er det, der gør Alien: Isolation til et mindre mesterværk i sig selv.

Og jo, Alien: Isolation har sine problemer. Det er måske lidt for langt, det vakler lidt, men det er intet imod den atmosfære, som det leverer. Det oser af den oprindelige Alien-film. Du når sågar et øjeblik, hvor du faktisk tror, at du er Ellen Ripley selv. Eller måske nærmere Amanda Ripley, hvis du ikke er den store dagdrømmer. Hvis det ikke er nok til at overtale dig, så er 9/10. Nu skal vi bare have en efterfølger, som ikke er instrueret af James Cameron.

Alien: Isolation er udkommet til PC, PS4, PS3, Xbox One og Xbox 360.

Om denne blog

Teknologi, viden, internet - og om det, det gør ved vores verden

I redaktionen:

Lars Højholt

Didde Elnif

Jens Christoffersen

Simone Sefland

Send bidrag, forslag til artikler eller lignende til web@information.dk.

Anbefalinger

  • Anders Brøndum Holstborg
  • Jakob Silberbrandt
  • Benny Jensen
  • Peter Taitto
Anders Brøndum Holstborg, Jakob Silberbrandt, Benny Jensen og Peter Taitto anbefalede denne artikel

Kommentarer

Gode, gamle AvsP i en opdateret udgave. Rart. Lyset skal være tændt når jeg spiller det. Det gamle spil fra '99 holder forøvrigt maks i dag.

Ja, det er stadig de få instruktører der skaber noget nyt, noget anderledes med deres film, som Ridley Scott(Alien, Blade Runner), og David Lynch(, Dune, Twin Peaks), og som giver os et nyt "univers"!

Prometheus var ganske rigtigt en misforståelse, og det på alle mulige leder.

Majbritt Nielsen

" flyver Amanda rundt på rumskibet Torrens"
Må håbe hun har en iltflaske, eller to og en rigtig god islandsk sweater.

Alien-universet ville aldrig have opnået den status det gjorde uden Aliens (toeren af James Cameron). Selvom den er langt mere actionpræget, så bibeholder den noget af paranoiaen fra etteren.

Anders Sørensen

Majbritt Nielsen, hvorfor? Jeg går ud fra, at du mener, at præpositionen "på" signalerer, at hun bevæger sig uden for rumskibet. Det gør den dog ikke i sammenhængen.

Her et andet take på den slags "voldelige" spil: http://www.jv.dk/artikel/1860760:Kolding--SFO-leder-til-foraeldre--Drop-...
citat:
"Det er jo ikke, fordi børnene bliver til Anders Breivik, fordi de spiller de spil kortvarigt. Men hvis de spiller det jævnligt, kan det ud fra mine oplysninger flytte deres grænser for vold, og deres normalitetsbegreb rykkes, siger Bjarne Christensen, der i nyhedsbrevet også skriver, at "det strider imod de værdier, du/I som forældre arbejder som garant for - nemlig at børn ikke ser og oplever vold som en naturlig del af vores samfund."..."

Og vi lader dette citat stå..og tale for sig selv...

Majbritt Nielsen

Anders Sørensen
23. oktober, 2014 - 20:42
Ahh jeg så det bare for mig. Et rumskib og hende styre det udenpå, som man ser på sejlskibe. Det ville være en iltfattig og kold affære. Og en dårlig joke, når den skal forklares.
Beklager. ;)