Teknologi-skepsis på webredaktionen

Man håndterer som bekendt sin frygt bedst ved at se den i øjnene. Webredaktionens nye praktikant stirrer derfor direkte ind i computerskærmen.
 

Kære redaktør

»Hvorfor er du bange?« spurgte du på min første dag som praktikant på Information. Du spurgte som en velmenende kollega, tror jeg, men nok også fordi du gerne ville vide, hvad du skulle håndtere det følgende halve år. Jeg sporede vist også en smule morskab i din stemme, men det forstår jeg egentlig godt. Jeg var jo trods alt begyndt som praktikant på webredaktionen og havde erklæret, at jeg var bange for teknologi.

Jeg har ikke altid været så skeptisk anlagt. Engang betragtede jeg ligefrem mig selv som lidt af en teknologisk pioner - det var dengang jeg som den første i min familie fik en interesse på nettet. I en tid, hvor man stadig sparede på internetminutterne, fordi de var begrænset af et abonnoment, brugte jeg dem alle på Ofir Chat. Jeg ledte godt nok bare efter min veninde Lise, som altid brugte forskellige screennames, og jeg svarede aldrig når Julio_67 eller freak/n0/leash skrev, men internettets nye rum var alligevel en tillokkende, futuristisk legeplads. Forskellen fra dengang til nu er, at jeg skruer stædigt op for mine Privacy-indstillinger på Facebook, mens jeg skæver skeptisk over din skulder, når du legende kortlægger alle de nye funktioner på Ello. 

For at finde grunden til min frygt for teknologisk udvikling må jeg tilbage til det år, jeg begyndte på universitetet. To mænd kom ind i mit liv - to mænd, som ændrede det hele. Den ene mand hed Theodor Adorno, den anden Max Horkheimer, deres værk Oplysningens Dialektik var på pensum og jeg var en 21-årig, let påvirkelig læser. Værket er udgivet i 1947, færdiggjort under Anden Verdenskrig og er en gennemgribende modernitetskritik som side for side forsøger at demonstrere, hvorfor den vestlige verden med lynets hast afmonterer alle idealer om demokrati og oplysning til fordel for at hensygne i en ureflekteret, totalitær samfundsstruktur undermineret af blind fremskridtsoptimisme. Av!

Jeg læste den langsomt, for den var virkelig kompleks, og allerede i indledningen var neuronerne i min hjerne på overarbejde:

»Ved at overlade besindelsen på det destruktive i fremskridtet til dettes fjender mister den blindt pragmatiserede tænkning sin dialektiske karakter og dermed også forbindelsen til sandhed,« skrev tyskerne. Alt går for hurtigt! Ingen tænker sig om! Man kan ikke stole på fremskridtet! Godt, jeg havde det på fornemmelsen.

»I de teknologisk opdragne massers gådefulde beredskab at lade sig fange i en hvilken som helst despotismes tryllekreds, i deres selvødelæggende affinitet til den folkenationale paranoia, i al den uforstående forrykthed åbenbarer sig svagheden i den øjeblikkelige teoretiske forståelse.«

Men jeg er jo teknologisk opdraget! Det er jo mig, det handler om! Er det internettet, der er despotismens tryllekreds? Gik det galt det øjeblik, jeg loggede ind på Ofir Chat?

Og de fortsatte: »Forøgelsen af den økonomiske produktivitet, som på den ene side skaber betingelserne for en mere retfærdig verden, forlener på den anden side det tekniske apparat og de sociale grupper, der har kontrol over det, med en uforholdsmæssig overlegenhed over for resten af befolkningen.«
De leverede endda svarene på mine spørgsmål. Internettet var despotismens tryllekreds! Det gik galt, det minut jeg loggede ind på Ofir Chat! Teknologien og dens håndlangere var i fuld gang med at omdanne al kritisk tænkning til instrumentaliserede automatreaktioner uden refleksion og etisk overvejelse, verden styrede direkte mod en afgrund hvor de, som tilranede sig magten over teknologien ville kunne tilrane sig magten over menneskeheden - dét stod helt klart for mig. Den teknologiske skepsis, to jødiske samfundskritikere formulerede kort efter Anden Verdenskrig, overtog jeg således med det samme. »Nej, nej, nej!« tænkte jeg.

Måske forlæste jeg mig... lidt.

Nej, nej, nej

»Nej, nej, nej!« tænkte jeg igen, da jeg fulgte lanceringen af Apples nye ur. Tim Cook, Apples administrerende direktør, formulerede temmelig præcist den type teknologi, jeg er bange for: »Urets nye fitness-app sporer alle jeres bevægelser i løbet af en dag. Den kan spore og lagre flere typer aktiviteter, fordi den nu kan indsamle flere typer af data. Den bruger GPSen og WiFi-forbindelsen i jeres smartphone til at spore, hvor meget og hvor langt I bevæger jer. Vi vil give jer den mest komplette sporing af jeres dag og ikke bare fremhæve jeres bevægelsers kvantitet, men også kvalitet.«

Det publikum, Cook talte til, kvitterede for det nye ur og fitnessappen med stående klapsalver og jeg så måbende til. Jeg var overbevist om, at de klappede af en dystopi! Jeg syntes jo, de klappede af, at deres personlige gøren og laden nu kan registreres, lagres og forvaltes direkte på deres højteknologiske helvedesmaskiner gennem en abstrakt magt, Apple kalder iCloud.

Den amerikanske forfatter Jonathan Franzen blev i et interview bedt om at uddybe sin kritik af det, han har kaldt »tekno-konsumerismens infernalske maskine«. Dataforvaltning som den, Cook præsenterede, var kernen i hans kritik:

»Alt bliver til data. Man kan ikke gå ind på en bar med sine venner, uden at det bliver til data om én, baren og det man drikker, og så finder det vej til nogens marketingplan. Det er det dominerende paradigme nu. Det utrolige ved paradigmet er, at det er lykkedes at overbevise folk, som er med på det, om at de på en eller anden måde gør oprør mod netop det dominerende paradigme.«

Franzens skepsis beror på ønsket om at opretholde en privatsfære, som ikke omformes til data og derved ikke kan gøres til en vare. Internettet skulle befri os fra hegemoniske strukturer og monopolisering, men præcis disse elementer har infiltreret selve vores brug af internetbaseret teknologi. Franzens pointe er, at vi imidlertid ikke har opdaget dette paradigmeskifte og derfor ukritisk forærer mere eller mindre intime detaljer om os selv og vores liv til aftagere, som bare venter på at moderere vores forbrug.

Derfor rystede jeg febrilsk på hovedet, da en venlig ekspedient i The Body Shop spurgte, om jeg havde et medlemskort? »Nej, nej, nej!« udbrød jeg - atter - forskrækket. Hun så ud, som om jeg overreagerede. Det er sket flere gange, at velmenende ekspedienter spørger om det. Jeg svarer forskræmt og benægtende, jeg forsager ethvert tilbud selvom de lover mig guld og grønne skove (klækkelige rabatter, i hvert fald). Men de spørger overalt og det bliver ved, selv DSB er med; jeg stilles over for valget om at købe mine billetter via en billet-app som udelukkende fungerer på smartphones, eller benytte Rejsekortet, som registrerer mine rejsers varighed og destinationer. 

»Nej, nej, nej!« udbryder jeg forskrækket over hele byen. Men de fortsætter med at spørge overalt. Dem. De andre. Dem, jeg efterhånden har opdaget, at der er en del af. De er faktisk majoriteten. Det er dem, som ikke vrider deres hænder bekymret, hver gang Apple lancerer en ny iPhone.

Skyen er et firma

De sværeste spørgsmål er ofte dem, som aftvinger den adspurgte selverkendelse og efter nogle uger fulgte du op: »Hvad laver du så på en webredaktion?«

Det korte svar: jeg er nysgerrig.

Redaktør, du er jo én af de andre, men alligevel ikke helt. Du passer slet ikke til mit dystopiske blik på et moderne menneske som en cyborg, der helt ukritisk lader teknologien krybe ind i alle dele af sit liv og aldrig tænker over, hvor meget den fylder. Du ved det jo godt! Du tænker endda kritisk over den og du lader ikke alverdens nye tjenester løbe om hjørner med dig. Det mest eksotiske er, at du nærmest lader til at udnytte teknologien til din fordel!

Ved nærmere eftertanke, og det var jo det du kastede mig ud i, er min frygt nok en smule anakronistisk. Min teknologi-skepsis er funderet af en tekst, som kritiserer instrumentel tænkning kort efter Anden Verdenskrig, en tekst hvis forfattere frygter, hvad teknologi bliver i hænderne på en menneskehed, som skal forvalte den for første gang. 

Og jeg har trods alt levet side om side med teknologien hele mit liv; jeg er ikke just en Robinson Crusoe. Jeg elsker emails. Og Twitter. Og WordPress. Og min iPod. Og at jeg med få klik kan læse alle de aviser og magasiner jeg kunne drømme om og lytte til præcis den musik jeg har lyst til. Og jeg ved nok godt, at Tim Cooks publikum klappede af ren og skær fascination over en teknologisk udvikling, som kunne gøre deres liv lettere og sundere. Jeg ved også godt, at det er på tide at acceptere, at teknologien er kommet for at blive og at den endda kan være konstruktiv. Også i mit liv.

Men jeg har tænkt mig at fastholde min skepsis; nogen skal jo vride sine hænder og huske alle på, at den uskyldige digitale sky ikke er så uskyldig endda - at den ejes af nogen og at alt det, vi deponerer i den, overtages af de samme. Det er det, jeg laver på webredaktionen. Og nu åbner jeg et browservindue med Netflix. Men jeg får nok lyst til at se 1984.

Kærlig hilsen Simone