Tre kvinder om køn, tech og rollemodeller

Hvor meget betyder køn og rollemodeller i en moderne kvindes hverdag? I anledning af Ada Lovelace Day har Information har spurgt tre forskellige kvinder i tre forskellige fag.

 

Astrofysikeren: Anja Cetti Andersen

»Jeg er af den opfattelse, at talent forpligter og at man, når man har det, skal byde ind med det og bidrage til samfundet med det. Men det kræver, at vi gør plads til, at alle kan bidrage og at man ikke udelukkes på grund af farve, køn, social baggrund eller lignende.«

Hvad kan kvinderne give til en mandsdomineret branche?
»En arbejdsplads bliver typisk sjovere, når den rummer forskellige typer mennesker og her tænker jeg også på de studerende. Man imødekommer jo mennesker på forskellig vis og jeg kan for eksempel se, at en del studerende kommer til mig, når de løber panden mod en mur. De er her jo i fem år, så de bliver ramt af livet på et eller andet tidspunkt mens de studerer. De opsøger ofte mig for at tale om det, mens de måske går et andet sted hen for at tale om andre ting.

Jeg har meget fokus på forskning som en del af det demokratiske projekt, og det virker lidt skævt, når vi har 25 % kvindelige studerende og kun 10 % kvindelige ansatte. Så må man undre sig og begynde at kigge på rekrutteringsgrundlaget og undersøge, hvilke grunde der kan være til det. Det kunne være en rekrutteringsproces, som gentager sig selv, måske ud fra rationalet: "Det går jo meget godt." Men her mener jeg, at når forskning er betalt af skattekroner, er vi også forpligtede til at give muligheden for, at alle, der har talent, kan komme i spil. Andet ville være udemokratisk, når alle betaler for gildet.«

Har du selv haft kvindelige rollemodeller?
»Dorthe Dahl Jensen, som forsker i iskerner, er 5-6 år ældre end mig og hende syntes jeg som studerende var rigtig sej. Anne Grethe Holmsgaard, Jytte Hilden. Kvinder, som tager det på sig at gøre en forskel.
Jeg er af den opfattelse, at talent forpligter og at man, når man har det, skal byde ind med det og bidrage til samfundet med det. Men det kræver, at vi gør plads til, at alle kan bidrage og at man ikke udelukkes på grund af farve, køn, social baggrund eller noget lignende.«

Hvilken betydning kan kvindelige rollemodeller have?
»Bryder man den kønslige barriere, kan man bryde mange andre. Man hører jo af og til om "kvinderne og de andre minoriteter", men kvinder er den største gruppe her. Det handler om at bryde et monopol og her er det ikke helt nok med rollemodeller. Det handler også om at presse systemet, som opretholder det monopol, fra alle retninger; man kan betragte stillingsopslag, rekruttering, uddannelsesforhold - rammer de bredt?
Som forskningsinstitution har universitetet også fået nye forpligtelser; engang skulle vi kun uddanne til os selv, men nu skal vi ikke blot uddanne den næste lektor længere. Vi skal også uddanne til Mærsk, Lundbeck og gymnasierne; vi skal uddanne flest studerende, der skal ud i samfundet så at sige, og derfor er vi også forpligtede til at repræsentere det samfund.

Bente Rosenbeck (professor ved Nordiske Sprog og Sprogvidenskab, KU) sagde engang: "KU begyndte som en mesterlære for mandlige teologer." Universitetet og militæret står på en måde stadig som de sidste klassiske, samfundsmæssige bastioner, så det handler også om kulturel omstilling. Og universitetet er på sin vis også en succeshistorie. Det kan man for eksempel se på de nyere universiteter; Aalborg Universitet, RUC og SDU, som er grundlagt i 60erne, hvor forholdet mellem mænd og kvinder begyndte at blive mere lige, har ikke helt de samme kønslige diskrepanser som universiteter fra dengang kvinder slet ikke havde adgang - dengang man påstod, at æggestokkene visnede, hvis man optrænede hjernen og den slags antagelser, vi griner af nu.«

Hvorfor tror du, det ser anderledes ud på de universiteter?
»Det er jo svært at svare på, for jeg tror det handler om en masse små, subtile ting, som har med samfundsstrukturer at gøre. Vi har sådan en konsensuel betragtning om, at det at være mand bare er en lille smule skarpere. Mænd er lidt sjovere, lidt mere ihærdige, lidt mere professionelle. Vi har en samfundsmæssig stoleleg, hvor de sidste to, som vil sidde på stolen er næsten lige gode, men så er den ene tilfældigvis en mand. Han vinder. Og man skal huske, at kvinderne jo er enige i det.

På KU forsøgte man at øge optaget af mænd på dyrlægestudiet ved at sænke det høje karaktergennemsnitskrav på uddannelsen - for piger er bedre til at gå i skole, får højere karakterer og har lettere ved at møde høje optagelseskrav - og man var helt ærlig omkring projektet. Der skulle flere mænd ind, fordi kvinder ikke interesserede sig så meget for landbrugssektorens grise og køer. Dér ventede jeg på et ramaskrig. Fra mænd, som ikke ville optages udelukkende på baggrund af deres køn og fra kvinderne, som ikke ville finde sig i, at ham den dovne skid fra gymnasiet pludselig kunne komme ind på den uddannelse, de havde arbejdet hårdere for optage på. Men der skete ikke noget; mændene sagde intet og kvinderne syntes, at det var fint med flere mænd på studiet.

Derfor synes jeg også, det er vigtigt at sætte ind på andre punkter end rekrutteringen. Og huske, at nogle studerende skal opmuntres mere end andre. Nogle studerende tror jo altid, at de er Guds gave til forskningen og at Nobelprisen er lige om hjørnet og det kan være en kvalitet at have en høj grad af selvværd, fordi det er en kultur, hvor man skal vænne sig til, at ens kolleger leder efter fejlkilder i ens undersøgelser. Men det gælder jo både for mænd og kvinder, at de bedste forskere ikke nødvendigvis kun er af den type.«

Anja Cetti Andersen er astronom og astrofysiker ved Niels Bohr Institutttet, lektor og forsker ved Dark Cosmology Centre, Københavns Universitet.

Journalisten: Dorte Toft

»Den danske holdning er forunderlig at observere, når der i lande som f.eks. USA, Storbritannien, Sverige og Norge er en erkendelse af, at juridisk ligestilling ikke rydder de ubevidste fordomme af vejen.«

Er der opmærksomhed på køn i din branche - betyder det noget?
»I journalistikken er der opmærksomhed over for køn, men fortrinsvis i en retning, der giver ret frit spil for alskens bandbuller mod kvinder kamufleret som angreb på feminister. Engang fik kapitalismen skyld for alt ondt, så blev alt mændenes skyld, så samfundets skyld og i dag er det feministernes skyld. 

Hvis kvinder ikke er tilstrækkeligt repræsenteret - i nyheder eller på direktionsgange - forklares det ganske konsekvent med, at kvinderne bare har truffet andre valg i deres liv end mænd. Og med, at kvinder savner mod og risikovilje. Den 'sandhed', der især dyrkes i de danske medier af såvel fastansatte som opinionsskribenter er, at da vi har juridisk ligestilling i Danmark, har kvinder og mænd lige muligheder. Min påstand er, at enhver kvinde, der har mere end 15 års erhvervserfaring, har opdaget, at det er en lodret løgn, omend der er sket en kæmpeforbedring i forhold til da jeg var ung.

Den danske holdning er imidlertid forunderlig at observere, når der i lande som f.eks. USA, Storbritannien, Sverige og Norge er en erkendelse af, at juridisk ligestilling ikke rydder de ubevidste fordomme af vejen. Det er ikke ligegyldigt, hvorvidt der står Mads eller Marianne på ansøgningen om job og forskningsmidler. Køn er ikke ligegyldigt, når der tages stilling til forfremmelser, ej heller når opgaven bedømmes og det skorter ikke på forskning, der belyser dette.

Den ubevidste forskelsbehandling starter allerede ved babystadiet - anderledes forventninger og samspil med den lille lyserøde klump end den lyseblå og den forskelsbehandling fortsætter. Hos forældre, hos lærere, hos kolleger, hos arbejdsgivere. Men det er vældig bekvemt at benægte forekomsten af de ubevidste fordomme. Læg så oveni, at bevidste fordomme såmænd også stortrives den dag i dag blandt nogle mænd og kvinder.«

Mangler der kvindelige rollemodeller indenfor teknologiske fag i Danmark?
»Der mangler i den grad kvindelige rollemodeller i STEM-fagene herhjemme og alskens dyre charmekapagner, der sættes ind i Danmark for at tiltrække flere kvinder til disse fag, rykker næsten intet. Danske pigers fravalg af de fleste naturvidenskabelige fag og ikke mindst af de tekniske videnskaber er ekstrem og har været det i årtier set i et internationalt perspektiv.  Men går man tilbage til datalogiens start i Danmark udgjorde kvinderne 25 procent af de studerende. I mange år har tallet herhjemme ligget på kun 5-7 procent og lige så lavt ligger visse klassiske ingeniørlinjer. 

Sociologiprofessorer har for OECD analyseret uddannelsesmønstre og det synes som om, at jo rigere et samfund er, jo mere valgfrihed der er i valg af uddannelse og jo mere der tales om selvrealisering, jo mere tøffer kvinderne tilbage til de kvindestereotypiske uddannelser og job.

Fødelinjen, der skulle fostre kvindelige rollemodeller, fungerer slet ikke herhjemme. Og de kvinder, der endelig gør det fantastisk inden for STEM-fagene, dyrkes slet ikke af medier - i modsætning til kvinder, der f.eks klarer sig godt inden for skuespilleri, mode og musik. Hvor mange unge kvinder kender f.eks. den danske fysiker Lene Hau, der ellers nævnes som potentiel Nobelpris-modtager? Hau er blevet berømt for, sammen med kolleger, at ændre lysets hastighed fra de normale knap 300.000 kilometer i sekundet til et nul.«

Hvilken betydning kan kvindelige rollemodeller have for andre kvinder - og mænd, for den sags skyld?
»Den mest kendte kvindelige rollemodel er vel fysikeren Madame Curie, der har været en kæmpe inspiration for især kvinder og som stadig nævnes som en stor inspirationkilde af andre videnskabskvinder. Men ret mange flere har ikke overlevet historieskrivningen, der har haft tendens til at sende mange bemærkelsesværdige kvinder ud i glemslen.

Jeg tror, at det kunne hjælpe noget, hvis man en årrække i folkeskolen bevidst trak de glemte kvinder frem og fortalte, hvilken stor forskel de gjorde. Tag for eksempel den glamourøse filmskuespiller Heddy Lamarr, hvis opfindelse under anden verdenskrig har haft indflydelse på den wifi-teknologi, vi alle bruger i dag. Der er også danske kvinder, der absolut er værd at få pralet af, og hvis opdagelser har gjort en stor forskel. Men sættes der særligt fokus på kvindelige videnskabsmænd i folkeskolen i en årrække vil det sikkert vække et sådant ramaskrig, at idéen opgives, inden den iværksættes.«

Dorte Toft er journalist, IT-kommentator og forfatter. Hun blev i 2009 nomineret til en Cavling-pris for sin dækning af IT Factory og Stein Bagger. Toft er uddannet programmør og blev siden journalist.

Computerspilseksperten: Julie Horup

»Og så kan man godt blive lidt gråhåret af konstant at være på speeddial hos radio- og TV-journalister, når der skal bruges en kvindelig spiljournalist til at udtale sig om kvinder og computerspil eller spilkultur.«

Hvordan er det at være kvinde i din branche?
»Jeg tror egentlig ikke, det er så meget anderledes end at være mand. Det er i hvert fald ikke noget, jeg lægger mærke til daglig. Jeg har enkelte gange været ude for, at folk har været overbevist om, at jeg ikke var i stand til at skrive dybdegående eller klogt om spil, der primært anses for at være rettet mod et mandligt publikum - f.eks. sportsspil - men det sker så sjældent, at det ikke går mig på.

Jeg ved efterhånden godt, at jeg er god til det, jeg laver, og jeg har lært den vigtigste lektie, når ens arbejde ligger tilgængeligt for alle på internettet: læs aldrig kommentarerne. Og hvis du gør, så lær af dem; lær af det, du kan bruge - f.eks. konstruktiv kritik - og glem ellers resten.

Når det er sagt, så er det en indspist branche, hvor man hurtigt kommer meget længere, hvis man er "en af gutterne" - og her er gutterne egentlig ikke altid kun ment som hankøn, men de fleste af dem er dog som regel mænd.

Samtidig kan jeg godt savne, at der er flere kvinder i branchen af den simple årsag, at - i og med spildækning bliver mere kulturel og samfundsrelevant - flere perspektiver kun gavner. Og så kan man godt blive lidt gråhåret af konstant at være på speeddial hos radio- og TV-journalister, når der skal bruges en kvindelig spiljournalist til at udtale sig om kvinder og computerspil eller spilkultur.«

Har du haft kvindelige rollemodeller?
»Nej, egentlig ikke - og heller ingen mandlige. Der er et hav af kvinder, der er pisseseje på grund af det, de gør eller har gjort, men jeg vil ikke betegne dem som deciderede rollemodeller.

Da jeg var mindre, var jeg fuldstændig besat af Ellen Ripley, selvom hun stammer fra en film (Sigourney Weavers hovedrolle i Alien-filmene, red.). Hun er den ultimative badass. Min mor er også ret sej. Skin fra Skunk Anansie er for vild. Brenda Romero er en kvinde med ben i næsen. Patti Smith er fænomenal

Men er de rollemodeller for mig? Nah, det vil jeg ikke sige, men jeg respekterer dem for nogle af de ting, som de gør eller siger.«

Hvilken betydning har kvinder så haft?
»Umiddelbart vil jeg sige, at ingen har haft en større betydning, men gennem livet er der sikkert kvinder, fiktive som virkelige, som har haft en eller anden indflydelse uden at jeg har tænkt videre over det.«

Julie Horup har oprindeligt en bacheloruddannelse i historie og kommunikation fra RUC. Hun fungerer som freelance computerspilskribent og -anmelder ved bl.a. Informations Protokol, Politiken, Gameplay og A Close Shave.