Protokol Om alt det internettet og teknologien gør ved vores samfund

Opfindelser foregår på huden

Fra sit atelier i Amsterdam forbereder Lucy McRae sig på at leve i rummet. Hun udforsker den naturlige hud, den skabte teknologi – og mødet mellem dem

»Jeg vil gerne finde ud af, hvad der sker, når vi flygtigt strejfer en fremmed eller kysser en anden for første gang. Jeg bruger videnskaben og teknologien til at forstå det, jeg undrer mig over.«

Lucy McRae er arkitekt, kunstner og pensioneret ballerina. Hun mener, at moderne innovation skal udfolde sig på menneskets hud og har pakket sig selv ind i folietæpper, viklet den svenske musiker Robyn ind i plasticslanger med pastelfarvet væske og forsøgt at udvikle en slugbar parfume.

»Jeg dansede klassisk ballet i 14 år, inden jeg begyndte at studere arkitektur. I de 14 år handlede mit liv primært om at presse min egen krop til grænsen: hvor langt kan jeg løbe, hvor højt kan jeg hoppe, hvor længe kan jeg danse? Derfor tager mine eksperimenter udgangspunkt i kroppen, fordi det er den, jeg kender bedst. Kroppen er på én gang udgangspunkt og udfordring og det naturlige næste skridt var for mig at påvirke den med teknologiske elementer.«

Med huden i rummet

McRae stiftede bekendtskab med den amerikanske forfatter og futurist Ray Kurzweil og begyndte at interessere sig for forholdet mellem menneske og teknologi: »Jeg læste hans pointe om, at teknologien overhaler os, hvis vi ikke følger med, så jeg begyndte at overveje, hvordan vi kan gøre det. Hvis vi spoler 50 eller hundrede år frem i tiden, tror jeg, det er et tidspunkt, hvor vi er begyndt at kolonisere andre planeter og leve i vægtløshed. Det er indenfor min levetid, og jeg blev interesseret i at undersøge, hvilke biologiske potentialer min krop har for at overleve i rummet. Jeg træner til at blive astronaut,« siger hun i fuld alvor.

McRae er særligt interesseret i den menneskelige huds møde med verden – som kroppens grænse og kroppens åbning. Huden afgrænser kroppen fra andre legmer, men det er samtidig gennem huden vi sveder, optager sollys og generelt påvirkes fysisk af omgivelserne. »Huden er kroppens møde med verden,« siger McRae. »Og i rummet er huden det første, der bliver udfordret af manglen på tyngekraft. Derfor arbejder jeg med at udvikle second skins; alternative membraner, der kan mime huden – for eksempel plastictyper, plasticslanger og forskellige væsker.«

Indefra og ud

McRae udforskede sin fascination af forholdet mellem den naturlige hud og den skabte teknologi, da hun forsøgte at udvikle en spiselig parfume: »Jeg hørte en forsker sige, at moderne teknologi i fremtiden vil være på størrelse med et blodlegeme – i princippet lille nok til, at vi kunne spise det, tænkte jeg. Og så fik jeg idéen om den spiselige parfume!«

Parfumens prototype var en rund kapsel med æteriske olier, der mimede kroppens fedtceller og derfor opløstes og udskiltes på samme måde; gennem sved. Den, som slugte kapslen, kunne altså svede parfume.

Da jeg lagde videoen op på min hjemmeside, blev den vist i et amerikansk tv-program som en virkelig opfindelse, og jeg blev kontaktet af folk med svedproblemer, som bad mig sende prototypen. Derefter fik jeg travlt med at forklare, at jeg er en kunstner, som finder på alle de her spekulative historier, og at jeg ikke kunne hjælpe dem,« siger McRae og griner undskyldende.

»Mit projekt med den spiselige parfume var at tage noget, der var ret langt ude – sådan en måske-teknologi, der kommer ud gennem huden og bliver en del af mennesket – og give det en indpakning, folk kunne forstå og fordøje. Og det lykkedes!«

Som at blive omfavnet af en maskine

Mens den spiselige parfume påvirker kroppen indefra, har McRae opfundet et vakuumkammer, der påvirker huden udefra. I sit atelier i Amsterdam har hun spændt to lag stærk folie ud i en ramme, som man kan placere sin krop i, og redesignet en støvsuger, så den suger luften ud af lagene.

For McRae er det interessante oplevelsen af, at en ekstern påvirkning skaber interne ændringer i kroppen: »Vakuumkammeret føles som at blive presset med det samme tryk langs hele kroppens grænse – huden – og samtidig får trykket blodcellerne i kroppen til at ilte hurtigere. Kammeret har altså ikke kun det, jeg synes er en terapeutisk effekt, men påvirker også kroppens interne biologi.«

Hvordan føles det at være i kammeret?

»For nogle er det både forfærdeligt og klaustrofobisk, men jeg synes, det er ekstremt afslappende. Det giver en følelse, ingen mennesker kan give.«

Hvilken?

»Det føles som at blive omfavnet af en maskine.«

McRae understreger, at hun tror, en adskillelse mellem menneske og teknologi snart er endegyldigt ovre og at det er vigtigt ikke at føle sig fremmedgjort overfor teknologien:

»Jeg rider på ryggen af teknologien! Jeg nærmer mig den ved at tøjle den tænkning og research, der ligger bag den teknologiske udvikling, vende den på hovedet og fremstille den som noget helt andet. Jeg modererer støvsugere for at kunne lave et vakuumkammer og borer i plasticslanger for at få dem til at pumpe væske rundt. Jeg bemægtiger mig teknologierne.«

Du kaldte dit oplæg The Body is a Platform for Speculative Storytelling. Hvilken historie forsøger du at fortælle med din egen krop?

»Kroppen er vi alle trygge ved og har erfaringer med. Derimod kender ingen fremtiden og det er kroppen, der skal bringe os ind i den – så jeg vil fortælle historien om det ukendte gennem det kendte.«

Lucy McRae var i København i anledning af CPH:Dox' og SWIMs konference, CPH:Conference, som i år havde temaet Art, Technology and Change og fandt sted i Nikolaj Kunsthal den 14. november. Alle visuals på denne side er © Lucy McRae

Om denne blog

Teknologi, viden, internet - og om det, det gør ved vores verden

I redaktionen:

Lars Højholt

Didde Elnif

Jens Christoffersen

Simone Sefland

Send bidrag, forslag til artikler eller lignende til web@information.dk.

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer