Ikke mere overvågning, men bedre overvågning

Efter enhver tragedie udløst af alvorlig kriminalitet følger en diskussion om overvågning. Således også efter de brutale drab i København i weekenden, hvor overvågningskameraer tilsyneladende spillede en vigtig rolle i politiets arbejde. Derfor er det ingen overraskelse, at der nu rejser sig et krav om endnu flere kameraer

Men spørgsmålet er, om mere overvågning i sig selv ville hjælpe politiet. Der hænger allerede mindst 500.000 kameraer i Danmark, og måske skulle man starte med en dyb indånding, forlade automatreaktionerne og undersøge, om man i stedet for flere kameraer ikke havde mere gavn af en bedre og mere effektiv overvågning.

Det er ikke meget, vi med sikkerhed ved, om brugen af videoovervågning under og efter drabene. Men en ting kan med sikkerhed konkluderes: Den unge morder lod sig ikke stoppe af nok så mange kameraer. Måske tænkte han slet ikke på overvågningen, måske var han ligeglad, eller måske er det netop på grund af kameraerne, at han på nogle billeder ser ud til at have tildækket ansigtet. Men uanset hvad, så bevægede han sig frit gennem byens gader, og de passive kameraer gjorde ikke andet end at filme ham. De afværgede ingenting.

Og hvordan skulle de også have gjort det? Kameraer anholder ingen, og skulle en betjent have fulgt med på en skærm, mens gerningsmanden bevægede sig mod Krudttønden, så ville han blot se billedet af en tilfældig ung mand frysende i kulden. Han ville ikke se en kommende morder, for hvem ved, hvordan sådan en ser ud?

Men skal vi tro de hidtidige rapporter, ser tingene helt anderledes ud i timerne efter gerningsmanden afgav de første skud. Nu farer politiet rundt og indsamler overvågningsbilleder, de analyserer dem, finder en mistænkt på billederne, og sender dem til pressen i håb om, at nogen kan genkende manden. Det skal gå hurtigt, for frygten, der desværre viste sig at være berettiget, er, at gerningsmanden vil slå til igen og igen, indtil han bliver fanget.

Det ville være interessant at lave en grundig evaluering af det arbejde, som politiet udfører med overvågningskameraerne i timerne efter det første mord og frem. Forhåbentlig kommer den, men ind til da må vi nøjes med kvalificerede gæt.

En ting, som man kan spekulere over, er, om det ikke ville have været en fordel for politiet, hvis de vidste, hvor der hang overvågningskameraer i byen, og hvem de kunne kontakte for at få fat i optagelserne. Måske gjorde det ingen forskel i dette tilfælde, men i en situation, hvor folks liv afhænger af politiets hurtighed, virker det langt fra optimalt, at politiet skal bruge tid og mandskab på at gå ud på gaderne og lave deres egen kameraspotting. Hvorfor har politiet ikke et opdateret kort over de eksisterende kameraer og en adresseliste, så de hurtigt kan få fat i relevante optagelser?

Der er i hvert fald et delvist svar på dette. Politikerne har besluttet, at man ikke behøver at informere myndighederne om, at man har opsat overvågning. Derfor har ingen i dag et samlet overblik over, hvor kameraerne hænger – heller ikke politiet.

Grundlaget for denne beslutning kender jeg ikke, men et kvalificeret gæt er, at det handlede om penge. Hvis myndighederne ved, hvor kameraerne hænger, medfølger der også en forventning om, at de bliver kontrolleret. Det er Datatilsynet, der udfører denne kontrol, og dem har de selvsamme politikere valgt at skære ned på. Det betyder igen, at ingen aner, om den eksisterende overvågning overholder den lovgivning, som skal beskytte borgernes privatliv. Ofte er det sandsynligvis ikke tilfældet.

Med andre ord har der på videoovervågningens område udviklet sig Klondyke-lignende tilstande, hvor myndighederne ikke har styr på ret meget til skade for både borgere og politi. Det kunne man vælge at lave om på, men måske er problemet, at det ikke signalerer potent handlekraft og powerpolitik at lave et register over de eksisterende kameraer og tilføre Datatilsynet flere ressourcer. Så er det nemmere blot at bede om mere overvågning.

Hvad politiet konkret gjorde med det overvågningsmateriale, de indsamlede på selve morddagen og i dagene efter, ved vi heller ikke ret meget om. De analyserede det, har de sagt. Det kan betyde mange ting, men fra andre sager ved vi, at netop analysearbejdet i nogle situationer kan være ekstremt ressource- og tidskrævende.

Jeg har talt med betjente, der halvandet år efter et drab stadig sad og så overvågningsmateriale igennem i håb om at finde noget, der kunne bringe sagen videre. Et sådant tidsperspektiv er selvfølgelig ikke gangbart i en situation, hvor gerningsmanden kan slå til igen hvert øjeblik det skal være. Derfor kunne man med fordel finde måder, som kunne speede denne proces op.

I et svagt øjeblik tænkte jeg, at her var en opgave for hjemmeværnet eller for andre helt almindelige borgere. Træn dem i at gennemse billeder og kald dem så ind i situationer, hvor politiet har andet at bruge deres ressourcer på.

Om et sådant forslag har gang på jord, og om politiet overhovedet vil være med til det, ved jeg ikke. Men den overordnede pointe er god nok. Videoovervågning kan være et værdifuldt redskab for politiet, men hvad politiet kan få ud af overvågningen afhænger ofte af, hvor mange ressourcer de kan afsætte i arbejdet med den. Derfor hjælper det ikke noget alene at hænge mere overvågning op. Tværtimod er man nødt til at gennemtænke, hvordan overvågningen kan udnyttes optimalt af politiet til glæde for borgerne.

Peter Lauritsen er lektor i informationsvidenskab på Aarhus Universitet. Følg ham på twitter på @plauritsen