Protokol Om alt det internettet og teknologien gør ved vores samfund

Det victorianske London har aldrig været mere kedeligt

Med et victoriansk, alternativt London som baggrund indtager man i spillet The Order: 1886 rollen som Sir Galahad, en af ridderne af det runde bord

Varulve, Nikola Tesla og ridderne af det runde bord i en alternativ udgave kan ikke redde The Order: 1886 fra at være spild af tid.

Der er blevet sagt og skrevet meget om The Order: 1886. Inden spillets udgivelse røg en video (som senere er blevet fjernet) online på YouTube, hvor man kunne se hele spillet blive gennemført på godt og vel fem timer. I computerspillenes verden er det næsten en dødssynd for et spil, der sælges for 550 kroner.

Derfor var det også blot et spørgsmål om tid, før den evindelige diskussion om pris vs. længde dukkede op. I tilfældet med The Order: 1886 er den diskussion dog fuldstændig ligegyldig, for ingen pris kan retfærdiggøre et køb af spillet; det er slet ikke pengene værd.

Det er ikke fordi, at The Order: 1886 ikke lover godt. Med et victoriansk, alternativt London som baggrund indtager man rollen som Sir Galahad, en af ridderne af det runde bord. Og ja, det er det runde bord, som vi kender det fra historien om kong Arthur. Denne gang kæmper ridderne dog ikke med sværd, men derimod med rifler designet af Nikola Tesla, og fjenderne er varulve. Så har vi ligesom fået slået det alternative univers på plads, ikk’.

Overraskende (eller måske ikke alligevel så overraskende) fungerer det faktisk ganske fint. Hvem kan ikke lide kvinder og mænd i stolte uniformer, som jager varulve med tesla-våben, og så i det victorianske London? Det er faktisk et drømmescenarie – hvis altså man sætter pris på den slags – som hjælpes på vej af et visuelt blikfang uden lige.

Man finder simpelthen ikke et spil til PlayStation 4, som ser bedre ud end The Order: 1886. Det victorianske London vækkes til live, som man kun kan drømme om, og kunne jeg slippe for at gennemføre spillet for i stedet blot at tage screenshots og savle over dem, så ville jeg gøre det. Men ak nej.

Man kommer nemlig hurtigt ned på jorden igen, når man først går i gang med The Order: 1886. Når man bliver tvunget til at vandre igennem Londons bydele, falder spillet langsomt fra hinanden. Ingen visuelle lækkerier kan skjule, hvor kedeligt og direkte uinspirerende spillet er.

Opskriften bag spillet er sørgelig simpel: Gå rundt med dine kolleger fra ridderordenen og snak om suspekte hændelser, som har noget med varulve at gøre. Stød på en genstand, som fremhæves med et ikon. Gå hen til genstanden og saml den op ved at trykke på en knap, kig på den (men få intet ud af det), læg den tilbage. Gå endnu mere rundt. Glo på det smukke London. Gå lidt mere. Se fjender, søg ly, skyd på fjender, indtil de er døde (og drøm i øvrigt om, at spillet bare slap tøjlerne og udlevede sin tydelige drøm om at være et rendyrket actionspil uden kunstneriske ambitioner). Tryk på den korrekte knap på det korrekte tidspunkt. Gentag det hele, imens du ihærdigt prøver på ikke at falde i søvn.

Faktisk ville jeg have fået mere ud af mit liv ved ikke at spille The Order: 1886. Jeg kunne have vasket op cirka 12 gange. Jeg kunne have vundet Premier League med Liverpool i Football Manager (I know, men sandt nok). Jeg kunne have brugt 550,- på en middag og ikke fortrudt et eneste sekund. Jeg kunne have fortsat håbet om, at The Order: 1886 rent faktisk var det spil, jeg havde håbet på, da det blev afsløret for første gang.

Det lyder groft, og det er groft, men The Order: 1886 er computerspillenes pendant til ham den lækre i baren, som lever i den naive drøm om, at han kan imponere med sit gode udseende og intet andet. Spillet glemmer nemlig fuldstændig, hvordan man egentlig opfører sig, når man først har fanget en persons opmærksomhed.

Man bliver konstant bedt om at trykke på en knap på det korrekte tidspunkt for at udføre stort set hver eneste påkrævede handling, og når man allerede inden for den første time føler, at man bruger mere tid på at ramme den korrekte knap end på rent faktisk at spille spillet, så står det skidt til (medmindre det er ens jam, som man siger, i så fald kan man formentlig tolere The Order: 1886 til en vis grad).

Som spiller tvinges man til at være tilskuer i et identitetsforvirret produkt, der sælges som et spil, men som – hvis man skærer helt ind til benet – ikke er andet end en interaktiv film, hvor man gudhjælpemig selv skal sørge for, at hovedpersonen konstant bevæger sine ben.

Ville jeg se en film om varulve, hvor mine drone-agtige reaktioner var underordnede, havde jeg sat Underworld på – og det siger ikke så lidt, for Underworld er i øvrigt også en temmelig ringe film.

The Order: 1886 er udkommet til PlayStation 4.

Om denne blog

Teknologi, viden, internet - og om det, det gør ved vores verden

I redaktionen:

Lars Højholt

Didde Elnif

Jens Christoffersen

Simone Sefland

Send bidrag, forslag til artikler eller lignende til web@information.dk.

Anbefalinger

  • Jakob Silberbrandt
  • Karsten Aaen
Jakob Silberbrandt og Karsten Aaen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tak til Information for (endelig!) at anmelde et computerspil/et PS4spil. Netop det her anser jeg for at være det moderne computerspils svøbe:

"Man bliver konstant bedt om at trykke på en knap på det korrekte tidspunkt for at udføre stort set hver eneste påkrævede handling, og når man allerede inden for den første time føler, at man bruger mere tid på at ramme den korrekte knap end på rent faktisk at spille spillet, så står det skidt til (medmindre det er ens jam, som man siger, i så fald kan man formentlig tolere The Order: 1886 til en vis grad)."

Det der med at man skal 'trykke på en knap' konstant for at gøre noget i spillet, når man skal gøre det, handler jo om at udgiverne (ikke udviklerne af spil) gerne vil have at så mange som muligt spiller netop dette spil. Men man glemmer at give spillerne en udfordring.....