Protokol Om alt det internettet og teknologien gør ved vores samfund

Voldsinferno har mistet dets sjæl

Hotline Miami 2: Wrong Number fortsætter stilen fra sin forgænger, men den hypnotiserende voldsrus udebliver

Der er noget hypnotiserende over Hotline Miami: Wrong Number 2. Når neonlysene blinker på skærmen, når rytmerne fra den 80’er-inspirerede stener-techno dunker, når blodet sprøjter i takt med et krampende hjertes sidste slag.

Når man som et usselt (eller måske et uskyldigt) menneske trækker en dyremaske over sit ansigt, vælter gennem dør efter dør, spiller baseball med kranier, mejer hunde ned med oversavede jagtgeværer og voldtager kvinder.

Da Hotline Miami udkom i 2012, var det et kulthit af dimensioner. Som den mystiske Jacket blev man kastet ud i et voldsinferno, hvor historien kringlede sig igennem det stramme spildesign, imens et pivlækkert elektronisk soundtrack guidede én rundt i slut-80ernes undergrund.

Tænk den dystre stemning fra Nicolas Winding Refns Drive blandet med den umættelige lyst og trang, som en weekend med kokain, kvinder og elektronisk musik medfører. Og så naturligvis volden. Så meget vold … men aldrig nok vold.

Mystiske telefonopkald resulterede i små baner, hvor det handlede om at komme hurtigt ind, hurtigt ud – en maske over ansigtet, et baseball-bat i hånden og en masse lemlæstede lig.

Når man som sidste mand stod tilsølet i blod, blev ens indsats vurderet. Man fik en karakter for, hvor effektivt og kreativt man kunne smadre mennesker, scenariet sluttede, telefonen ringede igen. Og så startede det hele forfra.

“Press R to restart” stod der på skærmen i Hotline Miami med blodrøde bogstaver, hver gang man døde. Det gjorde man ofte, for sværhedsgraden hoppede rundt som Teletubbies på speed, og det er her, hvor Hotline Miami 2: Wrong Number fortsætter.

Allerede fra første åndedrag kastes man direkte ud i det voldsforherligende electro-dunkende 80er-Miami, som man blev bekendt med i forgængeren. Men hvor første spil i det mindste brugte noget tid på at introducere spillerne til hele konceptet, så kaster Wrong Number sig selv og spilleren ud i den dybe ende.

Der er ikke så meget fiksfakseri, for på mange måder er Wrong Number en direkte efterfølger, som man trods alt forventer det, for de inkarnerede fans. Det fortsætter stilen, men pakker endnu mere indhold ned i pakken, hvilket måske er konsekvensen af, at efterfølgeren i første omgang blot var tiltænkt som en udvidelse til første spil.

Tanken i sig selv er fin, for “if it ain’t broken, don’t fix it”, og så vil mer’ jo ha’ mer’. Men med Wrong Number bliver der fyldt så meget på, at sjælen fra det første spil bliver udvandet. Den bliver strukket tynd til det punkt, hvor man ikke automatisk trykker R, lige så snart man er død.

I stedet for at trykke R for at starte forfra, hvilket i Hotline Miami blev en vanedannende, adrenalinpumpende tendens, fordi man bare lige skulle have en bane mere, så tøver man i Wrong Number.

Banerne er blevet større, og selvom det giver mere kvantitet, så er kvaliteten en helt anden sag. Hvor det første spil blev designet så stramt, at man kunne banerne i søvne, så krænger de sig denne gang aldrig helt ind i hukommelsen. Fascinationen ved at gentage bane efter bane efter bane for at perfektionere sin teknik udebliver.

Fandenivoldskheden eksploderer stadig med en balls to the wall-attitude, hvor man konstant søger grænsen for hyper-volden, men formålet med det hele bliver en mudret affære. Den suspekte historie kravler af sted og når aldrig højderne fra det første spil, hvor spørgsmål som “do you like hurting people?” pludselig besad en ultra meta-agtig status, der strakte sig langt ud over skærmens dioder.

Og når der så smides en voldtægtsscene ind, som gemmes under skjulet af blot at være filmoptagelser, føler man, at Hotline Miami 2: Wrong Number har mistet chokeffekten. Provokationen har ingen ånd, og handlingerne har intet hjerte.

Volden er der stadig, men den har ikke et formål, og den hypnotiske effekt fader langsomt, indtil Hotline Miami 2: Wrong Number blot er en skygge af Hotline Miami.

Hotline Miami 2: Wrong Number 2 er udkommet til PC, PS4, PS3 og PS Vita.

Om denne blog

Teknologi, viden, internet - og om det, det gør ved vores verden

I redaktionen:

Lars Højholt

Didde Elnif

Jens Christoffersen

Simone Sefland

Send bidrag, forslag til artikler eller lignende til web@information.dk.

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Æv, det lyder godt nok ikke som om den lever op til sin forgænger. Den originale HOTLINE MIAMI er ellers en helt igennem fantastisk hybrid af stealth og hæsblæsende action. Pixelart er den abselut værste kliché inden for indie-spil, men her er det perfekt valg - det understøtter spillets fedtede og beskidte 80'er retro, og giver en vis distance til brutaliten. Spillets cutscenes har en grotesk, poetisk tone der er David Lynch værdig.

Steffen Nielsen

Forstår ikke rigtigt kritikken, synes 2'eren er fuldt ud på højde med det gamle og på mange punkter bedre, da historien får lov at udfolde sig mere den her gang. Man er hele tiden i tvivl om det der sker er virkeligt, så synes helt klart "David Lynch" stemningen stadig er der. Men ja, det er mere af det samme, så hvis man forventer et radikalt anderledes spil er der ikke meget at komme efter.