Protokol Om alt det internettet og teknologien gør ved vores samfund

Et sadistisk mesterværk

Hovmod står for fald i Bloodborne – et af årets bedste (og sværeste) spil.

Det er skrigene, der er de værste. Opgivende, fortabte skrig, der runger gennem Yharnams gader. Hvert skrig føles som splinter, der langsomt stikkes ind under neglene. Og jeg kan ikke få dem ud af hovedet. De er der hele tiden. Overalt.

Sidste gang jeg trådte ind i en så rystende og hjemsøgende atmosfære, som da jeg satte fod i det centrale Yharnam, var da jeg for første gang begav mig rundt i Silent Hill. Hvor sirenerne lød, når det makabre kom grueligt til live. Hvor monstrene var monstre tvunget ud af en fordrejet menneskelig fantasi.

Vi som publikum ved, hvordan gys og gru skrues sammen. Der kan være den klamme tilgang, der kan være chokeffekter, og der kan være en skræmmende, krybende følelse af utilpashed takket være en fænomenal opbygning af stemning. De to første er redskaberne, som de fleste kan mestre, dog aldrig med garanti for succes. Stemningen er derimod ikke så meget et redskab, men derimod et resultat af redskaber, som bliver brugt korrekt – eller i hvert fald mest effektivt. Og de bliver brugt både korrekt og effektivt i Bloodborne.

Bloodborne følger i fodsporene på nogle af største kulthits de seneste år, Demon’s Souls og Dark Souls. Den ene en original, den anden en åndelig efterfølger (som senere fik endnu en efterfølger). Manden, som startede det hele, hedder Hidetaka Miyazaki. Kender du ikke det navn, så bare rolig. Det vigtigste, du skal vide, er, at han er en mester indenfor sit felt. Et felt, hvor spillere ikke får serveret noget som helst uden at kæmpe, dø og lære af sine fejltagelser. Man skal yde, før man kan nyde, og er du ikke i stand til det, får du på ingen måde lov til at opleve glæden ved Bloodborne.

For Bloodborne er født med en djævelsk modstand overfor spilleren. Souls-serien var kendt for at være notorisk svær. Den stod som et symbol på oprøret mod pussenussende spil, der holder spillerne i hånden. Der er ingen fredfyldt træning, hvor man er i sikkerhed, indtil man lærer spillets taktik. Man går ikke rundt som en lille, kæk gris i sit eget murstenshus, imens ulven forgæves puster og puster udenfor. Man er derimod et lille lam, der kastes ud på en savanne overbefolket af glubske løver.

Som det lille lam rejser man til byen Yharnam. Byen er kendt for at bruge blod til medicinske udfoldelser, men noget er gået grueligt galt, og byens indbyggere er nu forvandlet til det, man bedst af alt kan kalde monstre. Det er en dyster fortælling, der gemmer sig i smørhullet af det gotiske Yharnam. Omgivelserne skriger efter det brutale og makabre, og Bloodborne leverer.

De første skridt i Yharnam er skræmmende. Man tager et skridt, stopper, lytter. Skrigene er overalt, og det samme gælder Yharnams indbyggere. Er man ikke lammet af atmosfæren, så bliver man det, når man hører, hvordan økser snøvlende trækkes over brostenene (et godt råd: tilslut et par ordentlige hovedtelefoner, når Bloodborne spilles). Og så indser man, at man ikke bare kan blive stående.

I stedet må man kaste sig ud i spillet og være klar på at lære. Lære teknikken bag våbnene, som i øvrigt skal vælges med omhu, så de passer til ens spillestil. Lære, hvordan fjenderne bevæger sig, og hvordan de bruger deres våben. Og så lære definitionen af, at hovmod står for fald.

Er man ikke ydmyg i Bloodborne, kommer man ikke langt. Som spiller har man ikke magten, før man lader sig oplære af sine omgivelser. At dø er ikke et nederlag, medmindre man intet lærer af det. Eller medmindre man har selektiv hørelse og i et udbrud af hybris vælger at overhøre et kæmpe monstrum af ens boss, som man på ingen måde er klar til at konfrontere endnu.

Der er ikke megen hjælp at hente i Bloodborne, og er man ikke vant til japansk-inspirerede designvalg i sine rollespil, vil spillet formentlig være endnu mere overvældende. Det er en del af dets charme, for det overlader én fuldstændig til sig selv og ens disciplin. Er man så selvdisciplineret, at man bruger uanede mængder af tid på at gennemtæske menutekster og spillets omgivelser blot for at finde én lille detalje? Selvfølgelig er man det, for den lille detalje betyder liv eller død på et senere tidspunkt (og er man ikke, så opgiv Bloodborne nu).

Det er dog disciplinen og tålmodigheden værd, for Bloodborne belønner spilleren, når ens indsats endelig giver afkast, hvor småt det end måtte være. Når en boss, som man har fejlet ved time efter time, endelig bliver nedlagt, giver det en berusende følelse af at have opnået noget. Det skyldes ikke, at man har været heldig, men derimod fordi man har gjort en indsats. Man har fejlet, man har lært af sine fejl. Man har observeret omgivelserne, og lært af observationerne. Man er blevet bedre, uden måske endda selv at have indset det, og det anerkender Bloodborne. Ikke med en fanfare eller et farverigt ballonshow, men med en isnende respekt og følelsen af pure stolthed. Stolthed, som man sjældent kan mærke på samme måde i andre spil.

Havde denne tekst været skrevet tættere på lanceringen, var det her, hvor første kritikpunkt af Bloodborne ville komme. Men fordelen ved at være opslugt af et spil er, at man a) ikke får skrevet en anmeldelse til tiden, og b) ens største kritik bliver udraderet, når spillet opdateres.

For der, hvor Bloodborne i første omgang snublede, var at kaste sig selv ud i voldsomme loading-tider, hver gang man som spiller døde. Hver gang, jeg døde, fandt jeg min mobil frem og tjekkede Twitter, for der var tid nok. Det er der ikke længere, og loading-skærmen er nu tilmed fyldt med beskrivende tekst om ting, man finder i selve spillet – man har med andre ord ikke længere råd til at gå glip af den forkortede loading-sekvens, især ikke hvis stadig er våd bag ørerne, når det kommer til denne spilgenre.

Og det er derfor, der ikke er meget dårligt at sige om Bloodborne. Den hårdeste kritik ligger i spillets sjæl; det er ikke for alle. Sværheden og dens krav til ens egen disciplin kan skræmme folk væk – og det vil ske. Men for alle dem, der holder fast, er Yharnam det mest belønnende visit, kan man give sig selv. Også selvom skrigene river med rustne klør i ens sjæl.

Bloodborne er udkommet til PlayStation 4.

Om denne blog

Teknologi, viden, internet - og om det, det gør ved vores verden

I redaktionen:

Lars Højholt

Didde Elnif

Jens Christoffersen

Simone Sefland

Send bidrag, forslag til artikler eller lignende til web@information.dk.

Anbefalinger

  • Dan Johannesson
Dan Johannesson anbefalede denne artikel

Kommentarer

Karsten Aaen

Er der virkelig nogen voksne spillere der i dag har tid at kæmpe 2-3 timer mod et monster eller et boss-monster i et sådant spil som Blodborne? jeg har ikke...

Claus Jensen

Selv en tråd om videospil bliver censureret. Imponerende Information, men der er selvfølgelig også store kapitalinteresser bag.