Ralf Christensens blog

Grime!?

”Grime?”, tænkte du måske allerede da ordet dukkede op i anmeldelsen af Lady Sovereign i lørdagens avis (3. februar). Lad mig kort forklare: Kort sagt er det Storbritanniens helt egen hiphop. Nærmere bestemt en grovkornet, hektisk ghetto-tungeslasker mellem amerikansk hiphop, jamaicansk dancehall og uk garage. Næret i Londons undergrund og båret frem af de altafgørende jungletrommer: Piratradiostationerne.
Grime opstod i begyndelsen af det 21. århundrede i Østlondons beton, og den markerede et demografisk skift over mod de mere gadegæve ghettodrenge og -piger, der ville have kant og realisme, frem for blingbling og eskapisme; skarpe beats og knubbede ord, frem for rislende rytmer og flødet vokal. Sidstnævnte var nemlig dét som uk garage tilbød med dj’ens og r&b-sangerens labert synkoperede – m.a.o. klubmusik for den velstylede ungdom.
Grime blev gadens grimme svar – og i høj grad territorium for mc’ens maksimale og akrobatiske udfoldelse af oratoriske evner – gerne i cockney-dialek.
Stjernerne og pionererne inden for grime hedder bl.a. Dizzee Rascal, Wiley, Kano og så altså Lady Sovereign.

Check fx:

www.rinse.fm - den centrale grime-piratradiostation

www.barefiles.com - mekka for grimeradioshows og -mix

www.ohoi.dk - god for nogle solide københavnske grime-aftener

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu