Ralf Christensens blog

Gammel Gas'er giver pisk til DMA

Franz Beckerlee - vidunderguitaristen i Gasolin' - giver pisk til DMA (Danish Music Awards) i et indlæg i Gaffa. Han skriver blandt andet:

"I bliver jo kørt rundt i manegen som får, mens pladebranchen sidder og klapper på tilskuerpladserne, tildeler jer nogle priser og går smilende ned i banken med pengene. Penge som er tjent på jeres musik og hvor I så får en femmer, et klap på skulderen og en pris. For så bli’r I jo så glade!

Prøv selv og se hvorledes Simon Kvamm fra Nephew sprang op af stolen, slog knytnæver ud i luften mens han råbte: “YES! SÅDAN!” som havde han scoret det afgørende mål i VM i fodbold. - Betyder det virkelig så meget?

Hvis I tror det er løgn, at det er pladeselskaberne der tjener pengene her, så prøv at spørge jeres selskab, hvor meget de har tjent på jeres sidste CD. - Jeg vil forære jer al den the der findes i Kina, hvis I får et ærligt svar."

Enig med Beckerlee eller ej, så har pladeindustrien gennem generationer givet musikerne utrolig dårlige procenter af salg af deres musik. Derfor er det også den multinationale pladebranche, ikke musikerne, der har været mest på barrikaderne under det sidste årtis download-pirateri. Men en yngre generation af pladeselskaber er begyndt at give en betragtelig bedre andel i salget, helt op til 50%. Og de sidder altså også i salen til DMA og har kunstnere blandt de nominerede. Lige som det også er en uvildig jury, der i langt de fleste kategorierer nominerer og udnævner vinderne - ikke interessenter fra pladebranchen. Så dele af Beckerlees branchekritik rammer ved siden af. Men som signalement af en kulturel pseudobegivenhed og en artig konkurrence for en vandkæmmet, gennemtæmmet musikkultur har hans indlæg unægtelig kløer.

"Så derfor spørger jeg: “Hvor er oprøret blevet af? Hvor er gadedrengene og de frække chicks blevet af i dansk rock?!”

Jeg så rigtig mange, pæne unge mennesker gå op og få en 13-tals-pris, oppe hos en tv-vært der opførte sig så tåbeligt, at jeg har glemt, hvad han hedder. Hold kæft hvor var det corny!"

"Kan man få et 13-tal i rock 'n’ roll? Kan man få et 13-tal i oprør eller i holdninger? Det er jo dybt go’nat.
Derfor siger jeg: “Som gadedreng betaler man prisen – man modtager den ikke!”"

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu