Ralf Christensens blog

PJ Harvey-anmeldelse - Extended Version

At fatte sig i korthed har aldrig været min stærke side. Så derfor blev min PJ Harvey-anmeldelse til lørdagsavisen, ak, for lang - og blev skåret ned for overhovedet at kunne være på en avisside. Nu er White Chalk, der udkommer i dag, i mine ører en af PJ's bedste plader nogensinde. Så her er den oprindelige noget længere anmeldelse til offentligt skue...

Spyttet op af et frådende hav

Det er følelsen, man sidder tilbage med, når PJ Harveys nye album er løbet ud. En stor sanger og sangskriver har nået nye kunstneriske tinder og efterlader lytteren euforisk, udmattet, gennemblødt.

Ny cd

Af Ralf Christensen

Jeg udvandrede fra PJ Harveys koncert i New York City sommeren 2001. Det var ikke for at såre hende, og hun var også for travlt optaget til at ænse den slags mikroskopiske krusninger i mængden. Nej, det var i frustration over en overfladisk, dvask og poserende koncert. Delvist født af hendes dengang seneste udspil, den musikalske bagatel Stories From The City, Stories From The Sea.

Et rockalbum hun i dag selv beskriver således: ”It was more of an experiment with the craft, rather than an experiment with the heart, if that makes any sense”. Noget er nemlig i mellemtiden faldet på plads i nu 37-årige Polly Jean Harveys verden. Eller ikke bare ”noget”, men et druknende smukt bjergmassiv af emotionel kunst.

Efter det ganske gode album Uh Huh Her fra 2004 måtte jeg ellers indse at jeg var begyndt at kede mig i den britiske dames selskab. Hun fik mig ikke længere til at udvandre fnysende fra koncerter, men hun efterlod mig sådan lidt lunkent duvende på smult vande. Og hun virkede en kende træt og distraheret trods en fornyet evne til at fravride rockskabelonen nye skvæt af følsomhed og sensualitet.

Matte faser skal vi jo alle sammen igennem i så mange af livets forhold, og derfor er det måske også – her med udsigt til hendes allerede imponerende 16-årige karriere – så meget desto smukkere at opleve PJ nærmest genføde sig selv. Det giver håb for os andre sølle eksistenser.

Frk. Harvey har sat sig ved klaveret, og slået det til ridder. Hun har sagt farvel til rockmusikken og støjen i hvert fald for en stund og udforsker nu tangenterne med pyntelig finesse, oceanisk brusen, lurende dæmoni, ærbar sorg, sensualitet som spændte fjedre i sangenes lønkamre.

Og hun synger i højere, anstrengte lejer end vanligt. Oppe og ude hvor hun har problemer med at intonere, men hvor hun sitrer med ny sårbarhed. Sikkerhedsnet ikke inkluderet. Og altså et kierkegaardsk projekt: At turde vakle for ikke at miste balancen for altid. At opsøge usikkerheden og fejlene for ikke ultimativt at forlise som relevant kunstner. Og det lykkes sublimt på PJ Harveys ottende studiealbum White Chalk.

Det distraherede og letbenede er væk, og den bibelske tyngde og bloddryppende sensualitet, der har været hendes byrde og styrke siden debutalbummet Dry i 1992, rammer for fuld kollision.

Der er ellers ikke meget at komme efter sådan rent kvantitativt. Den benmagre dame har lavet et benmagert album. 11 sange på under 34 minutter. Man slår sig hårdt på hvad der i hiphop-verdenen ville have været et halvt album. Men når man bliver sluppet af White Chalk, når dette frådende hav spytter en op på sin stadigt foranderlige kyst, så efterlades man gispende efter vejret; med hver en fiber gennemblødt af den hvide dames nærvær, med hver en nerveende sandblæst og med en sjælden eufori og udmattelse i ramponeret sjæl og gennemtæret hylster.

Teksterne beretter om ensomhed, død, vold (eller voldelige metaforer), afmægtigt savn, mindernes invaliderende tacklinger, klaustrofobisk og destruktiv kærlighed. ”The words are tightening/Around my throat and/Around the throat of the one I love” Og det gode gamle begær, det skarn, hvor ungt det så end måtte være. ”Teach me mummy/How to grow/How to catch someone’s fancy/Underneath the twisted oak grove”. ”To Talk To You” kan handle om savnet af Harveys (eller enhver andens) nyligt afdøde bedstemor.

Singlen ”When Under Ether” er en scene fra en abort, men også et billede på at give slip på noget for at kunne blive til noget andet. ”Something's inside me/Unborn and unblessed/Disappears in the ether/This world to the next”. Noget af et singleudspil. Og på titelnummeret besøger protagonisten Dorsets kystlinie, hvor hun gik med sit ufødte barn. ”White chalk hills will rot my bones”.

Det er tekster, som er umulige at sidde overhørige, tekster som fileterer lytteren og lader (i dette tilfælde) ham forbløde i henført salighed.
Stemmen er ingen prydsplante – det har den aldrig været for denne dame – men et uudtømmeligt lager af historier, og hun har fundet nye sprækker i den, hvor det rå kød stadig lider efter de seneste drys salt. Eller hvor den stræber mod det guddommelige. Uden helt at kunne nå.

Albummet er hjulpet til verden af Harveys i mine ører bedste fødselshjælpere – Flood og John Parrish (som også havde fingre i hendes hovedværker To Bring You My Love og Is This Desire?) – og det er sket med dyb forståelse for hver enkelt sangs potentiale, overtoner og understrømme.

Der er ingen fast strategi, men en mesterlig evne til at forløse både det nære intime udtryk og det stort producerede rum. Og hele verden imellem. Hold vejret i passager, hvor man kan høre støvet lægge sig på den skælvende hånd, gys over panoramaerne, hvor damen fordobles i himmelske korflokke. Nyd hvordan instrumenterne trækker vejret og giver deres klaprende, ringlende, sugende besyv med, og mist vejret når rumklange får brystbenet til at vibrere og hjertet til at flimre.

Sangene er enkle, men sofistikeret arrangerede. Og trods mange sparsomme strukturer, så føles alle sange fuldt forløste, udfoldede og fortolkede – svimlende i dybden, højden, bredden. En forunderlig kortlægning af arvæv, naturstridigt smukt mønstret.

Motiver fra tidligere i karrieren og fra musikhistorien (fra kammermusik over Supremes til Patti Smith) viser sig, men det er fra et nyt niveau i frk. Harveys kunstneriske udvikling. Som hermed har nået nye tinder. Hun genopfinder den dybe følelse i hver eneste sang. Så genkendelig og alligevel duftende af frisk blod. Der er revet hul til nyt frodigt væv, og det sprøjter med stor skønhed.

White Chalk er Polly Jeans bedste album i hvert fald siden Is This Desire? fra 1998, og det ligner et mesterværk. Men kun tiden og ikke denne ydmyge anmelder vil kunne bestemme dét. Jeg vil blot glæde mig over at vores kulturkreds, hvor den rå følelse er så svær at finde og alt for ofte pakkes ind i klicheer og omsvøb og blondekant, har fået et så skærende skarpt og alligevel kunstnerisk fuldbyrdet udtryk. Jeg vil glæde mig til at høre hvordan musikere, ikke mindst herhjemme, vil tage dette kunstneriske vovestykke til sig og forhåbentlig arbejde sig bare lidt væk fra sikre formler og behagesyge frottéprodukter. Og så vil jeg – helt egoistisk – glæde mig over at have fået White Chalk som en del af mit liv. Jeg har ikke tænkt mig at udvandre igen.
rach@information.dk

PJ Harvey: White Chalk (Island Records/Universal). Udkommer i dag.

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg er enig i anmelderens vurdering af albummet White Chalk. Det er ganske enkelt - og ganske enkelt fremragende! Men jeg forstår ikke helt kritikken af albummet Stories From The Sea, Stories From The City. Det er bestemt ikke overfladisk, men lyder dybtfølt og ærligt - og det uanset om hun selv kan lide det eller ej. Hun formår at blande den kradse rock med lyden fra hendes to foregående udgivelser. Jeg har også svært ved at forstå, hvordan han kunne begynde at kede sig i hendes selskab - på hvert af de enkelte albums lyder hun forskelligt, og har fornyet sin egen lyd helt frem til i dag. Det er da alt andet end kedeligt.

... Hov, jeg mener selvfølgelig Stories From The City, Stories From The Sea...

Ralf Christensen

Jeg mener at Stories From The City, Stories From The Sea var en alt for pæn stiløvelse. Det var - i PJ-regi - en pop-ekskursion. Og al respekt for dem. PJ var bare i mine ører slet ikke i sit rette element eller for den sags skyld overdrevet god til den lette og glattere rocksang. Og jeg synes ikke hun var videre dybfølt - i hvert fald ikke taget i betragtning hvor intens en dame hun kan være og demonstrerer at hun er på White Chalk.
Og ja, hun har da udviklet sig plade for plade, men det lød til sidst med Uh Huh Her mere som om en ring var blevet sluttet og påbegyndt igen, mere end det lød som en bevægelse et dybere eller højere eller whatever sted hen.

Glimrende anmeldelse, meget fine og sigende billeder, der bliver hæftet på White Chalk! Har nu hørt pladen adskillige gange og dens afmælt dystre og minimalistiske lyd er særdeles dragende..

+ stor cadeau til denne blog!

Jeg gippede nu også noget over kritikken af Stories from the City. etc. Man behøver vel for fanden ikke altid lige så dybt for at skabe, og indledningssangen er efter min bedste formening genial, lige meget eller netop på grund af dens glatte flydlade... hvor alt det synges som synges i alle de adnre popsange, denne gang blot med den "rigtige" tekst: I Want a pistol...

Ralf Christensen

Nej, jeg synes bestemt ikke man behøver stikke lige dybt hver gang. Det skriver jeg jo også i tidligere kommentar. Jeg synes bare ikke PJ er særlig god til det poppede. Jow, "Big Exit", har da helt klart noget stolt knejsende og glittet forførende over sig. Det er i mine ører en af de positive undtagelser på pladen.

Jeg synes stadig, det er skudt fuldstændig ved siden af at kalde Stories... for et poppet album. Det er i hvert fald ikke, hvad jeg forstår ved pop. Ydermere er Uh Huh Her bestemt ikke en tilbagevenden til hendes tidlige udgivelser. Nok er der rå rocknumre, men de er altså i undertal. Og de, der er, har en helt anden sound end, hvad man tidligere har hørt fra hendes hånd. Men mest af alt er det den afdæmpede og sine steder folk-inspirerede sang, der råder.

Ja, jeg er enig Rune. Men sådan er det; man har forskellig smag.