Eurovision Song Contest er pr. definition en politikfri fest, der skal give Europas befolkning noget at samles om. Det skal organisationen bag, EBU, nok sørge for. Også når sangkonkurrencen denne uge løber af stablen i Tel Aviv. Men hvad stiller man op, når festen finder sted i så politisk betændt et land som Israel?
Vi ved, at en film er god, når en anmelder skriver, at den fik hende til at knibe en tåre. Men hvis kunstnere spekulerer i at producere tårepersere ud fra helt nøgterne parametre og med henblik på at sælge billetter, hvordan kan kritikeren så vide, om hendes gråd er uforfalsket eller fremkaldt af simpel manipulation? Og er det overhovedet professionelt at græde over kunst? I vores serie om grådkultur er vi nået til: kulturkritikken
De fiktive helte fra ’Avengers: End Game’ redder verden (og får Marvels årsregnskab til at stråle), mens en af virkelighedens skurke viser sig ikke at være nær så perfekt selvudleverende, som ’The Jinx’ gav indtryk af. Ugen har også budt på selvoptagethed i flere afskygninger og uenighed om, om det er på sin plads at afholde en pornofestival i London
Mennesker har altid grædt, men ikke altid over det samme eller på samme måde. En litteraturhistorisk overflyvning viser, hvordan gråd er blevet skildret og forstået gennem tiden
Vi græder. Nogle mere end andre, og kvinder mere end mænd, men stort set alle mennesker græder. Og så længe vi ved af det, har gråden haft en central placering i vores fortællinger, litteratur og populærkultur. I dag hulker vi især, når vi ser sørgelige film eller rørende øjeblikke i ’X Factor’, og ifølge eksperter er der sket en stigning i udbredelsen af tårefremkaldende kulturprodukter og en ’emotionalisering’ af kulturen
Jesus døde (også) for, at vi kunne have en kort arbejdsuge efter påskeferien. Den har vi blandt andet brugt på at forsøge at forstå, hvad der er op og ned i debatten om Filmværkstedet, været oprevet over nogle ansvarsfralæggende podcastværter og haft optur over en litteraturelskende amerikansk dommer, der straffer med pensum i stedet for samfundstjeneste
... 411,97 ppm. Kulturredaktionen hepper i denne uge på at få CO2-niveauer ind i danske, daglige vejrudsigter, på Marie og Bea, der gjorde X Factor værd at se, og på genren countryrap, der topper hitlisterne lige nu. Vi anbefaler også at gå i biffen og høre radio med Københavns Radiobiograf Festival eller at læse en avis, der er en litteraturfestival. Forvirret? Så gå hjem til dig selv og se premierefilm i hjemmebiografen, hvilket nu er muligt. Eller vent lidt – det kan du ikke, for det har du overhovedet ikke råd til
Ulaa Salims debutfilm, ’Danmarks sønner’, følger en nationalistisk politiker og en radikaliseret ung mand i en dystopisk nær fremtid. Instruktøren er selv barn af en tid med ekstreme strømninger, siger han, og han kalder det »absurd« at forsøge at skelne mellem for eksempel radikal nationalisme og radikal islam. »Hvis nogen bruger et begreb til at skabe had eller en fjende, er det ekstremt. Punktum«
Rasmus Elmelund (f. 1988) er kulturjournalist og redigerende. Uddannet journalist fra Journalisthøjskolen i Aarhus og City University London. Har skrevet for Information siden 2011.
Eurovision Song Contest er pr. definition en politikfri fest, der skal give Europas befolkning noget at samles om. Det skal organisationen bag, EBU, nok sørge for. Også når sangkonkurrencen denne uge løber af stablen i Tel Aviv. Men hvad stiller man op, når festen finder sted i så politisk betændt et land som Israel?
Vi græder. Nogle mere end andre, og kvinder mere end mænd, men stort set alle mennesker græder. Og så længe vi ved af det, har gråden haft en central placering i vores fortællinger, litteratur og populærkultur. I dag hulker vi især, når vi ser sørgelige film eller rørende øjeblikke i ’X Factor’, og ifølge eksperter er der sket en stigning i udbredelsen af tårefremkaldende kulturprodukter og en ’emotionalisering’ af kulturen
Vi ved, at en film er god, når en anmelder skriver, at den fik hende til at knibe en tåre. Men hvis kunstnere spekulerer i at producere tårepersere ud fra helt nøgterne parametre og med henblik på at sælge billetter, hvordan kan kritikeren så vide, om hendes gråd er uforfalsket eller fremkaldt af simpel manipulation? Og er det overhovedet professionelt at græde over kunst? I vores serie om grådkultur er vi nået til: kulturkritikken
Mumitroldene er kendt i Danmark som nuttede, uskyldige figurer fra tedåser, sengetøj og tøjdyr, men finnerne fortæller, at Tove Janssons originale fortællinger faktisk er en fantastisk afspejling af verden, som den er: skøn, ukompliceret, uhyggelig og forgængelig. Information er taget til Mumiland
Tanken om at forelske sig i sin bror eller søster – og dyrke sex – virker frastødende på de fleste, men hvis man vokser op hver for sig og først møder hinanden som voksne, er forelskelsen en reel mulighed. Men modsat mange andre lande er søskendesex strafbart i Danmark. Niklas og Sofie, der har samme far, er forelskede og har fået et barn sammen
Public service-stationen Radio24syv har succes i provinsen og er mindre københavneragtig, end man måske skulle tro, så det er svært at forstå, hvorfor udflytning er så vigtigt for politikerne. At kravet – der er fremsat af Dansk Folkeparti med regeringen som tavs medbøddel – nu ender som et dødsstød, er en tragedie
Da forskningscentret CERN forrige år offentliggjorde fundet af Higgs-partiklen, kostede det troværdighed, at fundet blev præsenteret i den berygtede skrifttype Comic Sans MS. Skrifttyper har – selv om de ligner hinanden – stor betydning for, hvordan læseren af en tekst tolker budskabet
Det er markant sværere at slette en profil på Facebook end at oprette en. Her er en brugervejledning, der trin for trin viser, hvordan du alligevel kommer væk
