Ungarns premierminister Viktor Orbán har opfundet en idealiseret udenlandsk fjende med skiftende navne såsom Jean-Claude Juncker og George Soros, men ved at blotlægge fjenden risikerer han at spænde ben for sin egen populisme
Det blev fejret som ’Europas genforening’ og ’østeuropæernes hjemkomst’, da EU blev udvidet mod øst, men realiteten er, at det for østeuropæerne handlede om national frigørelse – ikke om tilslutning til et værdifællesskab
Noget dramatisk er sket. Men hvornår? Det husker jeg ikke. Kun at det var helt almindeligt, at man på sådanne bilture tog livet af uendeligt mange flere insekter. At jeg denne gang kun var ansvarlig for mordet på så få, gjorde mig nedtrykt. For uden fuglesang og kirkeklokkeklang kan jeg ikke rigtig forestille mig et lykkeligt liv.
Hvem skal nu garantere disse universelle værdier, hvis ikke Amerika længere vil? Europa ser ud til at være for svagt til at kunne tage over. Velsagtens er vores eneste bidrag til en liberal verdensorden at være skræmmeeksempel: som det historiske bevis på, at nationalisme er det farligste og mest ødelæggende nulsumsspil, der findes.
Modsætningen mellem europæisk fællesskab og nationalisme er nu så akut, at Bruxelles vil give østeuropæerne en lærestreg. Man vil statuere et politisk-juridisk eksempel over for Polen, den største og vigtigste medlemsstat i øst. Men retter Polen ikke ind, vil Ungarn blokere alle sanktioner fra Bruxelles’ side. EU’s autoritet kan derfor stå og falde med det eneste, østeuropæerne fra første færd har villet have fra Bruxelles: penge
Mange taler om højrepopulismens nazistiske rødder, men rigtigere ville det være at søge dens kilde i Wien omkring 1900 hos den populære borgmester Karl Lueger, politisk antisemit og et forbillede for nutidens højrepopulistiske politikere
Den europæiske gældskrise har skånselsløst blottet euroens svaghed: De regionale forskelle er stadig for store, og EU's centrum har ikke penge nok til at kunne hjælpe de lande, der virkelig har brug for det
Vesten er et institutionaliseret værdifællesskab, som omfatter menneskerettigheder, magtdeling og retsstat – og hvor demokratiet og kapitalismen er to sider af samme sag
Vidnesbyrd fra diktatorens inderkreds er samstemmende: Privat var Føreren en venlig og omgængelig mand. Men nazismens forbrydelser bliver ikke trivialiseret af den erkendelse
De vestlige værdier er ’universelle’ og vil til sidst triumfere globalt, vil vi gerne tro. Men det er både arrogant og naivt – den store omfordeling af ressourcer og magt er begyndt
