Richard Swartz

Richard Swartz

Forfatter og klummeskribent
Seneste artikler af
Richard Swartz
  • Gud bevare Europa

    Historien er ikke slut, og nationalismen ikke død. I stedet for stigende integration kan EU’s fremtid blive opløsning og tilbagefald. Venstre- og højrepopulister, protestpartier og separatister har i den grad politisk medvind disse år
  • Putin er hverken gal eller genial

    Havde Putin virkelig været skør, kunne vi måske håbe på, at han efter en ny pludselig indskydelse ville forlade Krim og indstille støtten til sine loyale krigsherrer i det østlige Ukraine. I stedet ser han for sig en vision af en form for Sovjetunionen light, hvor Ukraine er tiltænkt en væsentlig rolle, både som bestanddel og som afskrækkende eksempel
  • Europa burde takke USA

    Den fjendtlighed mod Vesten, som før var lokal, er blevet international, mobil og radikaliseret. USA er tvunget til at handle, og havde vi ikke USA, måtte vi selv gøre det
  • Tyskland – Rusland: Et ganske særligt forhold

    I den tyske offentlige opinion kan Ukraine højest regne med halvhjertet solidaritet. Forholdet til Rusland er det helt overordnede
  • Religion er først og fremmest en forklædning

    ISIL’s krigere motiveres ikke så meget af Gud som af de jordiske belønninger, de kan opnå igennem at plyndre, voldtage og dræbe ustraffet
  • Postmand Per kommer ikke længere

    Engang var postvæsnet en af den europæiske civilisations vigtigste institutioner. I dag er hovedpostkontorerne tomme. Postbuddet er blevet symbolet på alle de mellemmænd, som er dømt til udryddelse. Borte er snart alle lektører, kopister, stenografer, sekretærer og korrekturlæsere
  • Man skal ikke lade sig krænke af hvem som helst

    Hvis vi vil beskytte den demokratiske samtale, må vi lære at vende ryggen til de nettes anonyme krænkere
  • Ukraine er for stort for Putin

    De lokale krigsherre, som Kreml har sluppet løs i Østukraine, lader sig ikke manipulere som en vandhane, der kan tændes og slukkes efter behag. Moskva risikerer nu at blive draget dybere ind i en konflikt, som det hverken kan styre eller overskue
  • Viktor Orbáns truende utopi

    Sammenlignet med Ungarns genvalgte premierminister fremstår andre nationalpopulistiske ledere i Europa som bizarre amatører. Men forudsætning-erne for en politik af samme slags findes i en række andre lande

Sider

Mest læste
  1. Romanforfatter Italo Svevo opfandt en ny slags heltetype: Personer, der gennemskuede tilværelsen som skandaløst absurd – men ender med selv at fremstå latterlige
  2. Turistøkonomien er afgørende for det sydlige Europa – så afgørende, at andre sektorer aldrig rigtig får chancen for at blomstre
  3. Ved huset, hvor Adolf Hitler voksede op, står der ikke ét ord om, hvem der boede her som barn. Men historien lader sig ikke anonymisere
  4. Jaroslav Hašeks soldat Svejk er en af verdenslitteraturens mest desperate og mest ensomme helte. Dette beror på, at han tilhører en ny tidsalder: en æra, hvor bifiguren eller lakajen har frigjort sig, og hvor en Fredag eller Sancho Panza har skilt sig af med Robinson Crusoe og Don Quixote for i stedet at indtage scenen ganske alene
  5. Verden styrer for fuld fart mod en benhård supermagtsrivalisering mellem USA og Kina – og en konflikt, hvor alle lande i en globaliseret verden vil blive tvunget til at vælge side, skriver forfatter Richard Swartz i denne klumme
  6. Ungarns premierminister Viktor Orbán har opfundet en idealiseret udenlandsk fjende med skiftende navne såsom Jean-Claude Juncker og George Soros, men ved at blotlægge fjenden risikerer han at spænde ben for sin egen populisme
  7. ’Den Store Bastian’ fik mig til at ane, hvad solidaritet er. Saksen fandt jeg i køkkenskuffen. Nogle år senere var det onkel Tom, som vakte min medfølelse. Takket være en bog græd jeg for første gang over andre end mig selv. Hér, under dynen, udvidede min verden sig og viste sig snart at være uendelig
  8. I Grækenland ordnes alt fortsat med håndslag over en kop kaffe, ved hjælp af sedler i en en kuvert under bordet eller ved sædvane. Noget så abstrakt som låntagning hos ansigtsløse udenlandske institutioner føles aldrig helt som rigtig gæld