Serie

Døden i velfærdsstaten

I denne artikelserie sætter vi fokus på, hvordan velfærdssamfundet er rustet til, at stadigt flere danskere de kommende årtier får brug for lindring og pleje hen mod døden.

Når ens kære dør, må man genopdage sig selv

Når jeg som præst møder mennesker i sorg, giver mange af dem udtryk for at være blevet lukket ude af livet og ikke engang kunne kende sig selv. Det er i arbejdet med sorgen, at man indser, at man stadig er sig selv, selv om døden og sorgen har ændret ens liv for altid

Døden er det ultimative kontroltab. Det er vi ikke opdraget til

For hospitalsvæsnet er døden den ultimative fiasko. For mange dødssyge patienter og pårørende er den en mulighed, man ikke vil acceptere. Derfor glemmer mange at leve livet, mens det er der

Vi skal turde se døden i øjnene

Der er en grund til at bryde tavsheden – både blandt politikere og alle os andre. Så døden ikke ender som en følelse af nederlag for lægen, de pårørende og patienten

’Jeg har lyst til, at mine patienter lever videre’

Mange alvorligt syge og døende har brug for lindring frem for behandling i den sidste del af livet. Men samtalen om at acceptere døden er særlig svær for mange læger. Det ligger dybt i deres selvforståelse og uddannelse at helbrede og redde liv

Plejehjem er ikke rustet til mødet med døden

Kun de færreste plejehjem har det personale, der skal til for at give døende forsvarlig og værdig pleje. Så da min far døde for nylig, måtte min bror og jeg overtage store dele af plejen
Døden i velfærdsstaten

Professionel lindring hen mod døden går stort set kun til kræftpatienter

Selv om også hjertepatienter, kronisk lungesyge og demente har brug for støtte og lindring af fysiske og eksistentielle problemer hen mod døden, går hjælpen næsten udelukkende til kræftsyge. ’Der er kæmpe lidelser, som ikke bliver mødt,’ siger overlæge
Døden i velfærdsstaten

Det moderne livs død tager længere tid og kræver flere ressourcer

I december sidste år indrettede Lungemedicinsk Afdeling på Frederikssund Hospital en stue til alvorligt syge og døende patienter. Stuen er et af mange svar på en fremtid med stadigt flere og syge og døende. Hvor skal borgerne dø – hjemme, på plejehjem, hospital eller hospice? Og hvem skal varetage opgaven med pleje og lindring? I februar blev Allan Aggerholm indlagt som stuens syvende patient

Politikere: Alle døende har krav på lindrende indsats

»Fuldstændigt uacceptabelt« lyder det fra flere sundhedsordførere i Folketinget. En reaktion på dokumentation af store forskelle på, hvilke døende, der modtager professionel lindring og pleje
Døden i velfærdsstaten

Der står ’lige adgang’ i Sundhedsloven, men uligheden følger os ind i døden

Er man ung, har man en videregående uddannelse eller en høj indkomst, er der større chance for, at man som kræftpatient får et tilbud om specialiseret indsats og lindring frem mod døden. ’Det er ikke ondskab eller diskrimination, men udtryk for at systemet er presset,’ siger professor

’Nogle gange kan det være godt at få sagt, at man er bange for mørket’

Ældresagen og Dansk Røde Kors har tilsammen øget antallet af frivillige vågekoner fra omkring 300 til over 1.700 på fem år. En af dem er 71-årige Anne Møller Riis, som med strikketøj, salmebog og kaffe ved hånden våger over døende i Guldborgsund

Sider

Mest læste

  1. 81-årige Ellen Rohde sagde stop for livsforlængende behandling mod kræft, og brugte i stedet sine sidste måneder på at tage afsked med livet. Vi fulgte hende i ventetiden hen imod døden
  2. For hospitalsvæsnet er døden den ultimative fiasko. For mange dødssyge patienter og pårørende er den en mulighed, man ikke vil acceptere. Derfor glemmer mange at leve livet, mens det er der
  3. Kun de færreste plejehjem har det personale, der skal til for at give døende forsvarlig og værdig pleje. Så da min far døde for nylig, måtte min bror og jeg overtage store dele af plejen
  4. Når jeg som præst møder mennesker i sorg, giver mange af dem udtryk for at være blevet lukket ude af livet og ikke engang kunne kende sig selv. Det er i arbejdet med sorgen, at man indser, at man stadig er sig selv, selv om døden og sorgen har ændret ens liv for altid
  5. Ældresagen og Dansk Røde Kors har tilsammen øget antallet af frivillige vågekoner fra omkring 300 til over 1.700 på fem år. En af dem er 71-årige Anne Møller Riis, som med strikketøj, salmebog og kaffe ved hånden våger over døende i Guldborgsund
  6. I december sidste år indrettede Lungemedicinsk Afdeling på Frederikssund Hospital en stue til alvorligt syge og døende patienter. Stuen er et af mange svar på en fremtid med stadigt flere og syge og døende. Hvor skal borgerne dø – hjemme, på plejehjem, hospital eller hospice? Og hvem skal varetage opgaven med pleje og lindring? I februar blev Allan Aggerholm indlagt som stuens syvende patient
  7. Der er en grund til at bryde tavsheden – både blandt politikere og alle os andre. Så døden ikke ender som en følelse af nederlag for lægen, de pårørende og patienten
  8. »Fuldstændigt uacceptabelt« lyder det fra flere sundhedsordførere i Folketinget. En reaktion på dokumentation af store forskelle på, hvilke døende, der modtager professionel lindring og pleje