Serie

Ensom på Tinos

Forfatteren Christina Hagen har lagt det skønlitterære forfatterskab på hylden. I stedet har hun arrangeret sit liv som den perfekte (højstemte) fiktion: En enlig kvinde flytter ind i et hus på et bjerg på den lille idylliske ø Tinos i Grækenland. Hun vil nu udsætte sig selv for ensomhed og besvær. Hun vil i fire afsnit undersøge, hvor meget eventyr der pludselig bliver pumpet ind i et liv, hvor meget hun ændrer sig som person, og hvor mange mennesker hun kommer i kontakt med.

Essay
23. december 2020

Christina Hagen: Corona var et lille prik på skulderen. Naturen stod, stor og magtfuld, lige bag dig

Jeg indrettede min hule med kranier. Det lignede en fejring af Satan, det var en fejring af naturen. Jeg tændte stearinlys i dem. Til julefrokost med mig selv havde jeg købt: rosévin, chokoladekiks, kiwi, appelsiner og en chokoladenissemand
»Jeg forestillede mig de jaw dropping foredrag, jeg kunne have holdt for målløse turister. Hvordan ville jeg starte sætningen? Ville jeg finde på noget friskt? Ville jeg være kedelig som de fleste eksperter, der talte til alle folk, som om de var over tres og altid havde levet et kønsløst og nervøst liv?« skriver Christina Hagen.
Essay
18. december 2020

Naturen egner sig ikke til moderne litteratur, medmindre man skodder sin cigaret i et lille firben

Hvordan skulle man beskrive det her uden at lyde corny, uden at det blev en bevidstløs gentagelse af noget læst, en fluffy drøm om at skrive noget smukt? Blomster, glitrende guldagtige sten, knogler og kranier. Naturens selskab var bedre end noget andet selskab. Jeg følte mig som Indiana Jones. Samlede alt interessant op og puttede det i Wood Wood-rygsækken
Nåede jeg ikke ned, før mørket kom, ville jeg være nødt til at sove i fårehyrdens hus sammen med den døde ged. Det var okay.
Essay
11. december 2020

Christina Hagen: Hvor lang tid skal man bo alene på et bjerg for at se det, der er lige foran en?

Hvor var min sjæl? I en – af dusinvis af turistdamer – gennemkneppet enmandsseng på Kreta? Jeg havde al frihed i verden. Og alligevel så mine øjne: Hans blå øjne, Kreta, altanen, hans hud, de triste souvenirkiosker i Chania
»Jeg gik forbi fiskerestauranten i Kionia, hvor jeg boede. Ejeren havde tatoveret grøntsager og madopskrifter op ad armene. Indimellem var han så fuld, at han ikke kunne huske, hvad jeg havde bestilt. Han inviterede mig på fisketur i sin Fiat Panda, jeg skulle bare sige til.«
Essay
4. december 2020

Flyttet til et bjerg på en lille græsk ø: Nu udsætter Christina Hagen sig selv for ensomhed og besvær

Forfatteren Christina Hagen vil i fire afsnit undersøge, hvor meget eventyr, der pludselig bliver pumpet ind i et liv og hvor meget hun ændrer sig som person
»Den religiøse ø Tinos; der kunne man vel komme til hægterne og få lidt ro i hovedet. Væk fra ekskærester og læbestifter, væk fra larm og byliv. Min mor mente, det var godt for mig at gå i kirke, også selv om jeg ikke troede på noget.«