Menu
Log ind

Serie

Euroens uløste problemer

Sidste forår var retorikken dyster: Europas økonomiske og monetære union (ØMU) måtte reformeres, hvis ikke pludselige begivenheder som en ny italiensk gældskrise skulle bringe euroen - og hele det europæiske projekt - under pres. Et år er gået, og ingen væsentlige reformer af ØMU’en er vedtaget, ingen grundlæggende problemer er løst, og EU-Kommissionen og statslederne har fortabt sig i en misvisende fortælling om årsagen til euroens problemer. Lektor i global politisk økonomi Jakob Vestergaard guider os frem til mulige veje ud af misèren.

Da der på den internationale konference i Bretton Woods i 1944 skulle forhandles et internationalt system, der kunne sikre stabile internationale relationer og økonomisk genopbygning efter Anden Verdenskrig, var der to udspil på bordet, et amerikansk og et britisk. Grundtanken i det britiske forslag var udvirket af Keynes, og vi har også i EU i dag en konstruktion af den type, Keynes anbefalede. Det såkaldte Target2-system er præcis den form for bogholderi for tværnationale betalinger, som Keynes forestillede sig. Men er det den ultimative utopi at forestille sig, at en støvet plan fra 1940’erne kan være løsningen på noget som helst i dag?

Vi kan sagtens løse euroens problemer, og Keynes har allerede lavet planen for os

Hvis euroen skal gøres bæredygtig og det europæiske projekt fremtidssikres, er der to ting, vi må vinke farvel til: den selvretfærdige, nationalromantiske moralisering over ’de andre’ og de neoliberales fantasier om, at de finansielle markeder bare skal have frit spil. Men der findes en løsning
Demonstranter fra den spanske 15M-bevægelse holdes tilbage af politiet i Madrid i august 2011. Demonstranter over hele Europa protesterede dengang over politikernes håndtering af den økonomiske krise, som har efterladt mange unge med dårlige fremtidsmuligheder. I Spanien lå arbejdsløsheden for de 18-25-årige dengang på 45 procent.

De rettroende hævder, at et årtis sparepolitik har bragt orden i EU. Men det passer ikke

De rettroende vil hævde, at det sidste årtis stramme sparepolitik har bragt orden i det europæiske hus og fået styr på de værste udskejelser i eurozonens periferi. Men der er to markante problemer med den fortælling: Det er analytisk ikke korrekt. Og selv hvis det var, har prisen været alt for høj
Da finanskrisen indtraf stoppede kapitalstrømmene, og en rækker lande i syd kom i alvorlige problemer, og ØMU-skeptikerne mener, at EU's økonomiske og monetære union gjorde krisen betragteligt værre. Her er det Athen i Grækenland den 1. juli 2015, hvor bankerne åbnede, alene for at give pensionisterne mulighed for at hæve op til 120 euro hver.

Euroen er blevet spændetrøjen, der gør ondt værre

Den økonomiske og monetære union, ØMU’en, lægger stærke begrænsninger på eurolandenes muligheder for at føre økonomisk politik og modgå kriser. Derfor er de finansielle og handelsmæssige ubalancer imellem EU-landene blevet langt større, end de behøvede at være
Fra et kapitalperspektiv er det oplagt at spørge, hvordan låntagningen i en række sydeuropæiske lande kunne vokse så massivt i løbet af blot nogle få år? Og hvorfor kunne ingen se, at der var alvorlige makroøkonomiske ubalancer under opsejling, som ville blive ualmindeligt svære at håndtere?

Det er den finansielle integration, der driver EU’s økonomiske ubalancer

Forskelle i landenes lønudvikling er ofte i centrum, når de økonomiske ubalancer i EU skal forklares. I virkeligheden spiller kapitalbevægelser på tværs af landegrænser en meget større rolle
Langt de fleste økonomer anerkender, at fællesnævneren for de lande, der kom i alvorlige problemer i forbindelse med den europæiske bank- og statsgældskrise, netop var tilstedeværelsen af mere eller mindre kroniske makroøkonomiske ubalancer.

Euroens problem – mellem sydeuropæisk umådehold og nordeuropæisk selvretfærdighed

Økonomer kan langt hen ad vejen blive enige om, at makroøkonomiske ubalancer var og er euroens store problem. Men så rækker enigheden ikke længere. Den dominante opfattelse – at det er sydeuropæernes skyld – er udtryk for en reduktionisme, som ikke har meget med makroøkonomisk analyse at gøre
Det er ikke finanspolitisk uansvarlighed, der ligger til grund for euroens problemer, men derimod systematiske, makroøkonomiske ubalancer mellem medlemslandene. De reformer, der skulle bringe euroen på ret kurs, har nu ligget brak i et år

Euroen er i problemer, og det skyldes hverken italienske populister eller dovne grækere

Det er ikke finanspolitisk uansvarlighed, der ligger til grund for euroens problemer, men derimod systematiske, makroøkonomiske ubalancer mellem medlemslandene. De reformer, der skulle bringe euroen på ret kurs, har nu ligget brak i et år

Mest læste

  1. Euroen er i problemer, og det skyldes hverken italienske populister eller dovne grækere
    Det er ikke finanspolitisk uansvarlighed, der ligger til grund for euroens problemer, men derimod systematiske, makroøkonomiske ubalancer mellem medlemslandene. De reformer, der skulle bringe euroen på ret kurs, har nu ligget brak i et år
  2. Det er den finansielle integration, der driver EU’s økonomiske ubalancer
    Forskelle i landenes lønudvikling er ofte i centrum, når de økonomiske ubalancer i EU skal forklares. I virkeligheden spiller kapitalbevægelser på tværs af landegrænser en meget større rolle
  3. Euroen er blevet spændetrøjen, der gør ondt værre
    Den økonomiske og monetære union, ØMU’en, lægger stærke begrænsninger på eurolandenes muligheder for at føre økonomisk politik og modgå kriser. Derfor er de finansielle og handelsmæssige ubalancer imellem EU-landene blevet langt større, end de behøvede at være
  4. Vi kan sagtens løse euroens problemer, og Keynes har allerede lavet planen for os
    Hvis euroen skal gøres bæredygtig og det europæiske projekt fremtidssikres, er der to ting, vi må vinke farvel til: den selvretfærdige, nationalromantiske moralisering over ’de andre’ og de neoliberales fantasier om, at de finansielle markeder bare skal have frit spil. Men der findes en løsning