Serie

Euroens uløste problemer

Sidste forår var retorikken dyster: Europas økonomiske og monetære union (ØMU) måtte reformeres, hvis ikke pludselige begivenheder som en ny italiensk gældskrise skulle bringe euroen - og hele det europæiske projekt - under pres. Et år er gået, og ingen væsentlige reformer af ØMU’en er vedtaget, ingen grundlæggende problemer er løst, og EU-Kommissionen og statslederne har fortabt sig i en misvisende fortælling om årsagen til euroens problemer. Lektor i global politisk økonomi Jakob Vestergaard guider os frem til mulige veje ud af misèren.

De rettroende hævder, at et årtis sparepolitik har bragt orden i EU. Men det passer ikke

De rettroende vil hævde, at det sidste årtis stramme sparepolitik har bragt orden i det europæiske hus og fået styr på de værste udskejelser i eurozonens periferi. Men der er to markante problemer med den fortælling: Det er analytisk ikke korrekt. Og selv hvis det var, har prisen været alt for høj

Euroen er blevet spændetrøjen, der gør ondt værre

Den økonomiske og monetære union, ØMU’en, lægger stærke begrænsninger på eurolandenes muligheder for at føre økonomisk politik og modgå kriser. Derfor er de finansielle og handelsmæssige ubalancer imellem EU-landene blevet langt større, end de behøvede at være

Det er den finansielle integration, der driver EU’s økonomiske ubalancer

Forskelle i landenes lønudvikling er ofte i centrum, når de økonomiske ubalancer i EU skal forklares. I virkeligheden spiller kapitalbevægelser på tværs af landegrænser en meget større rolle

Euroens problem – mellem sydeuropæisk umådehold og nordeuropæisk selvretfærdighed

Økonomer kan langt hen ad vejen blive enige om, at makroøkonomiske ubalancer var og er euroens store problem. Men så rækker enigheden ikke længere. Den dominante opfattelse – at det er sydeuropæernes skyld – er udtryk for en reduktionisme, som ikke har meget med makroøkonomisk analyse at gøre

Euroen er i problemer, og det skyldes hverken italienske populister eller dovne grækere

Det er ikke finanspolitisk uansvarlighed, der ligger til grund for euroens problemer, men derimod systematiske, makroøkonomiske ubalancer mellem medlemslandene. De reformer, der skulle bringe euroen på ret kurs, har nu ligget brak i et år

Mest læste

  1. De rettroende vil hævde, at det sidste årtis stramme sparepolitik har bragt orden i det europæiske hus og fået styr på de værste udskejelser i eurozonens periferi. Men der er to markante problemer med den fortælling: Det er analytisk ikke korrekt. Og selv hvis det var, har prisen været alt for høj
  2. Den økonomiske og monetære union, ØMU’en, lægger stærke begrænsninger på eurolandenes muligheder for at føre økonomisk politik og modgå kriser. Derfor er de finansielle og handelsmæssige ubalancer imellem EU-landene blevet langt større, end de behøvede at være
  3. Økonomer kan langt hen ad vejen blive enige om, at makroøkonomiske ubalancer var og er euroens store problem. Men så rækker enigheden ikke længere. Den dominante opfattelse – at det er sydeuropæernes skyld – er udtryk for en reduktionisme, som ikke har meget med makroøkonomisk analyse at gøre
  4. Forskelle i landenes lønudvikling er ofte i centrum, når de økonomiske ubalancer i EU skal forklares. I virkeligheden spiller kapitalbevægelser på tværs af landegrænser en meget større rolle
  5. Det er ikke finanspolitisk uansvarlighed, der ligger til grund for euroens problemer, men derimod systematiske, makroøkonomiske ubalancer mellem medlemslandene. De reformer, der skulle bringe euroen på ret kurs, har nu ligget brak i et år