Menu
Køb abonnement
Log ind

Serie

Hvad blev der af det europæiske forår?

De europæiske armbevægelser var store sidste forår, da Macron var blevet valgt som fransk præsident, og da den umiddelbare fare fra højepopulisterne var blevet afværget. Blot to uger efter Macrons tiltrædelse lancerede EU-Kommissionen sine visioner for fortsat europæisk integration og udbygning af Den Økonomiske og Monetære Union, der udgør fundamentet for euroen.

Ét år senere kan man med rette spørge, om noget af det har nogen som helst gang på jord.

Lektor i politisk økonomi Jakob Vestergaard klæder os på til at forstå de tunge forhandlinger om bankunionen, kapitalmarkedsunionen og fælleseuropæiske gældspapirer frem til EU-topmødet den 28.-29. juni, hvor ØMU-ambitionerne skal stå deres prøve.

Tysklands kansler, Angela Merkel, og Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, mødtes i sidste uge på et slot i den lille tyske by Meseberg for at finde fælles fodslag forud for EU-topmødet torsdag og fredag. Det gik relativt godt.

De store visioner for Europa ender i bedste fald med fortvivlende små fremskridt

Trods mere end fem års intenst forarbejde og skubben på fra EU-Kommissionens side, ser det ud til, at det topmøde, der på forhånd var udråbt som den centrale milepæl for euroreformer, ender med i bedste fald fortvivlende små fremskridt
Det var med bravade og trompetfanfarer, at kapitalmarkedsunionen i november 2014 blev lanceret af den dengang nyligt udnævnte finanskommissær lord Jonathan Hill, der her ses sammen med Jean-Claude Juncker.

Et potentielt kapitalmarked i EU skal levere vækst – men prisen kan blive øget finansiel ustabilitet

Trods årtiers snak om kapitalens fri bevægelighed er kapitalmarkederne i Europa fortsat stærkt fragmenterede. Det skal EU’s nye kapitalmarkedsunion råde bod på. Initiativet sælges til borgerne som et projekt, der handler om at skabe vækst og arbejdspladser. Men først og sidst handler det om at fremme lønsomheden i den europæiske finanssektor på bekostning af regulering. Et af værktøjerne er såkaldt sekuritisering, der anses som en central faktor bag finanskrisen
Søndag skød den tyske kansler Angela Merkel den franske præsident Emmanuel Macrons reformvision ned. Dog gav hun udtryk for en fortsat støtte til bankunionen. Men meget tyder på, at de ikke har helt det samme i tankerne, når de taler om denne

Analyse: EU satser på mere budgetdisciplin, og sender bankunionen til tælling

Midt i Merkels nylige afvisning af Macrons visioner for øget samarbejde i eurozonen gav hun som et lille lys i mørket sin fortsatte støtte til at udbygge bankunionen. Lige nu er bankunionen en ufuldstændig konstruktion, hvor mindst et par af de bærende søjler hænger i luften eller helt mangler. Men meget tyder på, at Merkel har noget ganske andet i tankerne end Macron om, hvordan den skal bygges færdig
Otte måneder efter Macrons visionære ’Sorbonne-tale’ om grundlæggende reformer af EU og euroen har Merkel svaret den franske præsident. Euforien er til at overse op til EU-topmødet i slutningen af juni

Selv i sin sidste kanslerperiode træder Merkel ikke på den europæiske gaspedal, men fortsætter sine pragmatiske museskridt

Otte måneder efter Macrons visionære ’Sorbonne-tale’ om grundlæggende reformer af EU og euroen har Merkel svaret den franske præsident. Euforien er til at overse op til EU-topmødet i slutningen af juni
»Italien er trods politiske og økonomiske problemer eurozonens tredjestørste økonomi næst efter Tyskland og Frankrig. Skulle det kommende topmøde blive lammet af en politisk krise i Italien, vil det være et stort slag for reformprocessen, ikke mindst i forhold til den del af det, der handler om at komme i mål med den europæiske bankunion.« skriver Jakob Vestergaard.

Italiens krise udstiller det akutte behov for reformer i EU

Det seneste år er betingelserne for at nå til enighed om væsentlige økonomiske reformer i EU blevet drastisk forværrede. Euroen bliver først robust den dag, medlemslandene hæfter solidarisk for hinanden – men forinden kræver Nordeuropa ordnede forhold i syd