Serie

Gråd er guld

Vores hverdag er fuld af grådfremkaldende videoklip, serier, film og kampagner. Eksperter taler om en ’emotionalisering’ af kulturen og reklamebranchen om ’sadvertisement’. Information er gået på opdagelse i tårernes lange kulturhistorie for at blive klogere på grådens formål og potentialer i vores nutid.

Opdragelse eller krænkelse? Vi har undersøgt, hvad der ligger bag begrebet ’childism’

Et nyt begreb indenfor måden, vi opfatter børn på, er blevet en del af den offentige debat: ’Childism’ eller på dansk ’børneisme’ retter en kritik mod forældres følelse af ejerskab over og ret til at kontrollere deres børn. I stedet skal børn mærke, at deres følelser er legitime, og at de har krav på inddragelse. Nu bliver begrebet brugt som hashtag i ophedede diskussioner på sociale medier

Ja, voksne får børn til at græde. Og det er ikke spor farligt

Information bragte i sidste uge en fotoserie med grædende børn. Det afstedkom voldsom kritik. Men hvorfor dog, tænkte jeg i pauserne mellem, at jeg pinte min egen søn til tårer i den proces, der kaldes forældreskab, skriver journalist Anna von Sperling i dette debatindlæg
Vi græder
Det er ikke tanken, at billederne af de grædende børn skal ses som en refleksion over verdens tilstand lige nu. Meeen...
Det er ikke tanken, at billederne af de grædende børn skal ses som en refleksion over verdens tilstand lige nu. Meeen...

Filosofi- og grådhistoriker: Børn græder ikke over lykkelige slutninger, men det gør voksne. Fordi vi ved, vi skal dø

Der er tårer alle vegne. Mange af os slipper dem løs, når romantiske film ender lykkeligt, men ikke børn – for børn forstår ikke, at de skal dø. Den deprimerende forklaring på, at vi græder over sentimentale reklamer, rørende X Factor-optrædener og romantiske komediefilm er ifølge en af verdens førende følelsesforskere, at vi ved, at lykken er kort – og at livet ender med, at vi bliver gamle og dør

»Det eneste, der i virkeligheden forbinder os, er, når vi er i stand til at genkende følelser hos hinanden.«

I programmerne Min Lille Hassan og Den Anden Time på Radio24syv har Hassan Preisler mange gange fået sine gæster til at græde. Mændene græder oftest, når de bliver rost, og kvinderne græder i raseri, når de bliver krænket. Men al gråden handler om kærlighed, siger han
Gråd er guld

Tårer, der ændrede verden. Eller i hvert fald dansk politik

Ud over en fysisk reaktion – et tegn på begejstring, sorg, glæde og ophidselse – kan gråd være et magt- og manipulationsmiddel. Og gennem tiderne har tårer været en ret fast del af både international og dansk politik. Her er fem nedslag

Sporløs-vært: »Vi er så privilegerede at lave et program, der handler om ægte følelser, så vi behøver ikke dyrke gråden, den kommer af sig selv«

Journalist Ditte Haue har i fire år haft medansvar for et af de mest konsekvent tårefremkaldende programmer på dansk tv – Sporløs. Efter 32 rejser ud i verden for at finde de medvirkendes ukendte slægtninge er eftersøgningen og møderne stadig ikke blevet hverdag for værten

Grådlabil anmelder: »Det kan aldrig være en garant for æstetisk kvalitet, at noget får os til at græde«

Vi ved, at en film er god, når en anmelder skriver, at den fik hende til at knibe en tåre. Men hvis kunstnere spekulerer i at producere tårepersere ud fra helt nøgterne parametre og med henblik på at sælge billetter, hvordan kan kritikeren så vide, om hendes gråd er uforfalsket eller fremkaldt af simpel manipulation? Og er det overhovedet professionelt at græde over kunst? I vores serie om grådkultur er vi nået til: kulturkritikken

»Alle mine egne forliste kærlighedsforhold kommer for et øjeblik helt op til overfladen og dirrer«

Hvad får os til at græde, spørger vi i en lille serie. Guldlofter, ådselædere, venetiansk silkevelour og en spæd norsk stemme fik tårerne frem hos avisens kunstredaktør forrige år i Venedig …

Hvorfor er der mennesker, der ikke græder, og hvorfor græder vestlige kvinder mere end mænd?

Engang troede lægevidenskaben, at gråd var en væske fra hjernen. I dag er vi blevet klogere på grådens psykologiske og sociale funktioner. I vores undersøgelse af samtidens grådkultur vender vi os nu mod den sparsomme grådforskning og udspørger en psykologiprofessor med speciale i gråd

Sider

Mest læste

  1. Journalist Ditte Haue har i fire år haft medansvar for et af de mest konsekvent tårefremkaldende programmer på dansk tv – Sporløs. Efter 32 rejser ud i verden for at finde de medvirkendes ukendte slægtninge er eftersøgningen og møderne stadig ikke blevet hverdag for værten
  2. Engang troede lægevidenskaben, at gråd var en væske fra hjernen. I dag er vi blevet klogere på grådens psykologiske og sociale funktioner. I vores undersøgelse af samtidens grådkultur vender vi os nu mod den sparsomme grådforskning og udspørger en psykologiprofessor med speciale i gråd
  3. Nogle reklamefilm rammer på få minutter noget i os, der bringer tårer frem i øjnene. Tåreperserreklamerne er designet til at trykke på de rigtige knapper, og gennem de sidste ti år er de begyndt at fylde mere og mere, siger forsker. To instruktører lukker os ind i maskinrummet bag de rørende reklamer
  4. Vi græder. Nogle mere end andre, og kvinder mere end mænd, men stort set alle mennesker græder. Og så længe vi ved af det, har gråden haft en central placering i vores fortællinger, litteratur og populærkultur. I dag hulker vi især, når vi ser sørgelige film eller rørende øjeblikke i ’X Factor’, og ifølge eksperter er der sket en stigning i udbredelsen af tårefremkaldende kulturprodukter og en ’emotionalisering’ af kulturen
  5. Et nyt begreb indenfor måden, vi opfatter børn på, er blevet en del af den offentige debat: ’Childism’ eller på dansk ’børneisme’ retter en kritik mod forældres følelse af ejerskab over og ret til at kontrollere deres børn. I stedet skal børn mærke, at deres følelser er legitime, og at de har krav på inddragelse. Nu bliver begrebet brugt som hashtag i ophedede diskussioner på sociale medier
  6. Emotionelle reklamefilm fylder mere og mere. For bedre at forstå hvordan de virker, er vores journalist sammen med reklamefilminstruktør Asger Leth gået i dybden med hans reklame for TV 2, »Alt det vi deler«, og har spurgt ham, hvad der teknisk set gør, at hun begynder at græde samme steder — hver gang
  7. Information bragte i sidste uge en fotoserie med grædende børn. Det afstedkom voldsom kritik. Men hvorfor dog, tænkte jeg i pauserne mellem, at jeg pinte min egen søn til tårer i den proces, der kaldes forældreskab, skriver journalist Anna von Sperling i dette debatindlæg
  8. Det er ikke tanken, at billederne af de grædende børn skal ses som en refleksion over verdens tilstand lige nu. Meeen...