Serie

Gråd er guld

Vores hverdag er fuld af grådfremkaldende videoklip, serier, film og kampagner. Eksperter taler om en ’emotionalisering’ af kulturen og reklamebranchen om ’sadvertisement’. Information er gået på opdagelse i tårernes lange kulturhistorie for at blive klogere på grådens formål og potentialer i vores nutid.

Katinka: »Det er et stort ansvar at få folk til at græde«

Sanger og sangskriver Katinka Bjerregaard har svært ved at vænne sig til, at der nogle gange er folk, der græder, når hun og hendes band Katinka spiller koncert. Også selv om hun selv har det godt med at græde til musik og generelt har høje tanker om, hvad melankolien kan

’Toy Story’ er følelsesmæssigt kryptonit for en legesyg far forladt af voksne børn

Informations filmredaktør græder til mange film, allermest til dem, han er vokset op med — og så til animationsfilm og særligt Pixars ’Toy Story’-trilogi, fordi den handler om at miste

»Der skal skiftevis komme noget let, noget sjovt, noget eftertænksomt og noget, man kan græde til. Tænk på det som musik«

Emotionelle reklamefilm fylder mere og mere. For bedre at forstå hvordan de virker, er vores journalist sammen med reklamefilminstruktør Asger Leth gået i dybden med hans reklame for TV 2, »Alt det vi deler«, og har spurgt ham, hvad der teknisk set gør, at hun begynder at græde samme steder — hver gang

’Sadvertising’ får hele verden til at græde

Nogle reklamefilm rammer på få minutter noget i os, der bringer tårer frem i øjnene. Tåreperserreklamerne er designet til at trykke på de rigtige knapper, og gennem de sidste ti år er de begyndt at fylde mere og mere, siger forsker. To instruktører lukker os ind i maskinrummet bag de rørende reklamer

I en tid, hvor selv Nationalmuseets direktør græder på tv ...

Gråd er en kropslig reaktion, der er så knyttet til normer, forventninger og kulturel spejling og repræsentation, at den snarere end at vise vores ægte og autentiske følelser, spejler den tid, der grædes i. Og for tiden grædes der – meget. Kulturredaktionen går i den kommende tid på opdagelse

»Jeg synes, det stærkeste er, når man prøver på ikke at græde. Det er Trine Dyrholm virkelig god til«

Når tårerne virkelig skal trille, dykker skuespillerinden Julie Christiansen ned i sine mørkeste stunder og tager følelserne med ind i rollen. Hun bryder sig ikke om skuespillere, der bare græder for at græde, men beundrer Trine Dyrholm for hendes evne til at holde tårerne tilbage

Ingen børn græder som Sinéad O’Connor: Analyser af seks af kulturens grædetyper

Gråd, siger følelsesvidenskabsfolket, udløses både af tristhed, empati, overraskelse, vrede – og sorg, naturligvis. Men den visuelle kultur leverer altid vildere og mere komplekse udgaver af den våde ansigtsspasme. Vi bringer her, helt idiosynkratisk, en håndfuld alternative grådtyper og analyserer deres betydning

De græder gennem litteraturhistorien fra Homer til Helle Helle

Mennesker har altid grædt, men ikke altid over det samme eller på samme måde. En litteraturhistorisk overflyvning viser, hvordan gråd er blevet skildret og forstået gennem tiden
Gråd er guld

Hvornår har du sidst grædt?

Vi græder. Nogle mere end andre, og kvinder mere end mænd, men stort set alle mennesker græder. Og så længe vi ved af det, har gråden haft en central placering i vores fortællinger, litteratur og populærkultur. I dag hulker vi især, når vi ser sørgelige film eller rørende øjeblikke i ’X Factor’, og ifølge eksperter er der sket en stigning i udbredelsen af tårefremkaldende kulturprodukter og en ’emotionalisering’ af kulturen

Sider

Mest læste

  1. Et nyt begreb indenfor måden, vi opfatter børn på, er blevet en del af den offentige debat: ’Childism’ eller på dansk ’børneisme’ retter en kritik mod forældres følelse af ejerskab over og ret til at kontrollere deres børn. I stedet skal børn mærke, at deres følelser er legitime, og at de har krav på inddragelse. Nu bliver begrebet brugt som hashtag i ophedede diskussioner på sociale medier
  2. Engang troede lægevidenskaben, at gråd var en væske fra hjernen. I dag er vi blevet klogere på grådens psykologiske og sociale funktioner. I vores undersøgelse af samtidens grådkultur vender vi os nu mod den sparsomme grådforskning og udspørger en psykologiprofessor med speciale i gråd
  3. Journalist Ditte Haue har i fire år haft medansvar for et af de mest konsekvent tårefremkaldende programmer på dansk tv – Sporløs. Efter 32 rejser ud i verden for at finde de medvirkendes ukendte slægtninge er eftersøgningen og møderne stadig ikke blevet hverdag for værten
  4. Vi græder. Nogle mere end andre, og kvinder mere end mænd, men stort set alle mennesker græder. Og så længe vi ved af det, har gråden haft en central placering i vores fortællinger, litteratur og populærkultur. I dag hulker vi især, når vi ser sørgelige film eller rørende øjeblikke i ’X Factor’, og ifølge eksperter er der sket en stigning i udbredelsen af tårefremkaldende kulturprodukter og en ’emotionalisering’ af kulturen
  5. Det er ikke tanken, at billederne af de grædende børn skal ses som en refleksion over verdens tilstand lige nu. Meeen...
  6. Information bragte i sidste uge en fotoserie med grædende børn. Det afstedkom voldsom kritik. Men hvorfor dog, tænkte jeg i pauserne mellem, at jeg pinte min egen søn til tårer i den proces, der kaldes forældreskab, skriver journalist Anna von Sperling i dette debatindlæg
  7. Nogle reklamefilm rammer på få minutter noget i os, der bringer tårer frem i øjnene. Tåreperserreklamerne er designet til at trykke på de rigtige knapper, og gennem de sidste ti år er de begyndt at fylde mere og mere, siger forsker. To instruktører lukker os ind i maskinrummet bag de rørende reklamer
  8. Emotionelle reklamefilm fylder mere og mere. For bedre at forstå hvordan de virker, er vores journalist sammen med reklamefilminstruktør Asger Leth gået i dybden med hans reklame for TV 2, »Alt det vi deler«, og har spurgt ham, hvad der teknisk set gør, at hun begynder at græde samme steder — hver gang