
Serie
Gram går til valg
Sønderjylland bliver kaldt udkant, men landsdelen er også blevet et nyt centrum i dansk politik.
Det er her, nogle af de mest utilfredse vælgere bor. Det er her, de største partier kappes om at tiltrække de samme stemmer. Og det var her, Dansk Folkeparti tog fusen på alle i 2015 ved at blive det største parti i stort set hele landsdelen.
Spørgsmålet er, om DF kan gentage succesen, om Venstre kan vinde noget af det tabte tilbage, og om oppositionen kan få skrabet nok stemmer sammen til at vippe regeringen af pinden.
Sønderjylland rummer svar på det hele. Information har derfor rykket en del af redaktionen til det gamle Baron Wedels hus i byen Gram for at dække valgkampen fra det nye centrum i dansk politik.