Hvem vinder, når en amerikansk finansgrib bliver storaktionær i DONG?

Et bredt flertal i Folketinget vedtog i februar 2014 en børsnotering af den danske energigigant Dong. Det giver den statsejede virksomhed en indsprøjtning på 11 mia. kroner, men til hvilken pris?

Køberen er den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs. Selv om de i de senere år har været storinvestor i den grønne omstilling og flytter deres investeringer fra kul til vedvarende energi, så blev de i ruinerne fra finanskrakket kaldt for en »vampyr-blæksprutte«, fordi investeringsbanken har tradition for at suge værdier ud af selskaber uden at sikre deres levedygtighed.

Staten har med 60 pct. af ejerskabet stadig aktiemajoritet i DONG, men har i aftalen med Goldman Sachs givet banken særdeles fordelagtige vilkår og vetorettigheder over afgørende strategiske beslutninger.

Det har fået en usædvanlig alliance af kritikere på banen. Dansk Folkeparti har sammen med Enhedslisten presset på for, at banken ikke får sine usædvanlige særrettigheder i forbindelse med købet, eller at energiselskabet splittes op i to selskaber. Indtil videre står finansminister Bjarne Corydon (S) dog fast på, at aftalen ikke kan ændres.

Et afgørende spørgsmål er imidlertid, om vi overhovedet bør sælge ud af DONG og give en amerikansk investeringsbank med tvivlsom moral råderet over en af fremtidens vigtigste strategiske ressourcer – energi.

Hvis det er så attraktiv en forretning for finansvirksomheden Goldman Sachs at eje en femtedel af aktierne i DONG Energy, hvorfor er den samme aktiepost så ikke også en god forretning for den danske stat?