Serie

Identitetspolemik

Nye ord som ’privilegieblindhed’ og ’safe spaces’ er de senere år gledet ind i vores sprog og har gjort spørgsmål om identitet og anerkendelse til en fast del af den offentlige samtale. Identitetspolitik, kalder vi det.

I denne serie gør vi os klogere på en af tidens mest omdiskuterede strømninger ved at undersøge begrebet fordomsfrit forfra og inkludere os alle. Hvad betyder den synlige og den usynlige identitetspolitik på godt og ondt for vores forhold til hinanden og – til kunsten, ikke mindst?

Identitetspolitik er nyartikuleret nationalisme

Identitetspolitiske krav om særbehandling til bestemte grupper udfordrer det retsstatslige princip om ligebehandling og bliver dermed et angreb på den universalisme, som selve vores demokrati bygger på. Det mener filosofiprofessor Frederik Stjernfelt, der advarer mod den identitetspolitiske modebølge

»Da du sagde, du ville lave en feministisk historie om kvindefrigørelse ud af ’Aladdin’, tænkte jeg, at det nemt kunne gå galt«

Da Christian Lollike skulle opsætte Oehlenschlägers orientalistiske lystspil ’Aladdin’ på Det Kongelige Teater, sørgede han for at tilknytte en af de skarpeste kritikere af hans foregående forestilling ’Black Madonna’, Nazila Kivi, til at udfordre hans opfattelse af, hvad det var for en historie, han skulle fortælle. På den anden side af en hård modtagelse og en proces fuld af tvivl fortæller de om de diskussioner, de har haft undervejs

Kunsten er ikke hævet over identitetspolitikken

Det er et problem for kunsten og litteraturen, at den kommer til at understøtte de magtforhold, der er i samfundet

»Begrebet ensomhed er mere præcist end begrebet kvinde eller nationalist eller belgier«

Kunstneres køn, farve, opvækst eller privilegier er ifølge filminstruktør Max Kestner sjældent hverken relevant eller interessant. Det interessante er kunstnerens indlevelsesevne og erfaringer, og erfaringer handler ikke om identitet, men om almenmenneskelige følelser som skuffelse, håb, fryd, ensomhed og kærlighed

»Et forbud om, hvem eller hvad man må skrive om, giver kun mening at lave for dårlige forfattere«

Charles Dickens har ifølge kritiker og digter Lars Bukdahl skrevet nogle af historiens bedste portrætter af både mænd og kvinder, selv om han var mand. Jo mere sære og forkvaklede og langt ude, hans figurer var, desto mere gnist var der. Hvilket er mystisk, men måske netop bevis på, at det er kunsten, siger kritikeren. Han har på den anden side ikke svært ved at komme i tanke om mandlige danske forfattere, der skriver dårlige kvindeportrætter

Der er grund til at frygte identitetspolitikkens angreb på friheden

Vi er givetvis nogle sombrerofjolser, som har beskrevet identitetspolitikken som en større fare, end den reelt er. Men det ændrer ikke ved, at samtidens store fokus på identitet er et reelt problem – også i Danmark

Kunstsamtaler må ikke være bange for identitetspolitik

Man må alt i kunsten, selvfølgelig må man det, men kunstnere, der ikke er bevidste om, hvem der skildres, og hvem, der skildrer, kan eksempelvis forfladige en smertelig erfaring. Hvis vi fastholder snakken om identitetspolitik som noget, der ønsker at forhindre kunsten i kunne at udfolde sig frit, så mister vi den slags aspekter af kunstkritikken

»Det ligner bare sådan noget lidt halvabstrakt klatmaleri, og jeg kan godt forstå, at man bliver pissed«

For kunstner og professor Ferdinand Ahm Krag ender Dana Schutz med at lave et dårligt kunstværk, når hun maler Emmett Till i sin kiste, fordi det bliver tydeligt, at hun mangler en forståelse for den lidelseshistorie, det billede repræsenterer. Derimod formår Asger Jorn med sit abstrakte maleri Stalingrad at skildre det ufortællelige ved krigens katastrofale lidelser

Alle kunstnere må kunne skildre alle erfaringer, men …

Et af litteraturhistoriens bedste kvindeportrætter er skrevet af en mand, siger litteraten Lilian Munk Rösing, der principielt mener, at alle forfattere til alle tider må kunne skrive om alle andre end sig selv. Alligevel sad hun tilbage med en underlig fornemmelse i kroppen, da hun for nogle år siden læste en roman om en kz-fange, der er skrevet af en forfatter, som aldrig har været der

Hvad taler vi om, når vi taler om identitetspolitik?

Et alternativt vokabular er de senere år gledet ind i vores almindelige hverdagssprog. Det rummer nye ord som ’privilegieblindhed’ og ’krænkelseskultur’, og det har gjort spørgsmål om identitet og anerkendelse til en fast del af den offentlige samtale. Identitetspolitik, kalder vi det. Men hvad betyder det egentlig? Vi er taget på en historisk rejse fra bondekultur over borgerrettighedskampe og gennem Mumidalen – for at blive klogere

Mest læste

  1. Et alternativt vokabular er de senere år gledet ind i vores almindelige hverdagssprog. Det rummer nye ord som ’privilegieblindhed’ og ’krænkelseskultur’, og det har gjort spørgsmål om identitet og anerkendelse til en fast del af den offentlige samtale. Identitetspolitik, kalder vi det. Men hvad betyder det egentlig? Vi er taget på en historisk rejse fra bondekultur over borgerrettighedskampe og gennem Mumidalen – for at blive klogere
  2. For kunstner og professor Ferdinand Ahm Krag ender Dana Schutz med at lave et dårligt kunstværk, når hun maler Emmett Till i sin kiste, fordi det bliver tydeligt, at hun mangler en forståelse for den lidelseshistorie, det billede repræsenterer. Derimod formår Asger Jorn med sit abstrakte maleri Stalingrad at skildre det ufortællelige ved krigens katastrofale lidelser
  3. Identitetspolitiske krav om særbehandling til bestemte grupper udfordrer det retsstatslige princip om ligebehandling og bliver dermed et angreb på den universalisme, som selve vores demokrati bygger på. Det mener filosofiprofessor Frederik Stjernfelt, der advarer mod den identitetspolitiske modebølge
  4. Når nu kunsten også er identitetsundersøgelse og en måde at nå hinanden på kryds og tværs af erfaringer, tid og kulturel baggrund, bør vi også snakke om identitet. Ikke om hvad man må og ikke må, for man må alt – men om, hvad situationsfornemmelse og indføling betyder for resultatet
  5. Vi er givetvis nogle sombrerofjolser, som har beskrevet identitetspolitikken som en større fare, end den reelt er. Men det ændrer ikke ved, at samtidens store fokus på identitet er et reelt problem – også i Danmark
  6. Da Christian Lollike skulle opsætte Oehlenschlägers orientalistiske lystspil ’Aladdin’ på Det Kongelige Teater, sørgede han for at tilknytte en af de skarpeste kritikere af hans foregående forestilling ’Black Madonna’, Nazila Kivi, til at udfordre hans opfattelse af, hvad det var for en historie, han skulle fortælle. På den anden side af en hård modtagelse og en proces fuld af tvivl fortæller de om de diskussioner, de har haft undervejs
  7. Charles Dickens har ifølge kritiker og digter Lars Bukdahl skrevet nogle af historiens bedste portrætter af både mænd og kvinder, selv om han var mand. Jo mere sære og forkvaklede og langt ude, hans figurer var, desto mere gnist var der. Hvilket er mystisk, men måske netop bevis på, at det er kunsten, siger kritikeren. Han har på den anden side ikke svært ved at komme i tanke om mandlige danske forfattere, der skriver dårlige kvindeportrætter
  8. Et af litteraturhistoriens bedste kvindeportrætter er skrevet af en mand, siger litteraten Lilian Munk Rösing, der principielt mener, at alle forfattere til alle tider må kunne skrive om alle andre end sig selv. Alligevel sad hun tilbage med en underlig fornemmelse i kroppen, da hun for nogle år siden læste en roman om en kz-fange, der er skrevet af en forfatter, som aldrig har været der