Menu
Log ind

Serie

Identitetspolemik

Nye ord som ’privilegieblindhed’ og ’safe spaces’ er de senere år gledet ind i vores sprog og har gjort spørgsmål om identitet og anerkendelse til en fast del af den offentlige samtale. Identitetspolitik, kalder vi det.

I denne serie gør vi os klogere på en af tidens mest omdiskuterede strømninger ved at undersøge begrebet fordomsfrit forfra og inkludere os alle. Hvad betyder den synlige og den usynlige identitetspolitik på godt og ondt for vores forhold til hinanden og – til kunsten, ikke mindst?

Identitetspolitiske krav om særbehandling til bestemte grupper udfordrer det retsstatslige princip om ligebehandling og bliver dermed et angreb på den universalisme, som selve vores demokrati bygger på. Det mener filosofiprofessor Frederik Stjernfelt, der advarer mod den identitetspolitiske modebølge

Identitetspolitik er nyartikuleret nationalisme

Identitetspolitiske krav om særbehandling til bestemte grupper udfordrer det retsstatslige princip om ligebehandling og bliver dermed et angreb på den universalisme, som selve vores demokrati bygger på. Det mener filosofiprofessor Frederik Stjernfelt, der advarer mod den identitetspolitiske modebølge
Da Christian Lollike skulle opsætte Oehlenschlägers orientalistiske lystspil ’Aladdin’ på Det Kongelige Teater, sørgede han for at tilknytte en af de skarpeste kritikere af hans foregående forestilling ’Black Madonna’, Nazila Kivi, til at udfordre hans opfattelse af, hvad det var for en historie, han skulle fortælle. På den anden side af en hård modtagelse og en proces fuld af tvivl fortæller de om de diskussioner, de har haft undervejs

»Da du sagde, du ville lave en feministisk historie om kvindefrigørelse ud af ’Aladdin’, tænkte jeg, at det nemt kunne gå galt«

Da Christian Lollike skulle opsætte Oehlenschlägers orientalistiske lystspil ’Aladdin’ på Det Kongelige Teater, sørgede han for at tilknytte en af de skarpeste kritikere af hans foregående forestilling ’Black Madonna’, Nazila Kivi, til at udfordre hans opfattelse af, hvad det var for en historie, han skulle fortælle. På den anden side af en hård modtagelse og en proces fuld af tvivl fortæller de om de diskussioner, de har haft undervejs

Kunsten er ikke hævet over identitetspolitikken

Det er et problem for kunsten og litteraturen, at den kommer til at understøtte de magtforhold, der er i samfundet
Ron Howard er en dygtig instruktør, der i andre film viser, at han investerer sine personlige erfaringer i film med historier, der ellers ligger langt fra hans egne oplevelser, men det gælder ikke ’Da Vinci mysteriet’. Her har han tydeligvis ikke investeret noget af sig selv, og så er det blevet en dårlig film, mener Max Kestner.

»Begrebet ensomhed er mere præcist end begrebet kvinde eller nationalist eller belgier«

Kunstneres køn, farve, opvækst eller privilegier er ifølge filminstruktør Max Kestner sjældent hverken relevant eller interessant. Det interessante er kunstnerens indlevelsesevne og erfaringer, og erfaringer handler ikke om identitet, men om almenmenneskelige følelser som skuffelse, håb, fryd, ensomhed og kærlighed
»På mange måder er Fagin (fra ’Oliver Twist’ red.) en racistisk karikatur, som Dickens blev så ked af, at han i en senere roman gjorde sig umage for at fremstille en positiv jøde – hvilket gør det endnu mere sindssygt, at han er så levende og ægte,« siger Lars Bukdahl

»Et forbud om, hvem eller hvad man må skrive om, giver kun mening at lave for dårlige forfattere«

Charles Dickens har ifølge kritiker og digter Lars Bukdahl skrevet nogle af historiens bedste portrætter af både mænd og kvinder, selv om han var mand. Jo mere sære og forkvaklede og langt ude, hans figurer var, desto mere gnist var der. Hvilket er mystisk, men måske netop bevis på, at det er kunsten, siger kritikeren. Han har på den anden side ikke svært ved at komme i tanke om mandlige danske forfattere, der skriver dårlige kvindeportrætter
Bør der være begrænsninger for, hvad man må klæde sig ud som? Det spørgsmål trænger sig ofte på, når den identitetspolitiske debat raser.

Der er grund til at frygte identitetspolitikkens angreb på friheden

Vi er givetvis nogle sombrerofjolser, som har beskrevet identitetspolitikken som en større fare, end den reelt er. Men det ændrer ikke ved, at samtidens store fokus på identitet er et reelt problem – også i Danmark

Kunstsamtaler må ikke være bange for identitetspolitik

Man må alt i kunsten, selvfølgelig må man det, men kunstnere, der ikke er bevidste om, hvem der skildres, og hvem, der skildrer, kan eksempelvis forfladige en smertelig erfaring. Hvis vi fastholder snakken om identitetspolitik som noget, der ønsker at forhindre kunsten i kunne at udfolde sig frit, så mister vi den slags aspekter af kunstkritikken
Dana Schutz’ maleri ’Open casket’ er inspireret af et ikonisk fotografi af drengen Emmet Till, der blev tæsket ihjel efter at være blevet beskyldt for at flirte med en hvid kvinde. Schutz blev udsat for massiv kritik, da maleriet blev vist på The Whitney i New York.

»Det ligner bare sådan noget lidt halvabstrakt klatmaleri, og jeg kan godt forstå, at man bliver pissed«

For kunstner og professor Ferdinand Ahm Krag ender Dana Schutz med at lave et dårligt kunstværk, når hun maler Emmett Till i sin kiste, fordi det bliver tydeligt, at hun mangler en forståelse for den lidelseshistorie, det billede repræsenterer. Derimod formår Asger Jorn med sit abstrakte maleri Stalingrad at skildre det ufortællelige ved krigens katastrofale lidelser
Et af litteraturhistoriens bedste kvindeportrætter er skrevet af en mand, siger litteraten Lilian Munk Rösing, der principielt mener, at alle forfattere til alle tider må kunne skrive om alle andre end sig selv. Alligevel sad hun tilbage med en underlig fornemmelse i kroppen, da hun for nogle år siden læste en roman om en kz-fange, der er skrevet af en forfatter, som aldrig har været der

Alle kunstnere må kunne skildre alle erfaringer, men …

Et af litteraturhistoriens bedste kvindeportrætter er skrevet af en mand, siger litteraten Lilian Munk Rösing, der principielt mener, at alle forfattere til alle tider må kunne skrive om alle andre end sig selv. Alligevel sad hun tilbage med en underlig fornemmelse i kroppen, da hun for nogle år siden læste en roman om en kz-fange, der er skrevet af en forfatter, som aldrig har været der
Et alternativt vokabular er de senere år gledet ind i vores almindelige hverdagssprog. Det rummer nye ord som ’privilegieblindhed’ og ’krænkelseskultur’, og det har gjort spørgsmål om identitet og anerkendelse til en fast del af den offentlige samtale. Identitetspolitik, kalder vi det. Men hvad betyder det egentlig? Vi er taget på en historisk rejse fra bondekultur over borgerrettighedskampe og gennem Mumidalen – for at blive klogere

Hvad taler vi om, når vi taler om identitetspolitik?

Et alternativt vokabular er de senere år gledet ind i vores almindelige hverdagssprog. Det rummer nye ord som ’privilegieblindhed’ og ’krænkelseskultur’, og det har gjort spørgsmål om identitet og anerkendelse til en fast del af den offentlige samtale. Identitetspolitik, kalder vi det. Men hvad betyder det egentlig? Vi er taget på en historisk rejse fra bondekultur over borgerrettighedskampe og gennem Mumidalen – for at blive klogere

Mest læste

  1. Hvad taler vi om, når vi taler om identitetspolitik?
    Et alternativt vokabular er de senere år gledet ind i vores almindelige hverdagssprog. Det rummer nye ord som ’privilegieblindhed’ og ’krænkelseskultur’, og det har gjort spørgsmål om identitet og anerkendelse til en fast del af den offentlige samtale. Identitetspolitik, kalder vi det. Men hvad betyder det egentlig? Vi er taget på en historisk rejse fra bondekultur over borgerrettighedskampe og gennem Mumidalen – for at blive klogere
  2. Identitetspolitik er nyartikuleret nationalisme
    Identitetspolitiske krav om særbehandling til bestemte grupper udfordrer det retsstatslige princip om ligebehandling og bliver dermed et angreb på den universalisme, som selve vores demokrati bygger på. Det mener filosofiprofessor Frederik Stjernfelt, der advarer mod den identitetspolitiske modebølge
  3. »Det ligner bare sådan noget lidt halvabstrakt klatmaleri, og jeg kan godt forstå, at man bliver pissed«
    For kunstner og professor Ferdinand Ahm Krag ender Dana Schutz med at lave et dårligt kunstværk, når hun maler Emmett Till i sin kiste, fordi det bliver tydeligt, at hun mangler en forståelse for den lidelseshistorie, det billede repræsenterer. Derimod formår Asger Jorn med sit abstrakte maleri Stalingrad at skildre det ufortællelige ved krigens katastrofale lidelser
  4. »Et forbud om, hvem eller hvad man må skrive om, giver kun mening at lave for dårlige forfattere«
    Charles Dickens har ifølge kritiker og digter Lars Bukdahl skrevet nogle af historiens bedste portrætter af både mænd og kvinder, selv om han var mand. Jo mere sære og forkvaklede og langt ude, hans figurer var, desto mere gnist var der. Hvilket er mystisk, men måske netop bevis på, at det er kunsten, siger kritikeren. Han har på den anden side ikke svært ved at komme i tanke om mandlige danske forfattere, der skriver dårlige kvindeportrætter
  5. Der er grund til at frygte identitetspolitikkens angreb på friheden
    Vi er givetvis nogle sombrerofjolser, som har beskrevet identitetspolitikken som en større fare, end den reelt er. Men det ændrer ikke ved, at samtidens store fokus på identitet er et reelt problem – også i Danmark
  6. Kunsten er ikke hævet over identitetspolitikken
    Det er et problem for kunsten og litteraturen, at den kommer til at understøtte de magtforhold, der er i samfundet
  7. »Da du sagde, du ville lave en feministisk historie om kvindefrigørelse ud af ’Aladdin’, tænkte jeg, at det nemt kunne gå galt«
    Da Christian Lollike skulle opsætte Oehlenschlägers orientalistiske lystspil ’Aladdin’ på Det Kongelige Teater, sørgede han for at tilknytte en af de skarpeste kritikere af hans foregående forestilling ’Black Madonna’, Nazila Kivi, til at udfordre hans opfattelse af, hvad det var for en historie, han skulle fortælle. På den anden side af en hård modtagelse og en proces fuld af tvivl fortæller de om de diskussioner, de har haft undervejs
  8. Alle kunstnere må kunne skildre alle erfaringer, men …
    Et af litteraturhistoriens bedste kvindeportrætter er skrevet af en mand, siger litteraten Lilian Munk Rösing, der principielt mener, at alle forfattere til alle tider må kunne skrive om alle andre end sig selv. Alligevel sad hun tilbage med en underlig fornemmelse i kroppen, da hun for nogle år siden læste en roman om en kz-fange, der er skrevet af en forfatter, som aldrig har været der