Serie

Kræftens sprog

Tusindvis af danskere får hvert år konstateret kræft, og langt de fleste kender nogen, der har været i berøring med sygdommen. Men hvordan bør vi tale om kræftforløb, og er det passende at forstå sygdommen som ’en kamp’, den sygdomsramte har mulighed for at kæmpe og vinde – eller tabe?

Mænds kræftsprog er påvirket af maskulinitetsidealer, men påvirkningen går også den anden vej

I de metaforer, mænd bruger om deres kræftsygdom, finder man genkendelige maskuline tematikker som elitesport, teknologi og krig. Men kræften ender i mange tilfælde også med at ændre deres forståelse af maskulinitet som noget mere rummeligt og emotionelt, skriver professor Karen Hvidtfeldt og institutleder Per Krogh Hansen i denne kronik

Tanken om, at vores mentalitet og sprog kan redde os fra kræft, kan blive et fængsel

Spørgsmålet om, hvilket sprog man bruger til at beskrive kræftforløb, handler ikke kun om, hvilke metaforer der er passende eller upassende, men også om, hvorvidt man kan tænke sig til et bedre helbred, og om man tør konfrontere døden som en virkelig mulighed, skriver psykoterapeut og forfatter Marianne Davidsen-Nielsen i denne kronik

Mænds kræftsprog handler om løsninger og om ikke at lade kræften overtage hele livet

Mænds kræftsprog er præget af handling og løsninger. Denne tilgang handler ikke kun om at overvinde sygdommen, men også om at bevare sin rolle som mand, far, chef, og ikke udelukkende blive reduceret til enten kræftkæmper eller -offer, skriver forskningsgruppeleder og lektor i personcentreret behandling Maria Kristiansen i denne kronik

Kræftens sprog har mange dialekter. Fælles for dem alle er håbet

Er det passende at beskrive kræftforløb som en kamp? Eller måske snarere som en rejse? Måden, vi taler om sygdommen, påvirker, hvordan vi oplever den, og hvilke ressourcer vi kan mobilisere. Det rette sprog er dog helt forskelligt fra patient til patient, skriver stifter af Sustainia og tidligere kræftpatient Erik Rasmussen

Lad os skabe et fælles sprog, der beskriver kræftforløb, uden at det har konsekvenser for den syge

Lad os gentænke metaforerne og udfordre den måde, vi er opdraget til at tale om kræft på, så krig ikke bliver standardmetaforerne, vi tyer til, når vi italesætter kræftsyges sygdomsforløb, skriver cand.mag. Steen Toft Winther i dette debatindlæg

Jeg vil have lov til at sige, at jeg ’kæmper’ mod kræften

Flere kræftramte og pårørende mener, det er upassende at beskrive kræftforløb med krigsmetaforer som noget, man ’kæmper imod’. Men visse dele af behandlingen kan opleves som en kamp, og jeg vil have lov at finde styrke og kontrol i krigsmetaforerne og kampen, skriver journalist og forfatter Arne Notkin i denne kronik

For mange patienter og pårørende er kræftsygdommen en kamp, der skal vindes

Som læge hos Kræftens Bekæmpelse møder jeg både patienter, der ikke bryder sig om kampmetaforer i forbindelse med kræft, men også mange patienter, der finder energi i oplevelsen af, at de selv kan gøre noget for at påvirke udfaldet af sygdommen. Vi skal rumme begge grupper, skriver Niels Kroman i dette debatindlæg

Det er forkert og upassende at beskrive min fars kræftforløb med krigsmetaforer

Når vi omtaler kræftforløb, beskriver vi det i krigsmetaforer som en kamp, man enten kan vinde eller tabe. Men det er et upassende billedsprog, som gør dem, der dør af sygdommen, til tabere, der ikke ’kæmpede nok’. Vi har brug for et mere passende sprog, skriver cand.mag. Steen Toft Winther i denne kronik

Mest læste

  1. Når vi omtaler kræftforløb, beskriver vi det i krigsmetaforer som en kamp, man enten kan vinde eller tabe. Men det er et upassende billedsprog, som gør dem, der dør af sygdommen, til tabere, der ikke ’kæmpede nok’. Vi har brug for et mere passende sprog, skriver cand.mag. Steen Toft Winther i denne kronik
  2. Spørgsmålet om, hvilket sprog man bruger til at beskrive kræftforløb, handler ikke kun om, hvilke metaforer der er passende eller upassende, men også om, hvorvidt man kan tænke sig til et bedre helbred, og om man tør konfrontere døden som en virkelig mulighed, skriver psykoterapeut og forfatter Marianne Davidsen-Nielsen i denne kronik
  3. I de metaforer, mænd bruger om deres kræftsygdom, finder man genkendelige maskuline tematikker som elitesport, teknologi og krig. Men kræften ender i mange tilfælde også med at ændre deres forståelse af maskulinitet som noget mere rummeligt og emotionelt, skriver professor Karen Hvidtfeldt og institutleder Per Krogh Hansen i denne kronik
  4. Er det passende at beskrive kræftforløb som en kamp? Eller måske snarere som en rejse? Måden, vi taler om sygdommen, påvirker, hvordan vi oplever den, og hvilke ressourcer vi kan mobilisere. Det rette sprog er dog helt forskelligt fra patient til patient, skriver stifter af Sustainia og tidligere kræftpatient Erik Rasmussen
  5. Flere kræftramte og pårørende mener, det er upassende at beskrive kræftforløb med krigsmetaforer som noget, man ’kæmper imod’. Men visse dele af behandlingen kan opleves som en kamp, og jeg vil have lov at finde styrke og kontrol i krigsmetaforerne og kampen, skriver journalist og forfatter Arne Notkin i denne kronik
  6. Lad os gentænke metaforerne og udfordre den måde, vi er opdraget til at tale om kræft på, så krig ikke bliver standardmetaforerne, vi tyer til, når vi italesætter kræftsyges sygdomsforløb, skriver cand.mag. Steen Toft Winther i dette debatindlæg
  7. Mænds kræftsprog er præget af handling og løsninger. Denne tilgang handler ikke kun om at overvinde sygdommen, men også om at bevare sin rolle som mand, far, chef, og ikke udelukkende blive reduceret til enten kræftkæmper eller -offer, skriver forskningsgruppeleder og lektor i personcentreret behandling Maria Kristiansen i denne kronik
  8. Som læge hos Kræftens Bekæmpelse møder jeg både patienter, der ikke bryder sig om kampmetaforer i forbindelse med kræft, men også mange patienter, der finder energi i oplevelsen af, at de selv kan gøre noget for at påvirke udfaldet af sygdommen. Vi skal rumme begge grupper, skriver Niels Kroman i dette debatindlæg