Serie

Kronikserie: DNA og diagnose – skyld og skam

Hvad betyder vores hang til diagnoser og vores øgede viden om hjernekemi for vores forestilling om skyld og skam? Hvordan påvirker viden om biologiens indflydelse på psykiske sygdomme omverdenens opfattelse af den diagnosticerede?

Kan man have personligt ansvar for uhensigtsmæssige handlinger, hvis de skyldes dårlige gener? Og hvad bliver der tilbage af personligheden, når stadig flere af vores handlinger kan forklares med DNA eller hjernekemi?

De spørgsmål sætter en række forskere og mennesker, der selv er ramt af sygdom, fokus på i denne kronikserie.

Diagnosen er den nye arvesynd

Ligesom arvesynden i gamle dage forklarede vores uhensigtsmæssige handlinger, er diagnosen blevet et indre fremmedlegeme, som har magt over os: Det er diagnosen i mig, der handler for mig. Det er en sygdom i selvet, en fejl eller en dysfunktion, som handler på mine vegne. Men den forklaring kan hurtigt ende som en bortforklaring

Skyldfølelse kan være drivkraft ud af psykiske problemer

Følelsen af skyld er smertefuld. Derfor føler mange forældre til børn med adfærdsvanskeligheder en lettelse, hvis børnene får en diagnose. For derved tilskrives problemerne biologi, og så har de ikke noget med forældrenes opdragelse at gøre. Men faktisk kan skyldfølelse også motivere til at gøre skaden god igen og derved blive en positiv drivkræft

Min søns diagnose gjorde også mig til en anden

Når man får et barn med en diagnose, føles det, som om pilen peger direkte tilbage på ens egne måske fejlbehæftede gener. Ligger der noget og lurer hos mig eller min kæreste, som aldrig er blevet identificeret, og som vi skulle have tænkt over, før vi fik barn?

ADHD er alles skyld – men dit eget ansvar

Når skylden for ADHD i samfundet skal findes, peges fingrene i mange retninger: Samfundet generelt rummer ikke de skævere tænkende, skolerne mangler forståelse, medicinalindustrien er grådig, lægerne er dovne, vores mad er forkert, og forældrene er for slappe. Jeg vover en påstand: Det er alles skyld.

ADHD bør ikke sidestilles med en brækket arm

De senere år har man forsøgt at afstigmatisere psykisk sygdom ved at sammenligne dem med fysiske sygdomme ud fra devisen: Der er ingen grund til at skamme sig over en syg hjerne; man skammer sig jo heller ikke over at få kræft. Men resultatet kan meget vel blive øget stigmatisering, fordi de lidende henvises til en abnormal kategori, der ikke vil kunne ændres på

Mest læste

  1. Når man får et barn med en diagnose, føles det, som om pilen peger direkte tilbage på ens egne måske fejlbehæftede gener. Ligger der noget og lurer hos mig eller min kæreste, som aldrig er blevet identificeret, og som vi skulle have tænkt over, før vi fik barn?
  2. Følelsen af skyld er smertefuld. Derfor føler mange forældre til børn med adfærdsvanskeligheder en lettelse, hvis børnene får en diagnose. For derved tilskrives problemerne biologi, og så har de ikke noget med forældrenes opdragelse at gøre. Men faktisk kan skyldfølelse også motivere til at gøre skaden god igen og derved blive en positiv drivkræft
  3. De senere år har man forsøgt at afstigmatisere psykisk sygdom ved at sammenligne dem med fysiske sygdomme ud fra devisen: Der er ingen grund til at skamme sig over en syg hjerne; man skammer sig jo heller ikke over at få kræft. Men resultatet kan meget vel blive øget stigmatisering, fordi de lidende henvises til en abnormal kategori, der ikke vil kunne ændres på
  4. Når skylden for ADHD i samfundet skal findes, peges fingrene i mange retninger: Samfundet generelt rummer ikke de skævere tænkende, skolerne mangler forståelse, medicinalindustrien er grådig, lægerne er dovne, vores mad er forkert, og forældrene er for slappe. Jeg vover en påstand: Det er alles skyld.