Menu
Log ind

Serie

Systemets børn

Omkring en procent af de 0-17-årige børn er på en given dag anbragt uden for hjemmet. Sådan har det været de sidste 100 år. Men hvad sker der, når du bliver systemets barn, der er afhængig af omsorg og kærlighed fra mennesker, der er ansat til at tage sig af dig?

I en kronikserie fortæller tidligere anbragte unge i løbet af sommeren om deres opvækst, og Information går i en række artikler tæt på de dilemmaer, som opholdssteder, plejefamilier, sagsbehandlere og det danske velfærdssamfund står med, når de overtager ansvaret for barnets opvækst.

Ombudsmanden vil have styr på anbringelser af børn

Ombudsmanden er gået ind i en række sager om manglende handleplaner for anbragte børn i de seneste år. Før sommerferien henvendte han sig til kommunerne og Social- og Børneministeriet om problemet. Hvis ikke det bliver løst, vil Ombudsmanden gå videre til Folketinget, som kan overveje sanktioner mod kommunerne
Home er et sted for anbragte unge i Hundested.

Forældre til anbragte får ikke den hjælp, de har ret til

Selv om forældre til anbragte børn har haft ret til en støtteperson siden 2001, så blev der i 2015 blev kun tildelt en støtteperson i 16 procent af anbringelserne. Problemet er, at det ikke har nogen konsekvenser for kommunerne ikke at overholde loven, mener lektor i socialret
Ifølge lovgivningen skal der arbejdes med den dysfunktionelle familie, mens barnet er anbragt, fordi enhver anbringelse sker med henblik på hjemgivelse, men det sker meget sjældent, at man gør noget i forhold til familien, påpeger professor Inge Bryderup.

At anbringe børn er symptombehandling, hvis ikke familien får hjælp

Ny forskning giver for første gang indblik i de opvækstvilkår, anbragte børn i danske plejefamilier har. Især støtten til familierne og de tidligere anbragte over 18 år halter bagefter, mener Inge Bryderup, der er professor i socialt arbejde på Aalborg Universitet og står bag undersøgelsen
’Når jeg er ude på ungdomsuddannelser, får de unge fra tid til anden mulighed for at tilkendegive, om de har talt med en fagperson, en voksen, om et alvorligt problem, uden at der blev fulgt op på det. Ofte har en tredjedel af de unge haft sådan en oplevelse – nogle gange op mod halvdelen,’ skriver dagens kronikør.

Kommunen var et sted med en masse voksne, der ikke lyttede

Min mor drak, til hun ikke kunne stå, tale sammenhængende eller helt blev bevidstløs.  Men da jeg henvendte mig til kommunen for at få hjælp, blev jeg sendt hjem med besked om at holde op med at lyve 
’Da jeg efter halvandet år blev udskrevet, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Det gik op for mig, at jeg levede af at være indlagt,’ skriver dagens kronikør.

’Jo flere gange man bæltefikserede mig, desto bedre syntes jeg, at jeg klarede mig’

Efter et par indlæggelser på psykiatriske afdelinger blev jeg rigtig god til at opfylde forventningerne i systemet. Jeg kunne få alarmen til at gå, når jeg ville, og jo flere gange man bæltefikserede mig, desto bedre syntes jeg, at jeg klarede mig. Men da jeg blev udskrevet efter en indlæggelse på 18 måneder, anede jeg ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg levede jo af at være indlagt
Jórun Magnussen er uddannet pædagog, psyko- og familieterapeut. Hun og manden Klaus Toke Madsen var først plejefamilie. Men da der kom stadig flere børn og unge til, konverterede de rødstensvillaen til et opholdssted. Det er knap 30 år siden, og i dag drives Home som en fond med ni ansatte og plads til syv anbragte unge piger i alderen 12 til 22.

Det næstbedste hjem

I tre årtier har ægteparret Jórun Magnussen og Klaus Toke Madsen drevet et opholdssted i Hundested som et hjem. Her vokser de anbragte unge piger med kærlighed, kram og en hverdag som en familie
’Jeg ville jo bare gerne være normal. Hvorfor pokker skulle jeg så også kæmpe mod kommunen for at beholde det, der endelig gav mig en følelse af at være normal’, spørger Helga Sofia Nielsen, der har boet på døgninstitution siden hun var 13 år, og derfor skal betale en del af sin løn til kommunen.

Det skal kunne betale sig at arbejde – også for anbragte unge

Det var en kæmpe succes, da jeg som 15-årig fandt et job i en 7-Eleven-butik. Det udviklede mig mere og hurtigere end alle de tilbud, kommunen havde givet mig, siden jeg blev anbragt uden for hjemmet. Men glæden blev kort, for hver måned blev jeg tvunget til at betale størstedelen af min løn til kommunekassen
Jeg boede på døgninstitutionen i fem år. Igennem de år fik jeg aldrig en forklaring på, hvorfor jeg ikke måtte se min plejefamilie oftere – det eneste, jeg fik fortalt, var, at jeg ikke havde juridisk krav på det. Og døgninstitutionens manglende samarbejde med min plejefamilie blev retfærdiggjort med, at den ikke var forpligtet til den slags af loven. Det er også juridisk korrekt, men det er etisk forkert – i hvert fald i min sag, skriver Wincentz Heim.

Hvorfor måtte jeg ikke elske mine plejeforældre?

Da jeg var 11 år, blev jeg fjernet fra min plejefamilie, anbragt på døgninstitution og fik at vide, at de ville glemme mig, og at jeg skulle glemme dem
Liv Dupont er pædagog. Hun har deltaget i medieskolen for tidligere anbragte unge, som Information afholdt i foråret med støtte fra Egmont Fonden.

Min far var misbruger og pusher. Ingen overvejede, om han var egnet som weekendfar

Fra jeg var fem, til jeg var 11 år, boede jeg hos min far i weekenderne. Han var pusher, og huset var fuld af våben og slåskampe mellem misbrugerne. Ingen – hverken politiet, kommunen eller lærerne på skolen – spurgte sig selv eller mig, om det var et egnet miljø for en lille pige
Systemets børn
’Det er vigtigt at kende forskel på sine egne og barnets behov. Når jeg er tæt med børn, og de betror sig til mig, har jeg oplevet, at jeg føler mig som noget særligt. Og det skal man være opmærksom på og spørge sig selv, hvem det er, der har brug for relationen,’ siger Rikke Smedegaard, der har været pædagog i over 20 år.

’Når jeg ikke kan sove om natten, ved jeg, at jeg skal til at passe på’

Pædagog og debattør Rikke Smedegaard er ikke i tvivl om, at det gør en forskel, hvis man som fagperson involverer sig ekstra i børn, der har brug for det. Men man skal være forberedt på, at det kan give søvnløse nætter og tårer i øjnene

Sider

Mest læste

  1. Pædagoger skal ikke arbejde med mennesker. De skal holde af mennesker
    Jeg havde ikke været her i dag, hvis ikke min pædagog Anders havde taget sig af mig og givet mig uforbeholden støtte, tillid og omsorg, da jeg som omsorgssvigtet 12-årig blev anbragt på behandlingshjem
  2. Min far var misbruger og pusher. Ingen overvejede, om han var egnet som weekendfar
    Fra jeg var fem, til jeg var 11 år, boede jeg hos min far i weekenderne. Han var pusher, og huset var fuld af våben og slåskampe mellem misbrugerne. Ingen – hverken politiet, kommunen eller lærerne på skolen – spurgte sig selv eller mig, om det var et egnet miljø for en lille pige
  3. Findes den professionelle kærlighed?
    For anbragte unge kan det være altafgørende, hvis de møder en voksen, der investerer mere end blot deres faglighed. Men et for dybt engagement kan også føre til svigt
  4. Hvorfor måtte jeg ikke elske mine plejeforældre?
    Da jeg var 11 år, blev jeg fjernet fra min plejefamilie, anbragt på døgninstitution og fik at vide, at de ville glemme mig, og at jeg skulle glemme dem
  5. Da min kontaktperson blev alkoholiker, stod jeg alene med skammen
    Da jeg flyttede fra den døgninstitution, jeg havde været anbragt på i flere år, insisterede en af pædagogerne på fortsat at være der for mig. Jeg var taknemmelig. Men kontakten gav mig flere problemer, end den løste, og da hun svigtede, var der ingen til at hjælpe mig videre
  6. Det skal kunne betale sig at arbejde – også for anbragte unge
    Det var en kæmpe succes, da jeg som 15-årig fandt et job i en 7-Eleven-butik. Det udviklede mig mere og hurtigere end alle de tilbud, kommunen havde givet mig, siden jeg blev anbragt uden for hjemmet. Men glæden blev kort, for hver måned blev jeg tvunget til at betale størstedelen af min løn til kommunekassen
  7. ’Jo flere gange man bæltefikserede mig, desto bedre syntes jeg, at jeg klarede mig’
    Efter et par indlæggelser på psykiatriske afdelinger blev jeg rigtig god til at opfylde forventningerne i systemet. Jeg kunne få alarmen til at gå, når jeg ville, og jo flere gange man bæltefikserede mig, desto bedre syntes jeg, at jeg klarede mig. Men da jeg blev udskrevet efter en indlæggelse på 18 måneder, anede jeg ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg levede jo af at være indlagt
  8. Det næstbedste hjem
    I tre årtier har ægteparret Jórun Magnussen og Klaus Toke Madsen drevet et opholdssted i Hundested som et hjem. Her vokser de anbragte unge piger med kærlighed, kram og en hverdag som en familie