Serie

Vinn & Skæv

I skældsordenes rækker

Jeg ser det for mig: ved lov forbydes det at udtrykke sig om andre mennesker, og i det hele taget, anonymt på nettet. Skriv hvad du vil, fascistiske møgsvin, men du har bare at lægge navn til

Morgenstemning i Nykøbing F

Overgangen fra nat til dag i en mindre provinsby er lydlig. Lige pludselig, i løbet af få minutter, får byen lyd. Biler og fodgængere. Man kan høre skridt, selvom man skulle tro, det var løgn. Man kan høre stemmer. Derefter er der larm hele dagen

Gårdens dyr

Når et får bræger, så bræger alle de andre også. Og de bliver ved og ved. Det lyder ikke så meget som politikere, det lyder mere som en vælgerbefolkning, der endnu en gang skælder ud på de politikere, de selv bliver ved med at stemme på

Lukkelyde og underbukser

Jeg er ikke vokset op i en socialklasse, eller har haft så hårde opvækstvilkår, at det nogensinde er faldet mig ind, at man kunne få en skrædder til lige at ordne lidt på sømmene, før man tager underhylerne på

Fiktioner

En af de værste ting, der kan overgå en i en lufthavn, er alle de middelklasseidioter, der har klædt sig ud som Charles Bukowski og har tænkt sig at skrive Den Store Roman om tilværelsen på samfundets bund. Og derfor har været på researchtur til New York

Dagens Bukse-Marius

Man kan udmærket sammenligne nutidens sveddryppende privatbloggere, der af sikkerhedshensyn må arbejde anonymt, med modstandsfolkene under krigen. Det er dem, der ved, at nogen må gøre det beskidte arbejde

Kokken og gryden

Hvis man absolut skal belære, pålægge og advare andre mod noget som helst, skal man have prøvet det selv. Omvendte syndere kan vi godt acceptere, men fandme ikke folk, der bare aldrig har turdet give efter for en eneste fristelse fordi far og mor så ville blive rigtig kede af det

Små og store problemer

Mange anmeldere har på grund af straffriheden udviklet sig til rene vaneforbrydere, f.eks. den uhyggelige Lars Bukdahl med de lange lemmer og litteratvanviddet lysende ud af øjnene. Han er fast hovedrolleindehaver i forfatteres natlige mareridt

Generation Nok

De rigtige 68’ere er den mest festlige ungdom, vi har haft siden Anden Verdenskrig. Det kan godt være, de også var rablende gale, håbløst upraktiske og at mange af dem faktisk knap nok er blevet voksne endnu. Men selvom man garanteret må tage deres uansvarlighed med også, ville det være en befrielse at få dem tilbage i gadebilledet

Fortrydelsestiden

SF ved nu, at forandring er af det onde. Det må tilbage til uskylden, til kyskheden og den håndsky bedreviden. Men SF nåede da at vise, at det var i stand til at lære det politiske håndværk, især kapitlerne om at fremstille virkeligheden, så den passer til ens øjeblikkelige behov

Sider

Mest læste

  1. Det, der forsøder den enes tilværelse, kan for andre være livslang årsag til hån, spot og latterliggørelse. 'Kunstner!' - det kan enhver idiot kalde sig
  2. 'De 141 dage' var en arbejdskonflikt, der handlede så meget om politik, at Overdanmark gjorde alt for at glemme den bagefter. Men den er faktisk værd at huske på
  3. Om damen med hunden og dengang der var arbejderlitteratur - litteratur skrevet af almindelige mennesker for almindelige mennesker. Skrevet af arbejdere for andre arbejdere
  4. Dulmen. Et år forsvinder også. Noget af det, et år efterlader, er vel en slags fantomsmerter. Der indtil videre ikke kan behandles
  5. Fuck-typen. Jeg har aldrig været typen, der fabler om den helt store gevinst i Lotto. Fuck-typen: Fuck alle idioter, der bor i grimme, små huse og grimme, små lejligheder og kører i grimme, små biler til og fra deres grimme, små og især dybt latterlige lønarbejde. Fuck, fuck, fuck
  6. Når et får bræger, så bræger alle de andre også. Og de bliver ved og ved. Det lyder ikke så meget som politikere, det lyder mere som en vælgerbefolkning, der endnu en gang skælder ud på de politikere, de selv bliver ved med at stemme på
  7. Forfatteren har hermed for evigt lagt Nykøbings ene boghandler på is på grund af et penibelt spørgsmål om kuglepens-patroner
  8. Har De nogensinde haft et fornøjelsesbudget? Klummistens eget budget har til alle tider, som ung, som voksen og nu, hvor han i det mindste er yngre end sin forlægger, kun haft to poster, nemlig: Faste udgifter og Det, der er tilbage