Serie

Vold i film

I forbindelse med Lars von Triers seriemorderthriller The House That Jack Built diskuterede vi i avisen den eksplicitte vold. Men kan man overhovedet diskutere vold i film, ikke som moralsk boksekamp, men på værkets egne præmisser? Vi har spurgt en række filmfolk om, hvad filmvold kan - og bedt dem om at udpege en scene, der virker, og en, der bestemt ikke gør.

Stuntmand: »Mine erfaringer med, hvad filmvold gør ved folk, har betydet, at jeg simpelthen har fået dårlig samvittighed«

Stig Günther var en af de første stuntmænd i Danmark og har blandt andet arbejdet på ’Pusher’, ’Adams Æbler’ og senest Lars von Triers ’The House That Jack Built’, som han har valgt ikke selv at se. For arbejdet med filmvold har givet samvittighedskvaler. Og det i en sådan grad, at han overvejer at forlade filmbranchen

Forsker: Filmvolden kan lære os, hvad det betyder at være menneske – med potentialet til at blive både offer og gerningsmand

Hvis man vil forstå filmvoldens værdi, må man først sætte sig ind i Immanuel Kants ide om ’det sublime’, der overskrider det, som blot er skønt eller smukt. Filmvolden kan nemlig overvælde os på en måde, så vi kommer til at reflektere over vores egen menneskelighed. Det mener den amerikanske professor Robert Appelbaum, der har forsket i voldens æstetik

Hvad lærte vi om meningen med filmvold?

At vores kærlighed til og fortvivlelse over filmvold skal frem i lyset, så vi kan se volden gennem andres blikke og blive klogere på, hvorfor vi selv ser filmvold, og hvorfor vi finder mening i at se det

Peter Peter: Der findes »kunstvold« – og så findes der »konfekt for de bittesmå hjerner«

Punkikon og filmkomponist Peter Peter mener, at det er nødvendigt med insisterende, realistisk filmvold, hvor seeren ikke får mulighed for at kigge væk. Det skal blive ubehageligt, så man kan mærke, hvorfor volden er forkert

»At lave film er en fetich i sig selv, men man skal ikke dyrke volden mere end alt det andet«

Lars von Triers faste filmfotograf, Manuel Alberto Claro, bryder sig ikke om vold på film, medmindre den bliver forklaret og forsvaret. Det bliver den ikke i James Camerons manipulerende ’Avatar’, men det gør den i Triers film, senest i seriemorderthrilleren ’The House That Jack Built’, mener han

»Marvels kampscener minder nærmest om en koreograferet ballet«

Morten Søndergård, der er kendt for sit arbejde som redaktør og oversætter af danske Marvel-udgivelser gennem 22 år, bryder sig ikke om splatter og slå-på-tæven-vold, medmindre det er lavet af hans yndlingsinstruktører. Ifølge ham skal voldsscener helst være ligesom kæmpebrikker, der slår hinanden ud på et skakbræt. Nøjagtig som det er i Marvel-universet
Vold i film

»Jeg ved, hvordan vold ser ud i virkeligheden. Og den ligner ikke den i Fight Club«

Filminstruktør Christina Rosendahl svælgede i voldsfilm som ung. Det var hendes måde at bearbejde sin egen voldelige opvækst på. Blod og afhuggede lemmer er for hende den rene barnemad, til gengæld bryder hun sammen, når hun ser en løve nedlægge en hjort på Discovery Channel

»De fleste voldshandlinger på film har jo ikke en skid med ofret at gøre«

Filminstruktør og manuskriptforfatter Isabella Eklöf kan ikke mønstre nogen interesse for vold på film – medmindre der er tale om seksualiseret vold, og filmen tager både overgrebet og dets offer alvorligt. At lade ofrene være navnløse modstandere, hvis liv helten har ret til at tage, anser hun for at være farligt
Filmvold

»Først får han skudt hånden af, så får han skudt armen af, så bliver han pløkket fuldstændig i smadder. Det fungerer«

En blodig henrettelsesscene er omdrejningspunktet i filminstruktør Ask Hasselbalchs yndlingsfilm, ’RoboCop’. Han har ikke noget problem med voldsfilm, så længe volden er integreret i filmens handling. Det er først, når den reduceres til staffage, at den bliver ligegyldig – og dermed problematisk

Voldsdiskussioner avler voldsdiskussioner

Når det kommer til kunstneriske film, hvor volden får en central plads, hvor filmen måske faktisk handler om selve voldens væsen, kan det være lidt sårbart at indtage positionen som den, der er sur og siger fra

Sider

Mest læste

  1. Punkikon og filmkomponist Peter Peter mener, at det er nødvendigt med insisterende, realistisk filmvold, hvor seeren ikke får mulighed for at kigge væk. Det skal blive ubehageligt, så man kan mærke, hvorfor volden er forkert
  2. Stig Günther var en af de første stuntmænd i Danmark og har blandt andet arbejdet på ’Pusher’, ’Adams Æbler’ og senest Lars von Triers ’The House That Jack Built’, som han har valgt ikke selv at se. For arbejdet med filmvold har givet samvittighedskvaler. Og det i en sådan grad, at han overvejer at forlade filmbranchen
  3. Filminstruktør og manuskriptforfatter Isabella Eklöf kan ikke mønstre nogen interesse for vold på film – medmindre der er tale om seksualiseret vold, og filmen tager både overgrebet og dets offer alvorligt. At lade ofrene være navnløse modstandere, hvis liv helten har ret til at tage, anser hun for at være farligt
  4. En blodig henrettelsesscene er omdrejningspunktet i filminstruktør Ask Hasselbalchs yndlingsfilm, ’RoboCop’. Han har ikke noget problem med voldsfilm, så længe volden er integreret i filmens handling. Det er først, når den reduceres til staffage, at den bliver ligegyldig – og dermed problematisk
  5. Morten Søndergård, der er kendt for sit arbejde som redaktør og oversætter af danske Marvel-udgivelser gennem 22 år, bryder sig ikke om splatter og slå-på-tæven-vold, medmindre det er lavet af hans yndlingsinstruktører. Ifølge ham skal voldsscener helst være ligesom kæmpebrikker, der slår hinanden ud på et skakbræt. Nøjagtig som det er i Marvel-universet
  6. Hvis man vil forstå filmvoldens værdi, må man først sætte sig ind i Immanuel Kants ide om ’det sublime’, der overskrider det, som blot er skønt eller smukt. Filmvolden kan nemlig overvælde os på en måde, så vi kommer til at reflektere over vores egen menneskelighed. Det mener den amerikanske professor Robert Appelbaum, der har forsket i voldens æstetik
  7. Lars von Triers faste filmfotograf, Manuel Alberto Claro, bryder sig ikke om vold på film, medmindre den bliver forklaret og forsvaret. Det bliver den ikke i James Camerons manipulerende ’Avatar’, men det gør den i Triers film, senest i seriemorderthrilleren ’The House That Jack Built’, mener han
  8. At vores kærlighed til og fortvivlelse over filmvold skal frem i lyset, så vi kan se volden gennem andres blikke og blive klogere på, hvorfor vi selv ser filmvold, og hvorfor vi finder mening i at se det