Silas Harrebye

Seneste artikler af
Silas Harrebye
  • Vi skal bevæge os fra #MeToo til #AlleOs i praksis

    #MeToo’s budskab sniger sig ind i vores bevidsthed i stedet for at storme de traditionelle institutionelle magtbastioner. Men skal det lede til den forandring, vi alle håber på, og skal bevægelsen lære at lytte, når den møder kritik?
  • Tillad mig at begå demokrati-blasfemi … demokratiet har brug for det

    Hvorfor har man kun én stemme ved et folketingsvalg og ikke flere, så man kunne sammensætte en regering med en integrationsminister fra DF og en miljøminister fra SF? Og hvorfor ikke lave flere folkeafstemninger og lade vælgerne overdrage deres stemme til en person, de synes er klog på det pågældende område?
  • Demokratiets krise er lovende

    Demokratiet er i krise. Men den er langtfra bundløs. For når eksisterende partier, traditionelle virksomheder, den velkendte fagforening og de gamle medier udfordres, opstår muligheden for et sceneskift. Meget peger på, at det er på vej
  • God politisk kunst hiver os op af ideologiens skyttegrav

    Sagen om Ingolf Gabold og hans politiske DR-serier giver os anledning til at diskutere kulturelitens generelle mangel på samfundsengageret ansvar. Og til at stille spørgsmålet: Hvordan skal vi gå til den politiske kunst?
  • Vi har brug for at tro

    Ateister burde tage ved lære af de store religioner i stedet for at vanære dem
  • Jeg er træt af kravet om aktiv deltagelse

    Du skal tage del i fællesskabet, siger jeg til mig selv. Gu vil jeg ej, svarer min indre anarkist. Borgerinddragelse er ofte skueprocesser, der kun har en ren symbolsk værdi
  • De bornerte og privilegerede har kapret demokratiet

    Forargelsen over fløjtekoncerten 1. maj er enorm. Men det er på kanten af det etablerede, vi udvikler os. Derfor er det godt, at nogle skubber til grænserne for god opførsel. Også selv om de er røvirriterende. I dag er der desværre for langt fra Fælledparken til elitens Deadline-studie
  • De søger det sted, der ikke findes

    De verdensomspændende protestbevægelser har ikke nogle klare krav eller målsætninger, men det behøver ikke at være et problem. For selv om man ikke kan forestille sig et bedre demokrati end vores eget, er det jo ikke ensbetydende med, at det ikke findes
  • Børnenes kritik forstummer med en sut i munden

    De mennesker, der arbejder direkte med børnene, oplever først og fremmest, at 'genopretningsplanerne' handler om økonomi, effektivitet og kontrol. Uhyggelige ord når de bruges i børnehøjde

Sider

Mest læste
  1. Ateister burde tage ved lære af de store religioner i stedet for at vanære dem
  2. #MeToo’s budskab sniger sig ind i vores bevidsthed i stedet for at storme de traditionelle institutionelle magtbastioner. Men skal det lede til den forandring, vi alle håber på, og skal bevægelsen lære at lytte, når den møder kritik?
  3. Demokratiet er i krise. Men den er langtfra bundløs. For når eksisterende partier, traditionelle virksomheder, den velkendte fagforening og de gamle medier udfordres, opstår muligheden for et sceneskift. Meget peger på, at det er på vej
  4. Du skal tage del i fællesskabet, siger jeg til mig selv. Gu vil jeg ej, svarer min indre anarkist. Borgerinddragelse er ofte skueprocesser, der kun har en ren symbolsk værdi
  5. Sagen om Ingolf Gabold og hans politiske DR-serier giver os anledning til at diskutere kulturelitens generelle mangel på samfundsengageret ansvar. Og til at stille spørgsmålet: Hvordan skal vi gå til den politiske kunst?
  6. Der er forskel på dobbeltmoral og kognitiv dissonans. Det første handler om homofobi, det andet handler om normalitet. Forskellen er vigtig, når vi skal bekæmpe fobierne
  7. Hvorfor har man kun én stemme ved et folketingsvalg og ikke flere, så man kunne sammensætte en regering med en integrationsminister fra DF og en miljøminister fra SF? Og hvorfor ikke lave flere folkeafstemninger og lade vælgerne overdrage deres stemme til en person, de synes er klog på det pågældende område?
  8. CPH fashion weeks betydning og påvirkningskraft af især ungdommen i København er tydelig gennem den massive mediedækning og de programsættende arrangementer - og den er ypperste udtryk for vores samfunds fordærv