Søren Møllers blog

Den frie musik

Musikere lever i dag ikke af deres pladesalg, men af deres koncertvirksomhed. Derfor regner mange af dem deres udgivelser for et sofistikeret visitkort, hvor koncerthuse og publikummer kan orientere sig om, hvad der sker netop nu, for en given kunstner.

Dette gælder også indpakning, der kan signalere individualitet eller mode, f.eks. ved at fremstille hvert enkelt cd cover personligt, eller udgive på vinyl på et tidspunkt, hvor det netop menes at være på retur. Et sådan visitkort vil ikke finde sin plads på en pladebutikshylde, da der dels ikke er mange pladebutikker tilbage og de butikker der er, har et begrænset udvalg af de mere lytterkrævende stilarter. Denne udvikling synes helt af sig selv at styre musikerne i nye retninger, hvor musikkens visitkortlignende effekt bliver en inspirerende faktor for den enkelte musiker, der pludseligt får mulighed for at skabe sin musik udenfor fastlagte rammer om at passe ind på bestemte hylder.

Den hyldeløse udvikling er heller ikke gået diverse musikfestivaler forbi. Snart befinder man sig med sit jazzband på en klassisk musikfestival, for kort efter at være i programmet med sit afrikanske verdensmusikorkester på en jazzfestival et andet sted. Udviklingen synes drevet frem af festivalarrangører, af økonomiske vilkår og en konstant sværere situation for konservative musiklyttere for at definere og adskille de enkelte genrer. Hvad værdi har det, at det kun er rigtig jazz, når der er banjo med? Spiller det klassiske ensemble Alarm Will Sound rock, når de på deres klassiske instrumenter optræder sammen med indierock gruppen Dirty Projectors? – og kan det ikke være lige meget, hvad det er, så længe, at det er artister, der skaber denne specielle fornemmelse af kreativ opdagelse, som vi alle sammen har oplevet at lade os rive med af og ofte ubevist foretrækker frem for den korrekte udførelse, der ofte virker banal og ufarlig som akkompagnement til en ellers ensformig livsstil.

Det smitter af på musikernes udtryk, hvor et visitkort af kreativ sprudlen og opdagelse vender op og ned på hvem, der udtrykker sig hvordan og hvem, der optræder hvor. Det hjælper også med til at udfordre kunststøttende institutioner, anmeldere og festivaler til at reevaluere deres opfattelse af den kreative opdagelse for det fremstår pludseligt en smule konservativt, når en avantgarde kunstner endnu engang spiller frit, eller den alternative komponist igen ikke har kunnet finde melodien – helt på lige fod med den polerede pianotrio udgivelse med endnu en omgang Broadway sange fra 50’erne. Man keder sig begge veje og ønsker kun, at kunstneren snart udfordrer sig selv og vender skibet mod det åbne hav, frem for at sejle sin egen sø.

Udgivelserne

Det vakte en del interesse, da New York Times klassiske anmelder Anthony Tommasini og rockanmelderen Jon Pareles åbnede en diskussion på bloggen Arts Beat omkring udgivelsen Dark Hope af den amerikanske stjernesopran Renee Fleming. Diskussionen gik på, hvordan udgivelsen skulle klassificeres. Som rock, eller som klassisk cross-over. Det interessante var, at Fleming selv havde et indlæg i debatten i kraft af, at hun i cd’ens cover noter forklarede, at udgivelsen ikke kunne regnes for en klassisk cross-over udgivelse, da hun ikke tilstræbte den korrekte udførelse af en anden stil, men måtte kategoriseres som et selvstændigt kunstnerisk statement. Tommasini og Pareles opnår i deres diskussion enighed om, at cross-over netop er, hvad hendes udgivelse er og at selv om vi nærmer os, vil begrebet først synes ligegyldigt, i form af genrernes opløsning, i en fjern fremtid.

 

Jazzmusikerne synes at have et godt greb om at genopfinde sig selv i blandingen med nye genrer. Måske fordi, at de formår at distancere sig fra ideen om den korrekte udførelse og i stedet forsøger at integrere materialet i deres eget udtryk. Pianisten Brad Mehldaus udgivelse Highway Rider, produceret af indierock produceren Jon Brion, er originalmusik komponeret for jazzkvartet med et tilføjet klassisk kammerensemble, der afsøger grænserne mellem den klassiske romantiske tradition og moderne mainstream jazz. Saxofonisten Steve Lehman lod sig inspirere af den moderne klassiske musiks spectral music genre med udgivelsen Travail, Transformation and Flow, mens trommeslageren Tyshawn Sorey’s tidligere udgivelse That/Not har klare referencer til den klassiske avantgardes fader Arnold Schoenberg.

Den mest følelsesladede udgivelse og et fantastisk eksempel på at sammensmelte de forskellige genrer er Peter Gabriels Scratch Your Back, hvor et symfoniorkester uden perkussion får lov til at danne orkesterbaggrunden for en række indierock sange valgt af Gabriel selv. Inspirerende er det at finde tidligere guitarriffs fordelt mellem celloer og violiner, mens hele klangbilledet virker til at inspirere Gabriel til at omfortolke og personliggøre allerede kendte sange.

Ufrivillig modernitet:

Men hvordan skal medierne forholde sig til denne musikalske legestue og hvordan skal de enkelte musikere forvente en fair behandling, hvis anmelderne stadig har et konservativt forhold til den genre de anmelder? Lidt ufrivilligt har økonomiske forhold i den danske medieverden skabt en ganske hip situation, hvor f.eks. dagbladet Politiken har samme anmelder til både den klassiske musik og jazzen. Altså en åbenlys mulighed for anmelderen i at kunne oplyse sine læsere omkring eksempelvis en Steve Lehmans brug af spectral music’s principper i en jazz sammenhæng. Mindre heldigt vil det nok falde ud, når kombinationen bliver klassisk musik og nyheder, som på den forestående P1 og P2 sammenlægning.

Sammenlægningerne er netop ufrivillige og ikke gennemført for at skabe muligheder. Alligevel var det en smule overraskende, da jeg selv i foråret udgav cd’en Christian X Variations for jazzkvartet med klassisk blæserkvintet, at ingen anmeldere nævnte, at Christian X også er hyldet af den amerikanske klassiske komponist Morton Feldman i værket The King of Denmark, eller at der indgik klare elementer af amerikansk minimalisme i form af referencer til komponisterne Steve Reich og David Lang. Samuel Barbers Summer Music blev heller ikke nævnt, skønt der i min cd var en helt klar reference til netop dette værk. Det virkede ganske enkelt som om, at det forekom anmelderne fjernt at skulle kikke efter den type af referencer i en jazzudgivelse selv om, det jo i nogle situationer var den samme anmelder.

Musikkens frie bevægelse imellem genrerne stiller store krav til den enkelte lytter om smag og baggrundsviden om musikkens referencer. Derfor er det vigtigt, at medierne er med i den åbning af musikken, der sker netop nu. For den enkelte musiker er det korrekte udtryk det personligt inspirerede, der konstant må udfordres for at udvikles og i sammensmeltningen med udefra kommende genrepåvirkninger konstant forandres. Denne proces dokumenteres i form af udgivelser, der informerer lytterne om musikerens nuværende ståsted - hvad kan der forventes ved næste koncertbegivenhed. En udgivelse er for musikerne et moderne visitkort, hvor det nok kan være værd at kikke efter det nuværende område nummer for man ved aldrig, om musikeren har flyttet adresse siden sidste gang.

Kommentarer

Så vidt jeg erindrer, kommenterede jeg netop din udgivelse med henvisning til det minimalistiske, ved et notat i ikke ladede vendinger, blot tørre henvisninger.

Jeg - "pseudonym" - er selv gennem mit - i ravelsk ånd, en kærlighed, lyd - liv, som autodidakt blevet mødt med ord fra genre bestemte musikere, som. " Bare jeg kunne undsige reglerne, og bevæge mig så elegant naturligt, mens alle love bliver brudt." Genre er en dødssejler af mange grunde. Jeg nævner kun et par stykker her.

Hvis man forstår love, så er der følgende - i uddrag - muligheder.

At lege med dem. At forholde sig angstfuldt til dem. At overskride deres begrænsninger. At vedkende en lov i lovene, og udforske den, og dermed skabe et bestemt univers (genre).

Alle love i lovene forholder sig som i en fællesmængde til en helhed.

Der er ingen grænser.

Eksempel :

Du glemmer skruetrækkeren.

Du glemmer tonen. Altså er den ikke ledende mere, den er glemt.

En udgivelse er kun begrænset af to led.

"Udøverens univers, og modtagerens univers"

Delmængde = genre