Søren Møllers blog

Er du en jazznørd?

I min studietid på Manhattan School of Music i New York argumenterede administrationen med, at man skulle forsætte sine studier med en phd uddannelse, hvis man ønskede at undervise på et amerikansk universitet. Ikke mange af konservatoriets egne lærere havde en længerevarende uddannelse. I stedet havde de fleste, som Kenny Barron, John Riley og Dick Oatts m.fl. et helt utroligt erfaringsniveau fra mange år som aktive musikere. Men denne nye linje ledte til et paradoks: De studerende kunne i fremtiden blive undervist af musikere, der aldrig havde optrådt for et publikum. Nu begynder elever af denne linje at indfinde sig i det amerikanske jazzmiljø og med Jason Marsalis debat oplæg ”Er du en jazznørd?” svarer en af de etablerede musikere i miljøet for første gang igen.

Marsalis debatoplæg opstod på baggrund af hans turneer i Europa og USA. Her oplevede han en lang række af nye unge musikere, der spillede komplekse strukturer over en uendelighedsrække af akkordprogressioner, uden at have en hel basal forståelse af melodi og harmonisk spænding. ”Disse musikere havde ikke brugt tid nok på at studere jazzen før 1990. De troede heller ikke på, at denne musik ville dem noget. Ligeledes var deres forhold til publikum ikke baseret på kommunikation, men på en indadvendthed, der overraskede Marsalis: ”Jeg forstod at de ikke havde haft mange muligheder for at optræde udenfor klasselokalet og derfor var det at optræde for et publikum ikke en del af deres musikalske baggrund”. De unge musikere beskriver sig selv som jazznørder. Denne titel inspirerer Marsalis til begrebet ”Jazz Nerds of America” eller ”JNA”.

Marsalis fortæller: ”En JNA er en studerende, der reducerer al musik til toner og koncepter. JNA værdsætter kompleksitet og nedgør det simple. JNA lytter til orkestre og begejstres i de komplekse strukturer i musikken, mens de ignorere den underliggende historiske substans. Saxofonister vil værdsætte musik af Mark Turner, Chris Potter og andre moderne musikere uden at sætte sig ind i sammenhængen mellem disse musikere og deres inspirationskilder, såsom Wayne Marsh og Sonny Rollins. JNA vil lytte til James Brown og sige, at det ikke er noget særligt, da det kun indeholder to akkorder. En JNA synes blues er en simpel udtryksform og finder swing uinteressant og gammelt, mens lige underdelinger er mere ”udfordrende” og ”spændende”. I stedet for at udtrykke sig i begge fornemmelser vælger JNA at udtrykke sig i den ene og nedgøre den anden. Kort sagt: En JNA reducerer musik til så mange komplekse strukturer som muligt, mens vedkommende ignorerer den bagvedliggende historie.

Marsalis definition handler ikke så meget om at nedgøre musikstuderende, men i stedet om, at unge studerende i kraft af deres vejledning får en præference, hvor de ikke længere er åbne overfor musikken, men i stedet søger efter en akademisk belønning i musikkens kompleksitet. Musikpublikummet, argumenterer Marsalis, er ikke interesserede i om musikken er ny eller gammel, kompleks eller simpel, men i stedet om musikken er underholdende og værd at lytte til. I kraft af argumenter om musikkens fornyelse tages publikum som gidsler, da de forsøger at forstå musik, som de ganske enkelt finder kedelig i ønsket om ”at være med på noderne”. For at nå dette publikum må man i stedet forholde sig åbent og ikke akademisk til musikken: ”Der er dem, der beklager begrænsningen af musik via kategorisering i genrer. Min beklagelse handler om at begrænse musikken ved at kategorisere den i datoer. Der er information i al musik, der kan inkorporeres i en moderne musikkontekst. Jazz er en åben arkitektur, der kan inkludere alt fra musik historien”.

Det er m.a.o. samspillet mellem den herskende forståelse af, hvad der kan tolkes som ny musik (musik uden historie), samt uddannelsen af unge musikere, hvor både musikere og lærere er uddannet uden at være i samspil med publikum, der skaber problemet. Jason Marsalis afslutter sit essay med et forslag til en løsning, mens debatten forsætter på de amerikanske blogs: ”Er der en vej til at løse dette problem? Den eneste løsning jeg kan se er at restrukturere vores akademiske curriculum på konservatorierne til at inkludere al musik og introducere skoleeleverne til musik fra første til tiende klasse. Det bedste for musikerne er ikke at splitte musikken op i genrer og datoer, men i stedet at basere deres udtryk på informationen af mindst et helt århundrede af musikhistorie. Jo mere, jo bedre. Vi må vente med at se, hvor det vil bringe musikken hen, men denne inkluderende indgangsvinkel er meget mere spændende end en ekskluderende attitude og på denne måde kan jazzen bedre vokse sig ind i det enogtyvende århundrede”.

Links:

Jason Marsalis underholdende definition af en Jazz Nerd på YouTube.

Jason Marsalis essay om Jazz Nerds fra Los Angeles Times.  

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Sonja Bautz

Historien om afstanden mellem de miljø/genre beskadige sjæle, og borgeren der fordøjer kulturen, er ligeså gammel som de tonesystemer der har vist sig nyttige.

Man kan læse om den klassiske komposition at den modulerede sig selv ihjel.

Det svarer vel til at man finder en rose der springer ud, for et sørgeligt syn - efter man har set en gul, blå, rød, sort, kombineret gul-rød, sort-gul...o.s.v, - og forlanger mere opfindsomhed fra naturen.

For mig virker jazzens historie, som en raket-udgave af den klassiske historie. Udviklingen er i mine øjne blot ikke særlig bevidst om fællesskabet.

I dag er der i den klassiske lejr to skoler der kæmper, som deltes cirka omkring hoveder som schønberg, stockhausen, mod hoveder som britten, stravinsky, og den gade.

Jeg ser for mig, jazzen splittes i den videnskabelige og den folkelige udgave.

Hvad ved jeg, for musikken bliver til enhver tid spillet, i og udenfor tonearten, i og udenfor det acceptable (hvad det end er).

Schumann :

For nogle er musikken et matematisk og logistisk emne, for andre, en kildren for øret.

For mig, er det både og.

Brugerbillede for Sonja Bautz

*beskadigede

Vil lige tilføje om formen der er vendt på hovedet igennem historien.

Tiden hvor generalbassystemet gjorde at man byttede baslinjer med ordende :

Hold da op en fed baslinje, lad mig lige skrive et tema over den

Til -

"Hold da op et godt tema, lad mig lige rekonstruere baslinjen/harmonierne, det rytmiske forløb, og tilsætte mit eget salt og peber.

Til -

Organiseret lyd er noget pjat, vi smadrer et steinway til en koncert, hælder vand i det

Til

4:11 hvor alle holder deres instrument i stilhed, publikum lytter med for at finde lyden af fru Nielsen der er gået på toilettet, og er i færd med at skylle ud.

Der er ganske enkelt så mange muligheder i dag, at man da håber folk stadig kan finde et fælles system de kan blive enige om er funktionelt og rummeligt nok til at man kan mødes og dele fælles erfaringer ?

Brugerbillede for olivier goulin
olivier goulin

Ha ha - Sonja. dine kommentarer er aldrig kedelige.

"Jazz is not dead; it just smells funny" -Frank Zappa

Jazzen kan opsummeres med tre navne: Louis Armstrong, Charlie Parker og John Coltrane. Og siden Coltranes død, har Jazzen eksisteret i et mærkeligt vakuum. Der er aldrig dukket nogen op siden, der kunne løfte arven fra disse tre koryfæer, hverken hvad angår fornyelse, virtuositet eller åndfuldhed; de tre faktorer, som skal gå op i en højere enhed hos Geniet.

Og derfor har Jazzen siden da enten bevæget sig som døde fisk i Coltranes kølvand - eller udartet sig til noget, som kun kan kaldes Jazz med en meget large definition af stilarten.

Og det er ikke kun jazzen, der lider af det problem. Der har over hele linien hersket en slags kulturel stagnation siden '68'. Der er ikke for alvor blevet skabt noget virkelig storslået og revolutionerende sidenhen. Genierne er uddøde, og kulturen er degenereret til enten talentløs og uskøn weltschmerz - eller tom ekvilibrisme, som det nævnes i artiklen.

Ja, det er en hård dom - men det er faktisk et meget karakteristisk træk ved vores samtid. Historien har en endelig 'kulturel kapital', og den er sluppet op, ligesom det sker med råstofferne, opdagelserne etc. Træerne vokser ikke ind i himlen. Også i videnskaben ser vi det. De store banebrydende grundvidenskablige og erkendelsesmæssige opdagelser er for længst forbi.

Alt dette marker overgangen fra 'Kultur' til 'Civilisation', i Spenglers terminologi - og det sidste skridt hedder 'Undergang'.

Brugerbillede for Sonja Bautz

Tak for at du kan finde ironien, Oliver, men musikken dør nu aldrig, det kan den ikke.

Af flere grunde.

Et :

Lyd er konstant i bevægelse, så den transport ophører ikke før atomerne løber tør - well, that's a long time some bliion years out there..

Om den forbliver organiseret er jeg heller ikke i tvivl om, for mennesker værdsætter symmetri, og fraktaler er kommet for at blive.

Nu skal afstanden mellem den elendige undervisning, og de udøvende "blot" elimineres, og det kræver en skolepligt der ligger et godt stykke fra den standard vi ser i folkeskolen.

Hvis du kan lave en organiseret treklang af en faldende teske, en gryde, og en suppetallerken der smadrer, så er du på vej til de hørendes paradis samt helvede.

Brugerbillede for bendt petersen
bendt petersen

Benny Holst sang det , så alle kan forstå det : Din rygmarv visner, hvis du ikke danser med din bedstemor.
Ingen fine ord, men sømmet ramt på hovedet.

Brugerbillede for Lars Hansen

Udtalelser om at der ikke er sket noget siden John Coletrane, siger mere om den der kommer med udtalelsen end om musikken.

Angående den akademiske tilgang til musik: Efter min mening er det helt centralt for kunst at vi ikke kan forstå hvordan den virker. I det øjeblik et værk kan forklares fuldt ud, er det ikke længere kunst. Den menneskelige hjerne er i stand til at forstå helheder uden at forstå enkelthederne af hvilke helheden består - det er derfor kunst findes. Konklusion: Akademisk musikuddannelse kan bruges som en slags supplement, men faren er at de studerende mister evnen til at lytte til helheder og acceptere hvad de hører - også selv om de ikke forstår det. Og sker det, bliver deres musik tom.