Søren Møllers blog

Fremtidens musik skaber vi sammen.

 

Lad os et kort øjeblik forestille os, at vi med succes har affyret en tidsmaskine fra havnen i Nexø og nu befinder os i fremtidens musikalske univers. Herude kan vi se tilbage på LP albummets opløsning og i stedet iagttage, hvordan musikken blev solgt som enkeltsange for 99 cent, mens Apple fjernede CD-logoet fra programmet itunes og dermed cementerede CD'ens totale ligegyldighed på musikmarkedet. I stedet for at blive sentimentale over ikke længere at skulle læse linernotes med lup fra cd'ens kvadratiske tekstplads, eller håbløst tro på en tilbagekomst for varmen i vinylens riller, er det mere interessant at tænke over, hvad der mon venter os derude – i fremtiden.

Fremtiden indeholder først og fremmest sammensmeltningen. En slags musikalsk foodprocessor, hvor nødigt anarkistiske rocklyttere end vil en tur i samme bås, som vores indre billede af foodprocessorrens kernebruger. Sammensmeltningen af genrer og sammensmeltningen af medier er allerede godt i gang, specielt i USA, hvor det mest handler om, hvilket ben musikken, spillet, filmen eller mediemaskinen hviler på. Er det hip hop spillet af jazzinstrumenter, er det poesi arrangeret som kammermusik, eller er det rockmusik som baggrundstæppe til populære computerspil. Er mediemaskinen en spillemaskine, en telefon, en bog, et kamera, en walkman eller en computer bestemmes af, hvilken knap man vælger, maskinen indeholder det hele allerede.

Brugeren vælger stadig her i nutiden maskinens funktion, det bedste af alle verdener. I fremtiden er det, der binder de forskellige funktioner sammen brugerdeltagelse, som man kender det fra online computerspil. I stedet for at lytte til færdige værker, se forhåndsinstruerede videoer, kan brugerne i stedet for stemme om kombinationen af delelementer af musikken, af videoen, eller selv deltage med billeder, filmklip, bevægelse og meget mere. Og hvem siger, at udfaldet skal være det samme hver gang? De enkelte elementer kan for hver afspilning sammensættes på nye måder, så ingen komposition har samme forløb to gange, men i stedet er bestemt af de brugere, der leger med materialet online netop på det tidspunkt.

En klar udfordring for fremtidens komponister er derfor ikke længere at tænke i udviklingsforløb, men at tænke i elementer, der kan arrangeres i forløb af brugerne. Arrangementer, som komponisten ikke selv bestemmer over, men leverer byggeklodserne til. Man kan forestille sig, at Mozart anno 2050 er en komponist, der forstår at udvikle elementer, der kan blive ved med at inspirere brugere verden over til nye og spændende sammensætninger i lyd og billede.

For at forestille os, hvordan vi skulle ende der, kan man f.eks tænke på lydsskaberen Brian Eno. Han har forklaret om sin ambient musik, at ”det er musik uden begyndelse og slutning. En musik, man så at sige træder ind i og ud af, uden en egentlig historie, eller udviklingsforløb”. Med andre ord er der rum for, at brugerne af Eno's musik selv kan sammensætte forløbet. Eno siger også, at han ”indspiller sin musik langt hurtigere end den afspilles”. I den sammenhæng kunne man sagtens forestille sig, at lytteren selv i fremtiden kan få lov at bestemme, hvilket tempo musikken egentlig skal afspilles i og dermed om musikken i Enos tilfælde er meditativ eller ej.

Et andet eksempel på musik, der peger mod fremtiden er Steve Reich's værk Piano Phase. En super enkel pianofigur afspilles i to næsten ens tempi, hvoraf det ene tempo er en lille smule langsommere end det andet. Phasingen består med andre ord i, at den ene af figurerne langsomt begynder at halte efter den anden, indtil figurerne ved værkets slutning igen mødes ved samme begyndelses slag en takt forskudt. Der er ingen, der siger, at det ikke i fremtiden netop kunne være brugeren selv, der kan bestemme tempoforskellen, samt antallet af klaverer, der skal deltage og hvilket toneleje hvert klaver skal starte på. Det vil give brugeren mulighed for at bestemme over værkets længde, dets tonale fornemmelse og om værket skal fremstå rodet eller ordnet.

Hele herligheden af brugerbestemt musik bliver selvfølgelig meget mere kompliceret når der begynder at indgå tekst, da de fleste tekster jo netop afspejler et forløb. Samtidigt er det svært at forestille sig, hvordan fremtidens koncerter vil tage højde for en form for bruger deltagelse, hvor publikum er mere end bare observerende lyttere, men i stedet har en klar demokratisk medbestemmelse over en koncerts forløb. Set fra fremtiden kunne det være sjovt at forestille sig, at en koncert med f.eks. DRs symfoniorkester bestod i, at alle fra egen onlineafspiller frit kunne dirigere en interaktiv forhåndsindspilning af et af datidens værker og dermed være medbestemmende over værkets tempo, dets dynamik, dets taktart, dets glidende eller hakkende fornemmelse. Hvordan ville man ikke efterfølgende opleve dirigentens arbejde og respektere det samlede resultat, havde man først prøvet kræfter med faget selv?

Det kan være svært at forestille sig konkret, hvordan det vil tage sig ud, men før man helt afskriver min tese og rejser med tidsmaskinen hjem igen, kan man jo tænke lidt over, hvordan vores medieverden handler mere og mere om brugerdeltagelse og mindre og mindre om, at være passivt observerende.

God weekend!

Brian Eno i diskussion med Will Wright 

Steve Reich Piano Phase

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu